M’Cheyne Bible Reading Plan

2 Herrens Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder! ² Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I dog gjort! ³ Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!" ⁴ Da Herrens Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast Folket i Gråd. ⁵ Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til Herren der.

⁶ Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse. ⁷ Og Folket dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, Herren havde øvet for Israel. ⁸ Og Josua, Nuns Søn, Herrens Tjener, døde, 110 År gammel; ⁹ og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. ¹⁰ Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte Herren eller det Værk, han havde øvet for Israel. ¹¹ Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og dyrkede Ba'alerne; ¹² de forlod Herren, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede Herren. ¹³ De forlod Herren og dyrkede Ba'al og Astarte. ¹⁴ Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender. ¹⁵ Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til Herren, ¹⁶ lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem. ¹⁷ Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod Herrens Bud; de slægtede dem ikke på. ¹⁸ Men hver Gang Herren lod Dommere fremstå iblandt dem, var Herren med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi Herren ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. ¹⁹ Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.

²⁰ Da blussede Herrens Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst, ²¹ vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død, ²² for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge Herrens Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej." ²³ Herren lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.

6 Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. ² Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. ³ Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning. ⁴ Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste." ⁵ Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia; ⁶ dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne på dem.

⁷ Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.

⁸ Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn iblandt Folket, ⁹ Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien og Asien, og de tvistedes med Stefanus. ¹⁰ Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af. ¹¹ Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: "Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud." ¹² Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet; ¹³ og de fremstillede falske Vidner, som sagde: "Dette Menneske holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod Loven. ¹⁴ Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os." ¹⁵ Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans Ansigt som en Engels Ansigt.

15 Da sagde Herren til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk bort fra mit Åsyn! ² Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så siger Herren: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til Fangenskab! ³ Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra Herren: Sværdet til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og Jordens Dyr til at æde og ødelægge. ⁴ Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns, Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem.

⁵ Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra Vejen og spørger til dig? ⁶ Du vragede mig, så lyder def fra Herren; du veg bort. Jeg udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes. ⁷ Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg barnløst og til intet; de vendte ej om. ⁸ Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og Rædsel falde på hende. ⁹ Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra Herren.

¹⁰ Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand for Alerden ! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig alle. ¹¹ Herren sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og Trængselens Tid. ¹² Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber? ¹³ Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine Landemærker; ¹⁴ jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender, thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder. ¹⁵ Du kender det, Herre, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort! Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån ¹⁶ fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!" Men mig blev dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet over mig, Herre, Hærskarers Gud. ¹⁷ Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med Harme. ¹⁸ Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.

¹⁹ Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst, skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem. ²⁰ Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra Herren. ²¹ Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.

1 Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således, ² som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej. ³ Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!" ⁴ Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse. ⁵ Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder ⁶ Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin Lænd og spiste Græshopper og vild Honning. ⁷ Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig ned og løse. ⁸ Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den Helligånd."

⁹ Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. ¹⁰ Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og Ånden ligesom en Due dale ned over ham; ¹¹ og der kom en Røst fra Himlene: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag."

¹² Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen. ¹³ Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.

¹⁴ Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds Evangelium ¹⁵ og sagde: "Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær; omvender eder og tror på Evangeliet!"

¹⁶ Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere. ¹⁷ Og Jesus sagde til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder til Menneskefiskere." ¹⁸ Og de forlode straks Garnene og fulgte ham. ¹⁹ Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn, og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres Garn i Skibet; ²⁰ og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.

²¹ Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte, ²² og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge. ²³ Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han råbte højt ²⁴ og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." ²⁵ Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" ²⁶ Og den urene Ånd sled i ham og råbte med høj Røst og for ud af ham. ²⁷ Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de urene Ånder byder han, og de lyde ham." ²⁸ Og Rygtet om ham kom straks ud alle Vegne i hele det omliggende Land i Galilæa.

²⁹ Og straks, da de vare gåede ud af Synagogen, kom de ind i Simons og Andreas's Hus med Jakob og Johannes. ³⁰ Men Simons Svigermoder lå og havde Feber, og straks tale de til ham om hende; ³¹ og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op. ³² Men da det var blevet Aften, og Solen var gået ned, førte de til ham alle de syge og besatte, ³³ og hele Byen var forsamlet foran Døren. ³⁴ Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at tale, fordi de kendte ham.

³⁵ Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og der bad han: ³⁶ Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham. ³⁷ Og de fandt ham, og de sige til ham: "Alle lede efter dig." ³⁸ Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er jeg udgået." ³⁹ Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og uddrev de onde Ånder.

⁴⁰ Og en spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på Knæ for ham og siger til ham: "Om du vil, så kan du rense mig." ⁴¹ Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!" ⁴² Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset. ⁴³ Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt ⁴⁴ og sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen herom; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer for din Renselse det, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!" ⁴⁵ Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By; men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne fra.