M’Cheyne Bible Reading Plan

24 Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn. ² Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger Herren, Israels Gud: Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara, Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder. ³ Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham en talrig Æt og skænkede ham Isak. ⁴ Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten. ⁵ Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud; ⁶ og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og Ryttere til det røde Hav. ⁷ Da råbte de til Herren, og han satte Mørke mellem eder og Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde opholdt eder en Tid lang i Ørkenen, ⁸ førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder. ⁹ Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel; og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han skulde forbande eder; ¹⁰ men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder; således friede jeg eder af hans Hånd. ¹¹ Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg gav dem i eders Hånd. ¹² Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd eller din Bue. ¹³ Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer, I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten. ¹⁴ Så frygt nu Herren og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i Ægypten, og tjen Herren! ¹⁵ Men hvis I ikke synes om at tjene Herren, så vælg i Dag, hvem I vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit Hus, vi vil tjene Herren!"

¹⁶ Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre Guder; ¹⁷ nej, Herren er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de Folk, hvis Lande vi drog igennem; ¹⁸ og Herren drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene Herren, thi han er vor Gud!"

¹⁹ Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene Herren, thi han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive eders Overtrædelser og Synder. ²⁰ Når I forlader Herren og dyrker fremmede Guder, vil han vende sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt han tidligere gjorde vel imod eder."

²¹ Da sagde Folket til Josua: "Nej Herren vil vi tjene!" ²² Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I har valgt at tjene Herren. ²³ Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj eders Hjerte til Herren, Israels Gud!" ²⁴ Da sagde Folket til Josua: "Herren vor Gud vil vi tjene, og hans Røst vil vi lyde!"

²⁵ Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte det Lov og Ret i Sikem. ²⁶ Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og rejste den der under den Eg, som står i Herrens Helligdom; ²⁷ og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne imod os; thi den har hørt alle Herrens Ord, som han talede til os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders Gud!" ²⁸ Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.

²⁹ Efter disse Begivenheder døde Herrens Tjener Josua, Nuns Søn 110 År gammel. ³⁰ Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. ³¹ Og Israel dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele det Værk, Herren havde øvet for Israel.

³² Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors, Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde givet Josef i Eje.

³³ Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.

4 Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, ² da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde. ³ Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. ⁴ Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på Mændene blev omtrent fem Tusinde. ⁵ Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, ⁶ ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. ⁷ Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?" ⁸ Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets Rådsherrer og Ældste! ⁹ Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredt; ¹⁰ da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne står rask her for eders Øjne, ¹¹ Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. ¹² Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste." ¹³ Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus. ¹⁴ Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de intet at sige derimod. ¹⁵ Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med hverandre og sagde: ¹⁶ "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. ¹⁷ Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn." ¹⁸ Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn. ¹⁹ Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. ²⁰ Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt." ²¹ Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. ²² Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve År gammel.

²³ Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem. ²⁴ Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, ²⁵ du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd? ²⁶ Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede." ²⁷ Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer ²⁸ for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt skulde ske. ²⁹ Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed, ³⁰ idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn." ³¹ Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord med Frimodighed. ³² Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles. ³³ Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle. ³⁴ Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de, som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne ³⁵ og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter hvad han havde Trang til. ³⁶ Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern ³⁷ som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.

13 Således saghde Herren til mig: "Gå hen og køb dig et linned bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!" ² Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd. ³ Så kom Herrens Ord atter til mig således: ⁴ "Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat og gem det der i eu Klipperevne!" ⁵ Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som Herren bød. ⁶ Men lang Tid efter sagde Herren til mig: "Gå til Frat og hent Bæltet, jeg bød dig gemme der!" ⁷ Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget. ⁸ Og Herrens Ord kom til mig således: ⁹ Så siger Herren: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems store Herlighed. ¹⁰ Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. ¹¹ Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig, lyder det fra Herren, for at de skulde være mit Folk og blive mig til Navnkundigbed, Pris og Ære; men de hørte ikke.

¹² Og du skal sige til dette Folk: Så siger Herren, Israels Gud: Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: "Skulde vi ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?" ¹³ så svar dem: Så siger Herren: Se, jeg vil fylde alle dette Lands Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne, Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de hliver drukne; ¹⁴ og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det fra Herren; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg dem.

¹⁵ Hør og lyt uden Hovmod, thi Herren taler. ¹⁶ Lad Herren eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det til Mulm, han gør det til Mørke. ¹⁷ Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets Skyld, den fælder så bitre Tåmer; mit Øje rinder med Gråd, thi Herrens Hjord føres bort.

¹⁸ Sig til Kongen og til Herskerinden: "Tag lavere Sæde, thi af eders Hoved faldt den dejlige Krone." ¹⁹ Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er bortført til sidste Mand. ²⁰ Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du fik, dine dejlige Får? ²¹ Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde i Barnsnød? ²² Og siger du i dit Hjerte: "Hvi hændtes mig dette?" For din svare Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet. ²³ Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt! ²⁴ Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind: ²⁵ det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra Herren, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn. ²⁶ Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses, ²⁷ dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem, du bliver ej ren hvor længe endnu?

27 Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham. ² Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus.

³ Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: ⁴ "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Men de sagde: "Hvad kommer det os ved? se du dertil." ⁵ Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig. ⁶ Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: "Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge." ⁷ Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede. ⁸ Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag. ⁹ Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: "Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn, ¹⁰ og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig."

¹¹ Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde til ham: "Du siger det." ¹² Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet. ¹³ Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?" ¹⁴ Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at Landshøvdingen undrede sig såre. ¹⁵ Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde. ¹⁶ Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas. ¹⁷ Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" ¹⁸ Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham. ¹⁹ Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld." ²⁰ Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus. ²¹ Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas." ²² Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!" ²³ Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!" ²⁴ Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!" ²⁵ Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og over vore Børn!" ²⁶ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

²⁷ Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham. ²⁸ Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham. ²⁹ Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" ³⁰ Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet. ³¹ Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.

³² Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. ³³ Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted", ³⁴ gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte det, vilde han ikke drikke. ³⁵ Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon." ³⁶ Og de sade der og holdt Vagt over ham. ³⁷ Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge." ³⁸ Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side, ³⁹ Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: ⁴⁰ "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!" ⁴¹ "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde: ⁴² "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi tro på ham. ⁴³ Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn." ⁴⁴ Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede med ham. ⁴⁵ Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. ⁴⁶ Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli! Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" ⁴⁷ Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." ⁴⁸ Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke. ⁴⁹ Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham." ⁵⁰ Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden. ⁵¹ Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede, ⁵² og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer bleve oprejste, ⁵³ og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange. ⁵⁴ Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn." ⁵⁵ Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. ⁵⁶ Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.

⁵⁷ Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel. ⁵⁸ Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. ⁵⁹ Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde ⁶⁰ og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort. ⁶¹ Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven.

⁶² Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus ⁶³ og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst. ⁶⁴ Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første," ⁶⁵ Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!" ⁶⁶ Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.