M’Cheyne Bible Reading Plan
23 Efter længere Tids Forløb, da Herren havde skaffet Israel Ro for alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til Års, 2 lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet gammel og til Års. 3 I har selv set alt, hvad Herren eders Gud har gjort ved alle disse Folkeslag foran eder; thi det var Herren eders Gud, som kæmpede for eder. 4 Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det store Hav vestpå; 5 og Herren eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som Herren eders Gud lovede eder.
6 Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre 7 og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem, ikke dyrke eller tilbede dem, 8 men I skal holde fast ved Herren eders Gud som hidtil. 9 Derfor drev jo Herren store og mægtige Folkeslag bort foran eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag; 10 een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var Herren eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder. 11 Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker Herren eders Gud! 12 Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem eller, indlader eder i Forbindelse med dem, 13 så skal I vide for vist, at Herren eders Gud ikke mere vil drive disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne, indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som Herren eders Gud gav eder.
14 Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord, Herren eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til Jorden. 15 Men ligesom alle de gode Ord, Herren eders Gud talede til eder, gik i Opfyldelse på eder, således vil Herren også lade alle sine Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder fra dette herlige Land, som Herren eders Gud gav eder. 16 Når I overtræder Herren eders Guds Pagt, som han pålagde eder, og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil Herrens Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra det herlige Land, han gav eder!"
3 Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time. 2 Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse. 3 Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse. 4 Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!" 5 Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem. 6 Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!" 7 Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op. 8 Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud. 9 Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud. 10 Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham. 11 Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.
12 Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå? 13 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades. 14 Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder. 15 Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner. 16 Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle. 17 Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer. 18 Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide. 19 Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn, 20 og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, 21 hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage. 22 Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder. 23 Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket." 24 Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage. 25 I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes." 26 For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."
12 Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi er alle troløse trygge? 2 Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har dig i Munden, men ikke i Hjertet. 3 Du, Herre, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets Dag! 4 (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")
5 "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste? Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i Jordans Stolthed"? 6 Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver dig gode Ord!"
7 Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd. 8 Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede Røsten imod mig, derfor må jeg hade den. 9 Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle? Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde! 10 Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod, min yndige Arvelod gør de til øde Ørk; 11 de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det. 12 Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi Herren har et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den anden; intet Kød har Fred. 13 De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til Skamme med deres Afgrøde for Herrens glødende Vredes Skyld.
14 Så siger Herren om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod, jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem. 15 Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til sit Land. 16 Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så sandt Herren lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk. 17 Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra Herren.
26 Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han til sine Disciple: 2 "I vide, at om to Dage er det Påske; så forrådes Menneskesønnen til at korsfæstes."
3 Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gård; han hed Kajfas. 4 Og de rådsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslå ham. 5 Men de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket."
6 Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes Hus, 7 kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med såre kostbar Salve, og hun udgød den på hans Hoved, medens han sad til Bords. 8 Men da Disciplene så det, bleve de vrede og sagde: "Hvortil denne Spilde? 9 Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til fattige." 10 Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor volde I Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod mig. 11 Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid. 12 Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for at berede mig til at begraves. 13 Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette Evangelium bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse."
14 Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne 15 og sagde: "Hvad ville I give mig, så skal jeg forråde ham til eder?" Men de betalte ham tredive Sølvpenge". 16 Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forråde ham.
17 Men på den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene til Jesus og sagde: "Hvor vil du, at vi skulle træffe Forberedelse for dig til at spise Påskelammet?" 18 Men han sagde: "Går ind i Staden til den og den Mand, og siger til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg Påske med mine Disciple." 19 Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte Påskelammet. 20 Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv. 21 Og medens de spiste, sagde han: "Sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forråde mig." 22 Og de bleve såre bedrøvede og begyndte hver især at sige til ham: "Det er dog vel ikke mig, Herre?" 23 Men han svarede og sagde: "Den, som dyppede Hånden tillige med mig i Fadet, han vil forråde mig. 24 Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født." 25 Men Judas, som forrådte ham, svarede og sagde: "Det er dog vel ikke mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du har sagt det."
26 Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød det og gav Disciplene det og sagde: "Tager, æder; dette er mit Legeme." 27 Og han tog en Kalk og takkede. gav dem den og sagde: "Drikker alle deraf; 28 thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. 29 Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med eder i min Faders Rige."
30 Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 31 Da siger Jesus til dem: "I skulle alle forarges på mig i denne Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Hjordens Får skulle adspredes. 32 Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa." 33 Men Peter svarede og sagde til ham: "Om end alle ville forarges på dig, så vil jeg dog aldrig forarges." 34 Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange." 35 Peter siger til ham: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig." Ligeså sagde også alle Disciplene.
36 Da kommer Jesus med dem til en Gård, som kaldes Gethsemane, og han siger til Disciplene: "Sætter eder her, medens jeg går derhen og beder." 37 Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes. 38 Da siger han til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger med mig!" 39 Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil." 40 Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: "Så kunde I da ikke våge een Time med mig! 41 Våger og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." 42 Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: "Min Fader! hvis denne Kalk ikke kan gå mig forbi, uden jeg drikker den, da ske din Villie!" 43 Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare betyngede. 44 Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde atter det samme Ord. 45 Da kommer han til Disciplene og siger til dem: "Sove I fremdeles og Hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. 46 Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."
47 Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra Ypperstepræsterne og Folkets Ældste. 48 Men han, som forrådte ham, havde givet dem et Tegn og sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!" 49 Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: "Hil være dig, Rabbi!" og kyssede ham. 50 Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her?" Da trådte de til og lagde Hånd på Jesus og grebe ham. 51 Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Hånden ud og drog sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre af. 52 Da siger Jesus til ham: "Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd. 53 Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han nu tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle? 54 Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gå således til?" 55 I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: "I ere gåede ud ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke. 56 Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde opfyldes." Da forlode alle Disciplene ham og flyede.
57 Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare forsamlede. 58 Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gård, og han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad Udgang det vilde få. 59 Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte falsk Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham. 60 Og de fandt intet, endskønt der trådte mange falske Vidner frem. Men til sidst trådte to frem og sagde: 61 "Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i tre Dage." 62 Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet på, hvad disse vidne imod dig?" 63 Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn." 64 Jesus siger til ham: "Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme på Himmelens Skyer." 65 Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: "Han har talt bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I hørt Bespottelsen. 66 Hvad tykkes eder?" Og de svarede og sagde: "Han er skyldig til Døden." 67 Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge ham på Kinden 68 og sagde: "Profeter os, Kristus, hvem var det, der slog dig?"
69 Men Peter sad udenfor i Gården; og en Pige kom hen til ham og sagde: "Også du var med Jesus Galilæeren." 70 Men han nægtede det i alles Påhør og sagde: "Jeg forstår ikke, hvad du siger." 71 Men da han gik ud i Portrummet, så en anden Pige ham; og hun siger til dem, som vare der: "Denne var med Jesus af Nazareth." 72 Og han nægtede det atter med en Ed: "Jeg kender ikke det Menneske." 73 Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter: "Sandelig, også du er en af dem. dit Mål røber dig jo også." 74 Da begyndte han at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke det Menneske." Og straks galede Hanen. 75 Og Peter kom Jesu Ord i Hu at han havde sagt: "Førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange." Og han gik udenfor og græd bitterligt.