M’Cheyne Bible Reading Plan

18 Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.

² Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke havde fået deres Arvelod tildelt. ³ Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som Herren, eders Fædres Gud, har givet eder? ⁴ Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme tilbage til mig. ⁵ De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod Syd og Josefs Slægt sit mod Nord. ⁶ Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for Herren vor Guds Åsyn. ⁷ Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da Herrens Præstedømme er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på Jordans Østside fået deres Arvelod, som Herrens Tjener Moses gav dem!"

⁸ Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig; så vil jeg kaste Lod for eder her for Herrens Åsyn i Silo!" ⁹ Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de tilbage til Josua i Lejren ved Silo. ¹⁰ Men Josua kastede Lod for dem i Silo for Herrens Åsyn og udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.

¹¹ Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter; og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas og Josefs Sønner. ¹² Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet, så den ender i Bet-Avens Ørken; ¹³ derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon. ¹⁴ Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen. ¹⁵ Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går til Neftoas Vandkilde; ¹⁶ derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden; ¹⁷ så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens Søn Bohans Sten ¹⁸ og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i Arabalavningen; ¹⁹ så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen. ²⁰ Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med dens Grænser efter deres Slægter.

²¹ Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz, ²² Bet-Araba, Zemarajim, Betel, ²³ Avvim, Para, ofra, ²⁴ Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer. ²⁵ Gibeon, Rama, Be'erot, ²⁶ Mizpe, Kefira, Moza, ²⁷ Rekem, Jirpe'el, Tar'ala, ²⁸ Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes Arvelod efter deres Slægter.

19 Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i Judæernes Arvelod. ² Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada, ³ Hazar-Sjual, Bala, Ezem, ⁴ Eltolad, Betul, Horma, ⁵ Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa, ⁶ Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer. ⁷ En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med Landsbyer. ⁸ Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter. ⁹ Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne Arvelod inde i deres Arvelod.

¹⁰ Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter. Deres Arvelods Landemærke når til Sarid: ¹¹ og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam; ¹² fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia; ¹³ mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer, til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea; ¹⁴ derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i Dalen ved Jifta-El. ¹⁵ Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem; tilsammen tolv Byer med Lands-byer. ¹⁶ Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

¹⁷ For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres Slægter; ¹⁸ og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem, ¹⁹ Hafarajim, Sji'on, Anabarat, ²⁰ Rabbit, Kisjjon, Ebez, ²¹ Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez. ²² Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer. ²³ Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

²⁴ Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter. ²⁵ Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf, ²⁶ Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod Vest og Sjihor-Libnat, ²⁷ drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og fortsætter nordpå til Kabul, ²⁸ Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon; ²⁹ så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab, Akzib, ³⁰ Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer. ³¹ Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

³² For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter deres Slægter. ³³ Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan; ³⁴ så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod Øst. ³⁵ Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret, ³⁶ Adama, Rama, Hazor, ³⁷ Hedesj, Edre'i, En-Hazor, ³⁸ Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen nitten Byer med Landsbyer. ³⁹ Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

⁴⁰ For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod. ⁴¹ Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj, ⁴² Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla, ⁴³ Elon, Timna, Ekron, ⁴⁴ Elteke, Gibbeton, Ba'alat, ⁴⁵ Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon, ⁴⁶ Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo. ⁴⁷ Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet Dan efter deres Stamfader Dan. ⁴⁸ Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

⁴⁹ Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig. ⁵⁰ Efter Herrens Påbud gav de ham den By, han udbad sig, Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte sig der.

⁵¹ Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse udskiftede ved Lodkastning i Silo for Herrens Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med Udskiftningen af Landet.

149 Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! ² Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, ³ de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; ⁴ thi Herren har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. ⁵ De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, ⁶ med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd ⁷ for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, ⁸ for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern ⁹ og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! -

150 Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, ² pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; ³ pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, ⁴ pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, ⁵ pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; ⁶ alt hvad der ånder, pris Herren! Halleluja!

9 ¹ Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag og Nat over mit Folks Datters slagne.

² Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for vandringsmænd. Så drog jeg bort fra mit Folk og gik fra dem. Thi Horkarle er de alle, en svigefuld Bande; ³ de spænder deres Tunges Bue. Løgn, ikke Sandhed råder i Landet; thi de går fra Ondskab til Ondskab og kender ej mig, så lyder det fra Herren. ⁴ Vogt eder hver for sin Næste, tro ingen Broder, thi hver Broder er fuld af List, hver sværter sin Næste. ⁵ De fører hverandre bag Lyset, taler ikke Sandhed: de øver Tungen i Løgn, skejer ud, vil ej vende om, ⁶ Voldsdåd Slag i Slag og Svig på Svig; de nægter at kendes ved mig, så lyder det fra Herren. ⁷ Derfor, så siger Hærskarers Herre: Se, jeg smelter og prøver dem, ja, hvad må jeg dog gøre for mit Folks Datters Skyld! ⁸ Deres Tunge er en morders Pil, deres Munds Ord Svig; med Næsten taler de Fred, men i Hjertet bærer de Svig. ⁹ Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra Herren, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? ¹⁰ Over Bjergene bryder jeg ud i Gråd og Klage, over ØrkenensGræsgang i Klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme, der høres ej Lyd af Kvæg; Himlens Fugle og Dyrene flygtede bort. ¹¹ Jerusalem gør jeg til Stenhob. Sjakalers Bolig, og Judas Byer til Ørk, hvor ingen bor.

¹² Hvem er viis nok til at fatte dette, og til hvem har Herrens Mund talet, så han kan sige det: Hvorfor er Landet lagt øde, afsvedet som en Ørken, mennesketomt? ¹³ Og Herren sagde: Fordi de forlod min Lov, som jeg forelagde dem, og ikke hørte min Røst eller vandrede efter den, ¹⁴ men fulgte deres Hjertes Stivsind og Baalerne, som deres Fædre lærte dem at kende, ¹⁵ derfor, så siger Hærskarers Herre Israels Gud: Se, jeg giver dette Folk Malurt at spise og Gift at drikke; ¹⁶ jeg spreder dem blandt Folk, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og sender Sværdet efter dem, til jeg får gjort Ende på dem.

¹⁷ Så siger Hærskarers Herre, mærk jer det vel! Kald Klagekvinder hid, lad dem komme, hent kyndige Kvinder, lad dem komme, ¹⁸ lad dem haste og istemme Klage over os! Vore Øjne skal rinde med Gråd, vore Øjenlåg strømme med Vand. ¹⁹ Thi Klageråb høres fra Zion: "Hvor er vi dog hærgede, beskæmmede dybt, fordi vi må bort fra Landet, thi de brød vore Boliger ned." ²⁰ Ja, hør, I Kvinder, mit Ord, eders Øre fange Ord fra min Mund, og lær eders døtre Klage, hverandre Klagesang: ²¹ "Døden steg op i vore Vinduer; kom i Paladserne, udrydded Barnet på Gaden, de unge på Torvene." ²² Sig: så lyder det fra Herren: De døde Legemer faldt som Gødning på Marken, som Skåret efter Høstmanden; ingen binder op.

²³ Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, den stærke ikke af sin Styrke, den rige ikke af sin Rigdom; ²⁴ men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har Forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver Miskundhed, Ret og Retfærdighed på Jorden; thi i sådanne har jeg Behag, lyder det fra Herren.

²⁵ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg hjemsøger alle de omskårne, som har Forhud: ²⁶ Ægypten, Juda, Edom, Ammoniterne, Moab og alle Ørkenboere med rundklippet Hår; thi Hedningerne er alle uomskårne, men alt Israels Hus har uomskåret Hjerte.

23 Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde: ² På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. ³ Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke. ⁴ Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. ⁵ Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder store. ⁶ Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de fornemste Pladser i Synagogerne ⁷ og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene. ⁸ Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre. ⁹ Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene. ¹⁰ Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus. ¹¹ Men den største iblandt eder skal være eders Tjener. ¹² Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes. ¹³ Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke. ¹⁴ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des hårdere Dom. ¹⁵ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så slemt, som I selv ere. ¹⁶ Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet. ¹⁷ I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet? ¹⁸ Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet. ¹⁹ I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven? ²⁰ Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpå. ²¹ Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri. ²² Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder på den. ²³ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. ²⁴ I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen! ²⁵ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed. ²⁶ Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent. ²⁷ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt,men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed. ²⁸ Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed. ²⁹ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige: ³⁰ Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod. ³¹ Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslået Profeterne. ³² Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt! ³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?

³⁴ Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, ³⁵ for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns,Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt. ³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. ³⁸ Se, eders Hus lades eder øde! ³⁹ Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"