M’Cheyne Bible Reading Plan

16 For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel; ² fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til Atarot, ³ og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.

⁴ Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder. ⁵ Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende: Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til Øvre Bet Horon; ⁶ derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat; Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om Janoa, ⁷ strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op til Jeriko og ender ved Jordan. ⁸ Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter. ⁹ Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer. ¹⁰ Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.

17 Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan. ² Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers, Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter. ³ Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza. ⁴ De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Øversterne og sagde: "Herren bød Moses give os Arvelod iblandt vore Brødre!" Da gav han dem efter Herrens Bud en Arvelod iblandt deres Faders Brødre. ⁵ Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og Basan hinsides Jordan. ⁶ Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.

⁷ Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i En-Tappua. ⁸ Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses Grænse tilfaldt Efraimiterne. ⁹ Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken; Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved Havet. ¹⁰ Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar. ¹¹ I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer, Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag. ¹² Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort, det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne. ¹³ Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

¹⁴ Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et talrigt Folk, eftersom Herren hidtil har velsignet mig?" ¹⁵ Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!" ¹⁶ "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!" ¹⁷ Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at nøjes med een Lod, ¹⁸ men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset. og når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra; thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne Vogne; du er nemlig stærkere end de."

148 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! ² Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, ³ pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, ⁴ pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! ⁵ De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; ⁶ han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! ⁷ Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, ⁸ Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, ⁹ I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, ¹⁰ I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, ¹¹ I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ¹² ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! ¹³ De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. ¹⁴ Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!

8 Til hin Tid, lyder det fra Herren, skal man tage Judas kongers ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave ² og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken. ³ Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers Herre.

⁴ Og du skal sige til dem: Så siger Herren: Mon man falder og ej står op, går tilbage og ej vender om? ⁵ Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen. ⁶ Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid. ⁷ Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej Herrens Ret.

⁸ Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er Herrens Lov!" Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste. ⁹ De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, Herrens Ord har de vraget, hvad Visdom har de? ¹⁰ Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. ¹¹ De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. ¹² De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren. ¹³ Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra Herren, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.

¹⁴ Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi Herren vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod Herren. ¹⁵ Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. ¹⁶ Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere. ¹⁷ Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra Herren.

¹⁸ Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt. ¹⁹ Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er Herren da ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed? ²⁰ Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst! ²¹ Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel. ²² Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Sår?

22 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde: ² "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. ³ Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. ⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! ⁵ Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; ⁶ og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem. ⁷ Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad. ⁸ Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. ⁹ Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde! ¹⁰ Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. ¹¹ Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. ¹² Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. ¹⁴ Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."

¹⁵ Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord. ¹⁶ Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person. ¹⁷ Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ¹⁸ Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig? ¹⁹ Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar". ²⁰ Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" ²¹ De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" ²² Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

²³ Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde: ²⁴ "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom. ²⁵ Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder. ²⁶ Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende; ²⁷ men sidst af alle døde Hustruen. ²⁸ Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende." ²⁹ Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft. ³⁰ Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. ³¹ Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger: ³² Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud." ³³ Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

³⁴ Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig. ³⁵ Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: ³⁶ "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?" ³⁷ Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. ³⁸ Dette er det store og første Bud. ³⁹ Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. ⁴⁰ Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."

⁴¹ Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: ⁴² "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids." ⁴³ Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger: ⁴⁴ Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder. ⁴⁵ Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?" ⁴⁶ Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.