M’Cheyne Bible Reading Plan

14 Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte dem ² ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det Påbud, Herren havde givet Moses om de halvtiende Stammer. ³ Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem. ⁴ Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg. ⁵ Hvad Herren havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de udskiftede Landet.

⁶ Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, Herren talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig. ⁷ Fyrretyve År gammel var jeg, dengang Herrens Tjener Moses udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning. ⁸ Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst, medens jeg viste Herren min Gud fuld Lydighed. ⁹ Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt, skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi du har vist Herren min Gud fuld Lydighed! ¹⁰ Og se, nu har Herren opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og fyrretyve År, siden dengang Herren talede dette Ord til Moses, al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og firsindstyve År. ¹¹ Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og til at færdes omkring. ¹² Så giv mig da dette Bjergland, som Herren dengang talede om; du hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store, befæstede Byer; måske vil Herren være med mig, så jeg kan drive dem bort, som Herren har sagt!" ¹³ Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron til Arvelod. ¹⁴ Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn,, som Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste Herren, Israels Gud, fuld Lydighed. ¹⁵ Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen.

15 Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således, at deres Landområd strækker sig hen,imod Edoms Område, Zins Ørken mod Syd, yderst mod Syd. ² Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige Bugt, ³ og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker sig opad sønden om Hadesj Barnea og går derpå videre til Hezron og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a, ⁴ går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse. ⁵ Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb; ⁶ derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn Bohans Sten; ⁷ derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden; ⁸ derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved Refaimdalens Nordende; ⁹ derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim; ¹⁰ derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna; ¹¹ derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron; så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget, løber til Jabne'el og ender ved Havet. ¹² Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes Område efter deres Slægter.

¹³ Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne efter Herrens Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron; ¹⁴ og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og Talmaj, der nedstammede fra Anak. ¹⁵ Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum Kirjat Sefer. ¹⁶ Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, giver jeg min datter Aksa til Hustru!" ¹⁷ Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru. ¹⁸ Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?" ¹⁹ Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han hende de øvre og de nedre Vandkilder.

²⁰ Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er: ²¹ Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur, ²² Kina, Dimona, Arara, ²³ Kedesj Hazot, Jitnan, ²⁴ Zif, Telam, Bealot, ²⁵ Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor, ²⁶ Amam, Sjema, Molada, ²⁷ Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet, ²⁸ Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer, ²⁹ Ba'ala, Ijjim, Ezem, ³⁰ Eltolad, Betul, Horma, ³¹ Ziklag, Madmanna, Sansanna, ³² Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med Landsbyer.

³³ I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna, ³⁴ Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka, ³⁶ Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. ³⁷ Zenan, Hadasja, Migdal Gad, ³⁸ Dilan, Mizpe, Jokte'el, ³⁹ Lakisj, Bozkaf, Eglon, ⁴⁰ Kabbon, Lamas, Hitlisj, ⁴¹ Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer med Landsbyer. ⁴² Libna, Eter, Asjan, ⁴³ Jifta, Asjna, Nezib, ⁴⁴ Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer. ⁴⁵ Ekron med Småbyer og Landsbyer; ⁴⁶ fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med tilhørende Landsbyer; ⁴⁷ Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.

⁴⁸ I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko, ⁴⁹ Danna, Kirjat Sefer, det er Debir, ⁵⁰ Anab, Esjtemo, Anim, ⁵¹ Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer. ⁵² Arab, Duma, Esjan, ⁵³ Janum, Bet Tappua, Afeka, ⁵⁴ Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer med Landsbyer. ⁵⁵ Maon, Karmel, Zif, Jutta, ⁵⁶ Jizre'el, Jokdeam, Zanoa, ⁵⁷ Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer. ⁵⁸ Halhul, Bet Zur, Gedor, ⁵⁹ Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve Byer med Landsbyer. ⁶⁰ Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer med Landsbyer.

⁶¹ I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka, ⁶² Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.

⁶³ Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne den Dag i Dag.

146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! ² Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. ³ Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! ⁴ Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. ⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

147 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. ² Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, ³ han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; ⁴ han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. ⁵ Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; ⁶ Herren holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. ⁷ Syng for Herren med Tak, leg for vor Gud på Citer! ⁸ Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; ⁹ Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; ¹⁰ hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; ¹¹ Herren har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

¹² Lovpris Herren, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! ¹³ Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; ¹⁴ dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; ¹⁵ han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, ¹⁶ han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, ¹⁷ som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; ¹⁸ han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. ¹⁹ Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. ²⁰ Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

7 Det Ord som kom til Jeremias fra Herren ² Stå hen i Porten til Herrens Hus og udråb dette Ord: Hør Herrens Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede Herren! ³ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Bedrer eders Veje og eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted. ⁴ Stol ikke på den Løgnetale: Her er Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel! ⁵ Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver Ret Mand og Mand imellem, ⁶ ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen Skade holder eder til fremmede Guder, 7 så vil jeg til evige Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders Fædre. ⁸ Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder. ⁹ Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al, holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til ¹⁰ og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse Vederstyggeligheder. ¹¹ Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule? Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra Herren. ¹² Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit Folk Israels Ondskabs Skyld. ¹³ Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra Herren, og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, ¹⁴ derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg gjorde med Silo; ¹⁵ og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle eders Brødre bort, al Efraims Æt.

¹⁶ Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke. ¹⁷ Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems Gader?,, ¹⁸ Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig. ¹⁹ Mon det er mig, de krænker, lyder det fra Herren, mon ikke sig selv til deres Ansigters Skam? ²⁰ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, min Vrede og Harme udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes.

²¹ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Læg eders Brændofre til eders Slagtofre og æd Kød! ²² Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer; ²³ men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel." ²⁴ Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad. ²⁵ Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere Profeterne; ²⁶ men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og øvede mere ondt end deres Fædre. ²⁷ Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke.

²⁸ Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte Herren deres Guds Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af deres Mund. ²⁹ Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi Herren har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på.

³⁰ Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder det fra Herren; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset, som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent; ³¹ de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad aldrig var i min Tanke. ³² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da man ikke mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til. ³³ Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde, og ingen skal skræmme dem bort. ³⁴ Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal lægges øde.

21 Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem: ² "Går hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig! ³ Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, så skal han straks sende dem." ⁴ Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger: ⁵ "Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et Asen og på et Trældyrs Føl." ⁶ Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem; ⁷ og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder på dem, og han satte sig derpå. ⁸ Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder på Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem på Vejen. ⁹ Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, råbte og sagde: "Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!" ¹⁰ Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: "Hvem er denne?" ¹¹ Men Skarerne sagde: "Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa."

¹² Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. ¹³ Og han siger til dem: "Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule." ¹⁴ Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem. ¹⁵ Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge så de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som råbte i Helligdommen og sagde: "Hosanna Davids Søn!" bleve de vrede og sagde til ham: ¹⁶ "Hører du, hvad disse sige?" Men Jesus siger til dem: "Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?" ¹⁷ Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der.

¹⁸ Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev hen hungrig. ¹⁹ Og han så et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpå uden Blade alene. Og han siger til det: "Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere på dig!" Og Figentræet visnede straks. ²⁰ Og da Disciplene så det, forundrede de sig og sagde: "Hvorledes kunde Figentræet straks visne?" ²¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske. ²² Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I få."

²³ Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: "Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?" ²⁴ Men Jesus svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil også jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. ²⁵ Johannes's Dåb, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?" Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke? ²⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet." ²⁷ Og de svarede Jesus og sagde: "Det vide vi ikke." Da sagde også han til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.

²⁸ Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gå hen, arbejd i Dag i min Vingård! ²⁹ Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. ³⁰ Og han gik til den anden og sagde ligeså. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen. ³¹ Hvem af de to gjorde Faderens Villie?" De sige: "Den første." Jesus siger til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at Toldere og Skøger gå forud for eder ind i Guds Rige. ³² Thi Johannes kom til eder på Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I så det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, så I troede ham.

³³ Hører en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en Vingård og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Tårn; og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. ³⁴ Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingårdsmændene for at få dens Frugter. ³⁵ Og Vingårdsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de. ³⁶ Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligeså med dem. ³⁷ Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn. ³⁸ Men da Vingårdsmændene så Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel og få hans Arv! ³⁹ Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. ⁴⁰ Når da Vingårdens Herre kommer, hvad vil han så gøre med disse Vingårdsmænd?" ⁴¹ De sige til ham: "Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingård ud til andre Vingårdsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid." ⁴² Jesus siger til dem: "Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne. ⁴³ Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter. ⁴⁴ Og den, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." ⁴⁵ Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem. ⁴⁶ Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.