M’Cheyne Bible Reading Plan

12 Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre Del: ² Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse, ³ og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter; ⁴ og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei ⁵ og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke. ⁶ Herrens Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og Herrens Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Landet i Eje.

⁷ Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter deres Afdelinger, ⁸ i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne: ⁹ Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een; ¹⁰ Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een; ¹¹ Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een; ¹² Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een; ¹³ Kongen i Debir een; Kongen i Geder een; ¹⁴ Kongen i Horma een; Kongen i Arad een; ¹⁵ Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een; ¹⁶ Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een; ¹⁷ Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een; ¹⁸ Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een; ¹⁹ Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een; ²⁰ Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een; ²¹ Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een; ²² Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een; ²³ Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i Galilæa een; ²⁴ Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger.

13 Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde Herren til ham: "Du er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage af Landet at indtage. ² Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde og alle Gesjuriterne, ³ Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza, Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne ⁴ mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke, ⁵ og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat. ⁶ Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim, alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig. ⁷ Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende Stammer." Manasses halve Stamme ⁸ såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således som Herrens Tjener Moses gav dem, ⁹ fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele Højsletten fra Medeba til Dibon, ¹⁰ alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke, ¹¹ fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke, hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka, ¹² hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne; Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort. ¹³ Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort, så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag. ¹⁴ Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; Herren, Israels Gud, er hans Arvelod, således som han tilsagde ham.

¹⁵ Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt, ¹⁶ og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil ¹⁷ Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon, Bamot Ba'al, Bet Ba'al Menn, ¹⁸ Jaza, Kedemot, Mefa'at, ¹⁹ Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget, ²⁰ Bet Peor ved Pisgas Skrænter. Bet Jesjimot ²¹ og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet; ²² også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel. ²³ Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med Landsbyer.

²⁴ Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt, ²⁵ og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen for Rabba, ²⁶ og Landet fra Hesjbon til Ramat Mizpe og Betonim, og fra Mahanajim til Lodebars Landemærke; ²⁷ og i Lavningen Bet Haram, Bet Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden. ²⁸ Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer med Landsbyer.

²⁹ Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt; ³⁰ og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan, hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i Basan, tresindstyve Byer, ³¹ Halvdelen af Gilead og Asjtatot og Edrei, Ogs Kongsbyer i Basan; det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs Sønner, Slægt for Slægt.

³² Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko, på Østsiden. ³³ Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; Herren, Israels Gud, er deres Arvelod, således som han tilsagde dem.

145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. ² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. ³ Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. ⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. ⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; ⁶ de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; ⁷ de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. ⁸ Nådig og barmhjertig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed. ⁹ God er Herren mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. ¹⁰ Dine Værker takker dig alle, Herre, og dine fromme lover dig. ¹¹ De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde ¹² for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. ¹³ Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er Herren i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). ¹⁴ Herren støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. ¹⁵ Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; ¹⁶ du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. ¹⁷ Retfærdig er Herren på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. ¹⁸ Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. ¹⁹ Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, ²⁰ Herren vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. ²¹ Min Mund skal udsige Herrens Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.

6 Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et vældigt Sammenbrud. ² Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte ³ til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke. ⁴ Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes. ⁵ Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.

⁶ Thi så siger Hærskarers Herre: Fæld Træer og opkast en Vold imod Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte! ⁷ Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje. ⁸ Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.

⁹ Så siger Hærskarers Herre: Hold Efterhøst på Israels Rest, som det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd til dens Ranker! ¹⁰ "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, Herrens Ord er til Spot og huer dem ikke. ¹¹ Jeg er fuld af Herrens Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige; ¹² deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra Herren. ¹³ Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. ¹⁴ De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. ¹⁵ De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren.

¹⁶ Så siger Herren: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I Hvile for eders Sjæle. Men de svarede: "Det vil vi ikke." ¹⁷ Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de svarede: "Det vil vi ikke." ¹⁸ Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem! ¹⁹ Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om min Lov. ²⁰ Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag, eders Slagtofre huer mig ikke. ²¹ Derfor, så siger Herren: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk, og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og Genbo skal omkomme.

²² Så siger Herren: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden. ²³ De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig, du Zions Datter. ²⁴ Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os, Skælven som fødende Kvinde. ²⁵ Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd, trindt om er Rædsel. ²⁶ Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat komme over os.

²⁷ Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at kende og prøve deres Færd. ²⁸ De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber og Jern, alle handler de slet. ²⁹ Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de onde udskilles ej. ³⁰ Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har Herren vraget.

20 Thi Himmeriges Rige ligner en Husbond, som gik ud tidligt om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingård. ² Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem til sin Vingård. ³ Og han gik ud ved den tredje Time og så andre stå ledige på Torvet, ⁴ og han sagde til dem: Går også I hen i Vingården, og jeg vil give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen. ⁵ Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligeså. ⁶ Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der, og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen? ⁷ De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Går også I hen i Vingården! ⁸ Men da det var blevet Aften, siger Vingårdens Herre til sin Foged: Kald på Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du begynder med de sidste og ender med de første! ⁹ Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en Denar. ¹⁰ Men da de første kom, mente de, at de skulde få mere; og også de fik hver en Denar. ¹¹ Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: ¹² Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede. ¹³ Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar? ¹⁴ Tag dit og gå! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig. ¹⁵ Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god? ¹⁶ Således skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."

¹⁷ Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til Side og sagde til dem på Vejen: ¹⁸ "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham til Døden ¹⁹ og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes; og på den tredje Dag skal han opstå."

²⁰ Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt ned for ham og vilde bede ham om noget. ²¹ Men han sagde til hende: "Hvad vil du?" Hun siger til ham: "Sig, at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side." ²² Men Jesus svarede og sagde: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?" De sige til ham: "Det kunne vi." ²³ Han siger til dem: "Min Kalk skulle I vel drikke; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader." ²⁴ Og da de ti hørte dette, bleve de vrede på de to Brødre. ²⁵ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem. ²⁶ Således skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, han skal være eders Tjener; ²⁷ og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være eders Træl. ²⁸ Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

²⁹ Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham. ³⁰ Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, råbte de og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!" ³¹ Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de råbte endnu stærkere og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!" ³² Og Jesus stod stille og kaldte på dem og sagde: "Hvad ville I, at jeg skal gøre for eder?" ³³ De sige til ham: "Herre! at vore Øjne måtte oplades." ³⁴ Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks bleve de seende, og de fulgte ham.