M’Cheyne Bible Reading Plan

10 Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem dem, ² så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre Krigere. ³ Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir af Eglon og lod sige: ⁴ "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!" ⁵ Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.

⁶ Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som bor i Bjergene, har samlet sig imod os!" ⁷ Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de kampdygtige Mænd. ⁸ Og Herren sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod dig!" ⁹ Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb var draget derop fra Gilgal, ¹⁰ og Herren bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda. ¹¹ Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen ved Bet Horon, lod Herren store Sten falde ned på dem fra Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet. ¹² Ved den Lejlighed, den Dag Herren gav Amoriterne i Israeliternes Magt, talte Josua til Herren og sagde i Israels Nærværelse: "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!" ¹³ Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gå ned. ¹⁴ Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som denne, en Dag, da Herren adlød et Menneskes Røst; thi Herren kæmpede for Israel. ¹⁵ Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.

¹⁶ Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda. ¹⁷ Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet skjulte i Hulen ved Makkeda." ¹⁸ Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle Mænd udenfor til at vogte den. ¹⁹ Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi Herren eders Gud har givet dem i eders Hånd!"

²⁰ Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og reddede sig ind i de befæstede Byer ²¹ vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod Israeliterne. ²² Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger ud af Hulen fil mig!" ²³ Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham, Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon. ²⁴ Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!" Og de kom og satte foden på deres Nakke. ²⁵ Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær frimodige og stærke! Thi således vil Herren handle med alle eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!" ²⁶ Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle, og de blev hængende på Pælene til Aften. ²⁷ Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.

²⁸ Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.

²⁹ Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han angreb Libna; ³⁰ og Herren gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de havde gjort ved Jerikos Konge.

³¹ Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han slog Lejr udenfor og angreb Byen; ³² og Herren gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna. ³³ Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.

³⁴ Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog Lejr udenfor og angreb Byen; ³⁵ og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han havde gjort ved Lakisj.

³⁶ Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de angreb Byen ³⁷ og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.

³⁸ Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb Byen; ³⁹ og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme, han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde han også ved Debir og Kongen der.

⁴⁰ Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således som Herren, Israels Gud, havde påbudt; ⁴¹ Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet Gosjen indtil Gibeon. ⁴² Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag; thi Herren, Israels Gud, kæmpede for Israel. ⁴³ Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

² Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, ³ udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. ⁴ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. ⁵ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. ⁶ Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! ⁷ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; ⁸ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

143 Herre, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, ² gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! ³ Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. ⁴ Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. ⁵ Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. ⁶ Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. ⁷ Skynd dig at svare mig, Herre, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. ⁸ Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. ⁹ Fri mig fra mine Fjender, Herre, til dig flyr jeg hen; ¹⁰ lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, ¹² udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

4 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Åsyn. ² Sværger du: "Så sandt Herren lever," redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. ³ Thi så siger Herren til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne! ⁴ Omskær jer for Herren og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.

⁵ Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder! ⁶ Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud. ⁷ En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, så ingen bor der. ⁸ Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende Vrede sig fra os. ⁹ På hin Dag, lyder det fra Herren, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel; ¹⁰ og de skal sige: "Ak, Herre, Herre! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet nået Sjælen."

¹¹ På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn, ¹² et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale Domsord imod dem. ¹³ Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde! ¹⁴ Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker? ¹⁵ Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge: ¹⁶ Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda. ¹⁷ Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. ¹⁸ Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.

¹⁹ Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen; ²⁰ der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng. ²¹ Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet? ²² Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det gode.

²³ Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte; ²⁴ Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved; ²⁵ jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet; ²⁶ jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for Herren, for hans glødende Vrede. ²⁷ Thi så siger Herren: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke. ²⁸ Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.

²⁹ For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der. ³⁰ Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have. ³¹ Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."

18 I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem er da den største i Himmeriges Rige?" ² Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem ³ og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. ⁵ Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig.

⁶ Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb. ⁷ Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer! ⁸ Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild. ⁹ Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild.

¹⁰ Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. ¹¹ Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte. ¹² Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og eet af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne? ¹³ Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild. ¹⁴ Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse små skal fortabes.

¹⁵ Men om din Broder synder imod dig, da gå hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. ¹⁶ Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for at "hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund." ¹⁷ Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder. ¹⁸ Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal være løst i Himmelen. ¹⁹ Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene. ²⁰ Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem."

²¹ Da trådte Peter frem og sagde til ham: "Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv Gange?" ²² Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange. ²³ Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. ²⁴ Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham. ²⁵ Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og Gælden betales. ²⁶ Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen. ²⁷ Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs og eftergav ham Gælden. ²⁸ Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat på ham og var ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig! ²⁹ Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, så vil jeg betale dig. ³⁰ Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig. ³¹ Da nu hans Medtjenere så det, som skete, bleve de såre bedrøvede og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket. ³² Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig. ³³ Burde ikke også du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg har forbarmet mig over dig. ³⁴ Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han kunde få betalt alt det, han var ham skyldig. ³⁵ Således skal også min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke af Hjertet tilgive, enhver sin Broder."