M’Cheyne Bible Reading Plan

7 Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme, tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede Herrens Vrede op mod Israeliterne.

² Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj. ³ Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage derop, thi de er få!" ⁴ Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på Flugt af Ajjiterne, ⁵ og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand. ⁶ Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på deres Ansigt på Jorden foran Herrens Ark og blev liggende til Aften og kastede Støv på deres Hoveder. ⁷ Og Josua sagde: "Ak, Herre, Herre! Hvorfor lod du dette Folk gå over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive hinsides Jordan! ⁸ Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten for sine Fjender? ⁹ Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad vil du da gøre for dit store Navns Skyld?" ¹⁰ Da sagde Herren til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit Ansigt? ¹¹ Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres Oppakning. ¹² Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender, men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band! Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders Midte. ¹³ Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til i Morgen, thi så siger Herren, Israels Gud: Der er Band i din Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender, før I skaffer Bandet bort fra eder! ¹⁴ I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme, Herren rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt, Herren rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den Familie, Herren rammer, skal træde frem Mand for Mand. ¹⁵ Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har brudt Herrens Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"

¹⁶ Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for Stamme, og da blev Judas Stamme ramt. ¹⁷ Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie for Familie, og Zabdi blev ramt. ¹⁸ Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme. ¹⁹ Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv Herren, Israels Gud, Ære og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for mig!" ²⁰ Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud. Således gjorde jeg: ²¹ Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt i mit Telt, Sølvet nederst." ²² Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst; ²³ og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle Israeliterne og lagde det hen foran Herren. ²⁴ Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet, Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og førte dem op i Akors dal. ²⁵ Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? Herren skal styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel ham, og de brændte eller stenede dem. ²⁶ Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag i Dag. Da lagde Herrens heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.

137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. ² Vi hængte vore Harper i Landets Pile. ³ Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" ⁴ Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? ⁵ Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! ⁶ Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

⁷ Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" ⁸ Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! ⁹ Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

138 Jeg vil prise dig Herre, at hele lovsynge dig for Guderne; ² jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. ³ Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. ⁴ Alle Jordens Konger skal prise dig, Herre, når de hører din Munds Ord, ⁵ og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære, ⁶ thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. ⁷ Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. ⁸ Herren vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, Herre, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!

1 Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i Benjamins Land, ² til hvem Herrens Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas, Dage, i hans Herredømmes trettende År, ³ og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i den femte Måned.

⁴ Herrens Ord kom til mig således: ⁵ Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg dig. ⁶ Men jeg svarede: "Ak, Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." ⁷ Så sagde Herren til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; ⁸ frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren." ⁹ Og, Herren udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 10, Se, jeg giver dig i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante." ¹¹ Siden kom Herrens Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren." ¹² Da sagde Herren til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over mit Ord for at fuldbyrde det." ¹³ Og Herrens Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord." ¹⁴ Da sagde Herren til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle Landets Indbyggere; ¹⁵ thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra Herren, og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle Judas Byer; ¹⁶ og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres Hænders Værk. ¹⁷ Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! ¹⁸ Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og Fyrster, Præsterne og Almuen; ¹⁹ de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren."

15 Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus og sige: ² "Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de to ikke deres Hænder, når de holde Måltid." ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvorfor overtræde også I Guds Bud for eders Overleverings Skyld? ⁴ Thi Gud har påbudt og sagt: "Ær din Fader og Moder;" og: "Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø." ⁵ Men I sige: "Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave," han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder." ⁶ Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld. ⁷ I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde: ⁸ "Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig. ⁹ Men de dyrke mig forgæves,idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." ¹⁰ Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og forstår! ¹¹ Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det, som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent." ¹² Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?" ¹³ Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode. ¹⁴ Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en blind leder en blind, falde de begge i Graven." ¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!" ¹⁶ Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige? ¹⁷ Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i Bugen og føres ud ad den naturlige Vej? ¹⁸ Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør Mennesket urent. ¹⁹ Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser. ²⁰ Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med utoede Hænder gør ikke Mennesket urent."

²¹ Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne. ²² Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde: "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Ånd." ²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." ²⁴ Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." ²⁵ Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" ²⁶ Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." ²⁷ Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord." ²⁸ Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.

²⁹ Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik op på Bjerget og satte sig der. ³⁰ Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme, Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans Fødder, og han helbredte dem, ³¹ så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud.

³² Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: "Jeg ynke s inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig tre Dage og have intet at spise; og lade dem gå fastende bort, vil jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte på Vejen." ³³ Og hans Disciple sige til ham: "Hvorfra skulle vi få så mange Brød i en Ørken, at vi kunne mætte så mange Mennesker?" ³⁴ Og Jesus siger til dem: "Hvor mange Brød have I?" Men de sagde: "Syv og nogle få Småfisk." ³⁵ Og han bød Skaren at sætte sig ned på Jorden ³⁶ og tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne. ³⁷ Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde. ³⁸ Men de, som spiste, vare fire Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. ³⁹ Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han om Bord i Skibet og kom til Magadans Egne.