M’Cheyne Bible Reading Plan

4 Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan, sagde Herren til Josua: ² "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme, ³ og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den Plads, hvor I holder Rast i Nat!" ⁴ Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af Israeliterne, een Mand af hver Stamme; ⁵ og Josua sagde til dem: "Gå foran Herren eders Guds Ark midt ud i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, ⁶ for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder? ⁷ så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede foran Herrens Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn til evig Tid!" ⁸ Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i Jordan, som Herren havde sagt til Josua, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted, hvor de holdt Rast, og stillede dem der. ⁹ Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den Dag i Dag.

¹⁰ Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil alt, hvad Herren havde pålagt Josua at sige til Folket, var udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt Josua; og Folket gik skyndsomt over. ¹¹ Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik Herrens Ark og Præsterne over og stillede sig foran Folket. ¹² Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem; ¹³ henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran Herren over til Jerikos Sletter til Hamp. ¹⁴ På den Dag gjorde Herren Josua stor i hele Israels Øjne, og de frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.

¹⁵ Da sagde Herren til Josua: ¹⁶ "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra Jordan!" ¹⁷ Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!" ¹⁸ Så steg Præsterne, som bar Herrens Pagts Ark, op fra Jordan, og næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine Bredder som før. ¹⁹ Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.

²⁰ Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua i Gilgal, ²¹ og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten? ²² så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik Israel over Jordan derhenne; ²³ thi Herren eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder, indtil I var kommet over, ligesom Herren eders Gud gjorde med det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over, ²⁴ for at alle Jordens Folk skal kende, at Herrens Arm er stærk, at de må frygte Herren eders Gud alle Dage."

129 Sang til Festrejserne.

² De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel - de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke. ³ Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer; ⁴ retfærdig er Herren, han overskar de gudløses Reb.

⁵ Alle, som hader Zion, skal vige med Skam, ⁶ blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå, ⁷ og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn; ⁸ Folk, som går forbi, siger ikke: "Herrens Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i Herrens Navn!"

130 Fra det dybe råber jeg til ² o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! ³ Tog du Vare, Herre, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? ⁴ Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. ⁵ Jeg håber.på Herren, min Sjæl håber på hans Ord, ⁶ på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.

⁷ Israel, bi på Herren! Thi hos Herren er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. ⁸ Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,

131 Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje. ² Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos Herren. ³ Israel, bi på Herren fra nu og til evig Tid!

64 ¹ Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn, ² når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene ³ og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. ⁴ Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. ⁵ Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden. ⁶ Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold. ⁷ Men du, o Herre, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle. ⁸ Vredes ej, Herre, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk! ⁹ Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus; ¹⁰ vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede. ¹¹ Ser du roligt Herre, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?

12 På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise. ² Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat." ³ Men han sagde til dem: "Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham? ⁴ hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? ⁵ Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld? ⁶ Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen. ⁷ Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld. ⁸ Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten."

⁹ Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge. ¹⁰ Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte ham ad og sagde: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?" for at de kunde anklage ham. ¹¹ Men han sagde til dem: "Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op, dersom det på Sabbaten falder i en Grav? ¹² Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det tilladt at gøre vel på Sabbaten." ¹³ Da siger han til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden. ¹⁴ Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.

¹⁵ Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle. ¹⁶ Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt; ¹⁷ for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger: ¹⁸ "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret. ¹⁹ Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst på Gaderne. ²⁰ Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr. ²¹ Og på hans Navn skulle Hedninger håbe."

²² Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så at den stumme talte og så. ²³ Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være Davids Søn?" ²⁴ Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste." ²⁵ Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå. ²⁶ Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestå? ²⁷ Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. ²⁸ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo Guds Rige kommet til eder. ²⁹ Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus. ³⁰ Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

³¹ Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades. ³² Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende. ³³ Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten. ³⁴ I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. ³⁵ Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd. ³⁶ Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale. ³⁷ Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du førdømmes."

³⁸ Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: "Mester! vi ønske at se et Tegn at dig." ³⁹ Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn. ⁴⁰ Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød. ⁴¹ Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. ⁴² Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.

⁴³ Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke. ⁴⁴ Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. ⁴⁵ Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således skal det også gå denne onde Slægt."

⁴⁶ Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham. ⁴⁷ Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at tale med dig." ⁴⁸ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?" ⁴⁹ Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre! ⁵⁰ Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder."