M’Cheyne Bible Reading Plan

2 Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile. ² Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!" ³ Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde hele Landet!" ⁴ Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra; ⁵ og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I indhente dem!" ⁶ Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget. ⁷ Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var udenfor. ⁸ Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til dem; ⁹ og hun sagde til dem: "Jeg ved, at Herren har givet eder Landet, thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over eder. ¹⁰ Thi vi har hørt, hvorledes Herren lod Vandet i det røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I lagde Band. ¹¹ Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet over for eder; thi Herren eders Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden. ¹² Men tilsværg mig nu ved Herren, at I vil vise Godhed mod mit Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et sikkert Tegn på, ¹³ at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt, hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!" ¹⁴ Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder, hvis du ikke røber vort Forehavende; og når Herren giver os Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"

¹⁵ Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren; ¹⁶ og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage, indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå eders Vej!" ¹⁷ Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at holde den Ed, du har ladet os sværge ¹⁸ Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i Huset. ¹⁹ Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler Ansvaret på os. ²⁰ Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed, du lod os sværge!" ²¹ Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet. ²² Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt på Vejen uden at finde dem.

²³ Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua, Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem. ²⁴ Og de sagde til Josua: "Herren har givet hele Landet i vor Magt, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"

123 Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen! ² Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne Herren vor Gud, til han er os nådig. ³ Forbarm dig over os, Herre, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot, ⁴ overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!

124 Havde Herren ej været med os - så siger Israel - ² havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os; ³ så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os; ⁴ så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl, ⁵ over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande. ⁶ Lovet være Herren, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov! ⁷ Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri. ⁸ Vor Hjælper Herrens Navn, Himlens og Jordens Skaber.

125 De der stoler På Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. ² Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og Herren hegner sit Folk fra nu og til evig Tid : ³ Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. ⁴ Herre, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; ⁵ men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive Herren tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!

62 For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets Frelse. ² Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn giver man dig, som Herrens Mund skal nævne. ³ Og du bliver en dejlig Krone i Herrens Hånd, et kongeligt Hovedbind i Hånden på din Gud.

⁴ Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej, "Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi Herren har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes. ⁵ Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom glædes ved Brud, så din Gud ved dig. ⁶ Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag eller Nat skal de tie. I, som minder Herren, und jer ej Ro ⁷ og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til Pris på Jorden. ⁸ Herren svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal Udlandets Sønner ej drikke; ⁹ nej, de, der høster, skal spise prisende Herren; de, der sanker, skal drikke i min hellige Forgård.

¹⁰ Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene! ¹¹ Se, Herren lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham!" ¹² De skal kaldes: det hellige Folk, Herrens genløste, og du: den søgte, en By, som ej er forladt.

10 Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. ² Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, ³ Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, ⁴ Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.

⁵ Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By! ⁶ Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus! ⁷ Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær. ⁸ Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet! ⁹ Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter; ¹⁰ ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd. ¹¹ Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort. ¹² Men når I gå ind i Huset, da hilser det; ¹³ og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! ¹⁴ Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land tåleligere på Dommens Dag end den By.

¹⁶ Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer! ¹⁷ Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger. ¹⁸ Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. ¹⁹ Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale. ²⁰ Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som taler i eder. ²¹ Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel. ²² Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. ²³ Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer. ²⁴ En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre. ²⁵ Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk?

²⁶ Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. ²⁷ Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på Tagene, hvad der siges eder i Øret! ²⁸ Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve både Sjæl og Legeme i Helvede. ²⁹ Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie. ³⁰ Men på eder ere endog alle Hovedhår talte. ³¹ Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve. ³² Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. ³³ Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene.

³⁴ Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. ³⁵ Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder, ³⁶ og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender. ³⁷ Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; ³⁸ og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd. ³⁹ Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.

⁴⁰ Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig. ⁴¹ Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal få en Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs Løn. ⁴² Og den, som giver en af disse små ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn."