M’Cheyne Bible Reading Plan

1 Efter at Herrens Tjener Moses var død, sagde Herren til Moses's Medhjælper Josua, Nuns Søn: ² "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem, Israeliterne. ³ Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede Moses. ⁴ Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders Landemærker nå. ⁵ Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig. ⁶ Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem. ⁷ Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du tager dig for. ⁸ Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd, og Lykken vil følge dig. ⁹ Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og bliv ikke forfærdet, thi Herren din Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for!"

¹⁰ Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd: ¹¹ "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage det Land i Besiddelse, som Herren eders Gud vil give eder i Eje!" ¹² Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde Josua: ¹³ "Husk på, hvad Herrens Tjener Moses bød eder, da han sagde: Herren eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet her! ¹⁴ Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem, ¹⁵ indtil Herren har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når også de har taget det Land i Besiddelse, som Herren eders Gud vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage det i Besiddelse, det, som Herrens Tjener Moses gav eder østpå hinsides Jordan!" ¹⁶ Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os; ¹⁷ som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun Herren din Gud være med dig, som han var med Moses! ¹⁸ Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!"

120 Jeg råbte til Herren i Nød, og han svarede mig. ² Herre, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! ³ Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! ⁴ Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. ⁵ Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! ⁶ Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. ⁷ Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!

121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? ² Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. ³ Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; ⁴ nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. ⁵ Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; ⁶ Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; ⁷ Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; ⁸ Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!

122 Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til Herrens Hus!" ² Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem, ³ Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles; ⁴ thi did op drager Stammerne, Herrens Stammer en Vedtægt for Israel om at prise Herrens Navn. ⁵ Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.

⁶ Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig! ⁷ Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge! ⁸ For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred, ⁹ for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.

61 Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet, ² udråbe et Nådeår fra Herren, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, ³ give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for Sørgeklædning Glædens Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder dem Retfærds Ege, Herrens Plantning til hans Ære.

⁴ De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner, genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt lå i Grus. ⁵ Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg, Udlændinge slide på Mark og i Vingård. ⁶ Men I skal kaldes Herrens Præster, vor Guds Tjenere være eders Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed får I til Eje. ⁷ Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod, får de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde; ⁸ thi jeg elsker Ret, jeg, Herren, jeg hader forbryderisk Rov. Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt. ⁹ Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, Herren velsigner. ¹⁰ Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min Sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der fæster sine Smykker. ¹¹ Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, så lader den Herre Herren Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes Øjne.

9 Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By. ² Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig." ³ Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler bespotteligt." ⁴ Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? ⁵ Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Stå op og gå? ⁶ Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" ⁷ Og han stod op og gik bort til sit Hus. ⁸ Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en sådan Magt.

⁹ Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham. ¹⁰ Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. ¹¹ Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?" ¹² Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. ¹³ Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere,"

¹⁴ Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: "Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?" ¹⁵ Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene sørge, så længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste. ¹⁶ Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul. ¹⁷ Man kommer heller ikke ung Vin på gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin på nye Læderflasker, så blive begge Dele bevarede."

¹⁸ Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende." ¹⁹ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. ²⁰ Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; ²¹ thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst." ²² Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. ²³ Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: ²⁴ "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad ham. ²⁵ Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden; og Pigen stod op. ²⁶ Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.

²⁷ Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!" ²⁸ Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til ham:"Ja,Herre!" ²⁹ Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders Tro!" ³⁰ Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: "Ser til, lad ingen få det at vide." ³¹ Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. ³² Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. ³³ Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel." ³⁴ Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder."

³⁵ Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. ³⁶ Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde. ³⁷ Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; ³⁸ beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst."