M’Cheyne Bible Reading Plan
32 Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!
2 Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs. 3 Thi Herrens Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
4 Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han. 5 Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt. 6 Er det sådan, I lønner Herren? Du tåbelige, uvise Folk! Er han ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
7 Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! 8 Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner, 9 men Herrens Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod. 10 Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl; han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten. 11 Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger, løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger. 12 Herren var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham. 13 Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets Flint, 14 Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre, af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod drak du, Vin.
15 Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om sin Frelses Klippe. 16 De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de ham; 17 de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders Fædre frygtede. 18 Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der fødte dig!
19 Da Herren så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn 20 og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden Troskab; 21 de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre dem ved et Folk af Dårer. 22 Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes Grunde. 23 Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem. 24 De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem. 25 Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
26 Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt Mennesker ud, 27 men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var stærk, ej Herren, der gjorde alt dette. 28 Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand. 29 Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! 30 Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og Herren givet dem til Pris! 31 Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst selv! 32 Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker; deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser; 33 som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder. 34 Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer 35 til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle? Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i Hast." 36 Thi Ret skaffer Herren sit Folk og forbarmer sig over sine Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en. 37 Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de forlod, sig, 38 som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul! 39 Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan frelse fra min Hånd. 40 Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever evindelig, 41 jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen, jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine Avindsmænd. 42 Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers Hoveder!"
43 I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod; han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land Soning!
44 Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og Josua, Nuns Søn. 45 Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele Israel, 46 sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud; 47 thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan."
48 Selv samme Dag talede Herren til Moses og sagde: 49 "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give Israelitterne i Eje! 50 Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes til sin Slægt, 51 fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt Israelitterne. 52 Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!
121 Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! 122 Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! 123 Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! 125 Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! 126 Det er Tid for Herren at gribe ind, de har krænket din Lov. 127 Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. 128 Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.
129 Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. 130 Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. 131 Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. 132 Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! 133 Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! 134 Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! 136 Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.
137 Du er retfærdig, Herre, og retvise er dine Lovbud. 138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. 139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. 140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. 141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. 142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. 143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!
59 Se, for kort til at frelse er ej Herrens Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre. 2 Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører. 3 Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er. 4 Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret. 5 Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses. 6 Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold; 7 deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde; 8 de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem. 9 Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm; 10 vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder; 11 vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern. 12 Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld: 13 Vi faldt fra og fornægtede Herren, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet. 14 Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge; 15 Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og Herren så til med Harme, fordi der ikke var Ret; 16 han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi; 17 han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved, tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe. 18 Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld, 19 så Herrens Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af Herrens Ånde. 20 En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra Herren. 21 Dette er min Pagt med dem, siger Herren: Min Ånd, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger Herren, fra nu og til evig Tid.
7 Dømmer ikke,for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, 2 og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder. 3 Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var? 4 Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje. 5 Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.
6 Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder.
7 Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. 8 Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. 9 Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Sten? 10 Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en Slange? 11 Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som bede ham!
12 Altså, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle også I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne.
13 Går ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred,som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gå ind ad den; 14 thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet og de er få, som finde den
15 Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve. 16 Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? 17 Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ bærer slette Frugter. 18 Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan ikke bære gode Frugter. 19 Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. 20 Altså skulle I kende dem af deres Frugter. 21 Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i Himlene. 22 Mange skulle sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn? 23 Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret!
24 Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus på Klippen, 25 og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet på Klippen. 26 Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en Dåre, som byggede sit Hus på Sandet, 27 og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort."
28 Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne slagne af Forundring over hans Lære; 29 thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres skriftkloge.