M’Cheyne Bible Reading Plan
31 Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel, 2 sagde han til dem: "Jeg er nu 12O År gammel og kan ikke mere færdes som før; og Herren har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der! 3 Men Herren din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som Herren har sagt. 4 Og Herren skal handle med dem, som han handlede med Amoriterkongerne Sibon Og, og med deres Land, som han ødelagde; 5 og Herren skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder. 6 Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi Herren din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!"
7 Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk ind i det Land, Herren svor at ville give deres Fædre, og give dem det i Eje. 8 Herren selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"
9 Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne, Levis Sønner, der bar Herrens Pagts Ark, og til alle Israels Ældste. 10 Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på Løvhyttefesten, 11 når hele Israel kommer for at stedes for Herren din Guds Åsyn på det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele Israel. 12 Kald da Folket sammen,Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte Herren eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs Ord; 13 og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte Herren eders Gud, alle de Dage I lever i det Land, som t skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan!"
14 Derpå sagde Herren til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen og stillede sig i Åbenbaringsteltet. 15 Da åbenbarede Herren sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten stillede sig ved Teltets Indgang.
16 Derpå sag,de Herren til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det. 17 Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og mange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal det sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at disse Ulykker har ramt mig? 18 Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder. 19 Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod Israelitterne. 20 Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt. 21 Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre." 22 Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne den.
23 Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor dem. Jeg vil være med dig!"
24 Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til anden i en Bog, 25 bød han Leviterne, der bar Herrens Pagts Ark: 26 "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af Herren eders Guds Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig; 27 thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i mit levende Live har I været genstridige mod Herren, hvor meget mere da ikke, når jeg er død! 28 Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde Himmelen og Jorden til Vidne imod dem: 29 Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i Herrens Øjne, og krænker ham med eders Hænders Gerning."
30 Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel Israels Forsamling:
97 Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den. 98 Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit. 99 Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd. 100 Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud. 101 Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord. 102 Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. 103 Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund. 104 Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.
105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. 106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. 107 Jeg er såre ydmyget, Herre, hold mig i Live efter dit Ord! 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre, og lær mig dine Lovbud! 109 Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. 110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. 111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.
113 Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov. 114 Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord. 115 Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud. 116 Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb! 117 Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter! 118 Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn. 119 For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120 Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.
58 Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder! 2 Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær: 3 "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken. 4 Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det høje. 5 Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder du det for Faste, en Dag, der behager Herren? 6 Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg, 7 at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd. 8 Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, Herrens Herlighed slutter Toget. 9 Da svarer Herren, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, 10 rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; 11 Herren skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter. 12 Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".
13 Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, Herrens Helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og unyttig Snak, 14 da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over Landets Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi Herrens Mund har talet.
6 Vogter eder at i ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for at beskues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er Himlene. 2 Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 3 Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide, hvad din højre gør, 4 for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
5 Og når I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 6 Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. 7 Men når I bede, må I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. 8 Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham, 9 Derfor skulle I bede således: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; 10 komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på Jorden; 11 giv os i dag vort daglige Brød: 12 og forlad os vor Skyld, som også vi forlade vore Skyldnere; 13 og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; (thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.) 14 Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader også forlade eder; 15 men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser.
16 Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. 17 Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, 18 for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
19 Samler eder ikke Skatte på Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; 20 men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortære, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. 21 Thi hvor din Skat er, der vil også dit Hjerte være. 22 Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst; 23 men dersom dit Øje er dårligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket! 24 Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon.
25 Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? 26 Ser på Himmelens Fugle; de så ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? 27 Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? 28 Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne på Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; 29 men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. 30 Klæder da Gud således det Græs på Marken, som står i dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? 31 Derfor må I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? 32 - efter alt dette søge jo Hedningerne -. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. 33 Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, så skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. 34 Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage.