M’Cheyne Bible Reading Plan

24 Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem, ² så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig med en anden Mand; ³ får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til Ægte, ⁴ så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke Ret til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren. Thi det er Herren en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe Brøde over det Land, Herren din Gud vil give dig i Eje.

⁵ Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og glæde sin Hustru, som han har ægtet. ⁶ Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant.

⁷ Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte.

⁸ Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt dem, skal I omhyggeligt handle. ⁹ Kom i Hu, hvad Herren din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I drog bort fra Ægypten.

¹⁰ Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for at tage Pant af ham. ¹¹ Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal bringe Pantet ud til dig. ¹² Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med hans Pant; ¹³ ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og du står retfærdiggjort for Herren din Guds Åsyn.

¹⁴ Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte nogetsteds i dit Land. ¹⁵ Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå. Ellers råber han til Herren over dig, og du pådrager dig Skyld.

¹⁶ Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen Synd.

¹⁷ Du må ikke bøje Retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage Enkens Klædning i Pant. ¹⁸ Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at Herren din Gud udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således.

¹⁹ Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken, må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den fremmede, den faderløse og Enken, for at Herren din Gud kan velsigne dig i alt, hvad du tager dig for. ²⁰ Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde. ²¹ Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde. ²² Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at handle således.

114 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, ² da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. ³ Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, ⁴ Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. ⁵ Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, ⁶ hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? ⁷ Skælv, Jord, for Herrens Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, ⁸ han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!

115 Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! ² Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" ³ Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! ⁴ Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; ⁵ de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; ⁶ de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; ⁷ de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. ⁸ Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!

⁹ Israel stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; ¹⁰ Arons Hus stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; ¹¹ de, som frygter Herren, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. ¹² Herren kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, ¹³ velsigner dem, der frygter Herren, og det både små og store. ¹⁴ Herren lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; ¹⁵ velsignet er I af Herren, Himlens og Jordens Skaber. ¹⁶ Himlen er Herrens Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. ¹⁷ De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse. ¹⁸ Men vi, vi lover Herren, fra nu og til evig Tid!

51 Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger Herren! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes, ² se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange. ³ Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.

⁴ I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys; ⁵ min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm.

⁶ Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig. ⁷ Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot! ⁸ Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.

⁹ Vågn op, vågn op, Herrens Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen, ¹⁰ mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik? ¹¹ Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly. ¹² Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs, ¹³ at du glemmer Herren, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede? ¹⁴ Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød, ¹⁵ så sandt jeg er Herren din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers Herre. ¹⁶ jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk."

¹⁷ Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af Herrens Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe. ¹⁸ Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd. ¹⁹ To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig? ²⁰ Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med Herrens Vrede, med Trusler fra din Gud. ²¹ Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin: ²² Så siger din Herre, Herren, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger; ²³ og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd.

21 Og jeg så en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere. ² Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket før sin Brudgom. ³ Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. ⁴ Og han skal aftørre hver Tåre af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort. ⁵ Og han, som sad på Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande. ⁶ Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands Kilde uforskyldt. ⁷ Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans God, og han skal være min Søn. ⁸ Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

⁹ Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, der vare fulde af de syv sidste Plager, kom og talte med mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru. ¹⁰ Og han førte mig i Ånden hen på et stort og højt Bjerg og viste mig den hellige Stad, Jerusalem, stigende ned fra Himmelen, fra Gud ¹¹ med Guds Herlighed. Dens Glans var som den kostbareste Sten, som krystalklar Jaspissten. ¹² Den havde en stor og høj Mur; den havde tolv Porte og over Portene tolv Engle og påskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammers; ¹³ mod Øst tre Porte og mod Nord tre Porte og mod Syd tre Porte og mod Vest tre Porte. ¹⁴ Og Stadens Mur havde tolv Grundsten, og på dem Lammets tolv Apostles tolv Navne. ¹⁵ Og han, som talte med mig, havde en Målestok, et Guldrør, for at han skulde måle Staden og dens Porte og dens Mur. ¹⁶ Og Staden ligger i Firkant, og dens Længde er lige så stor som Bredden. Og han målte Staden med Røret: tolv Tusinde Stadier; dens Længde, Bredde og Højde ere lige. ¹⁷ Og han målte dens Mur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter Menneskemål, hvilket er Englemål. ¹⁸ Og dens Murværk var Jaspis, og Staden var af rent Guld, lig det rene Glar. ¹⁹ Stadmurens Grundsten vare prydede med alle Hånde Ædelsten: den første Grundsten var Jaspis, den anden Safir, den tredje Kalkedon, den fjerde Smaragd, ²⁰ den femte Sardonyks, den sjette Sarder, den syvende Krysolit, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst. ²¹ Og de tolv Porte vare tolv Perler, hver af Portene var af een Perle, og Stadens Gade var rent Guld som gennemsigtigt Glar. ²² Og jeg så intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den almægtige, og Lammet. ²³ Og Staden trænger ikke til Sol eller Måne til at skinne for den; thi Guds Herlighed oplyste den, og Lammet var dens Lys. ²⁴ Og Folkeslagene skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger bringe deres Herlighed til den, ²⁵ og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke være der, ²⁶ og de skulle bringe Folkeslagenes Herlighed og Ære til den. ²⁷ Og intet urent skal komme ind i den, ej heller nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livets Bog.