M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Når man i det Land, Herren din Gud vil give dig i Eje, finder en liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået ham ihjel, ² da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de Byer, som ligger rundt om den dræbte. ³ Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller båret Åg, ⁴ og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen skal de sønderbryde Nakken på Kvien. ⁵ Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har Herren din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i Herrens Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der vedrører Legemsskade, afgøres ⁶ og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte, skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt i Dalen, ⁷ og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore Øjne har ikke set det! ⁸ Tilgiv, Herre, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der skaffes dem Soning for Blodskylden. ⁹ Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig vel, når du gør, hvad der er ret i Herrens Øjne.

¹⁰ Når du drager i Krig mod dine Fjender, og Herren din Gud giver dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem ¹¹ og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte, ¹² da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår af, skære sine Negle, ¹³ aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din Hustru. ¹⁴ Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod hende, eftersom du har krænket hende.

¹⁵ Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn, ¹⁶ så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den førstefødte, den tilsidesattes Søn. ¹⁷ Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn, som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer; thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er Førstefødselsretten.

¹⁸ Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder dem, ¹⁹ så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de Ældste i hans By og til Porten der ²⁰ og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og Drukkenbolt." ²¹ Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre det og gribes af Frygt.

²² Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ, ²³ så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse, og du må ikke gøre dit Land urent, som Herren din Gud vil give dig i Eje.

108 En Sang. En Salme af David.

² Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! ³ Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ⁴ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; ⁵ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

⁷ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! ⁸ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; ⁹ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, ¹⁰ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." ¹¹ Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?

¹² Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. ¹³ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. ¹⁴ Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

109 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! ² Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, ³ med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; ⁴ til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; ⁵ de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

⁶ Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, ⁷ lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; ⁸ hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; ⁹ hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; ¹⁰ hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; ¹¹ Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; ¹² ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; ¹³ hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: ¹⁴ lad hans Fædres Skyld ihukommes hos Herren, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, ¹⁵ altid være de, Herren for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, ¹⁶ fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; ¹⁷ han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! ¹⁸ Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; ¹⁹ den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! ²⁰ Det være mine Modstanderes Løn fra Herren, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

²¹ Men du, o Herre, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! ²² Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; ²³ som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; ²⁴ af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; ²⁵ til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de ²⁶ Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig efter din Miskundhed, ²⁷ så de sander, det var din Hånd, dig, Herre, som gjorde det! ²⁸ Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; ²⁹ lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! ³⁰ Med min Mund vil jeg højlig takke Herren, prise ham midt i Mængden; ³¹ thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

48 Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med Israels Navn og er rundet af Judas Kilde, som sværger ved Herrens Navn og priser Israels Gud - dog ikke redeligt og sandt - ² fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte er Israels Gud, hvis Navn er Hærskarers Herre: ³ Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik det ud, så det hørtes, brat greb jeg ind, og det indtraf. ⁴ Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et Jernbånd, din Pande af Kobber. ⁵ Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend det indtraf, at du ikke skulde sige: "Det gjorde mit Billede, mit skårne og støbte bød det." ⁶ Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon ikke stå ved det? Fra nu af kundgør jeg nyt, skjulte Ting, du ej kender; ⁷ nu skabes det, ikke før,før i Dag har I ikke hørt det, at du ikke skulde sige: "Jeg vidste det." ⁸ Hverken har du hørt eller vidst det, det kom dig ej før for Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs, fra Moders Liv hed du "Frafalden"; ⁹ for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for min Ære vil jeg skåne, ej udrydde dig. ¹⁰ Se, jeg smelted dig Sølv blev det ikke prøved dig i Lidelsens Ovn. ¹¹ For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit Navn! Jeg giver ej andre min Ære.

¹² Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det, jeg er den første, også jeg er den sidste. ¹³ Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så såre jeg kalder på dem, møder de alle frem. ¹⁴ Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte mon dette? Min Ven fuldbyrder min Vilje på Babel og Kaldæernes Æt. ¹⁵ Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem, hans Vej lod jeg lykkes. ¹⁶ Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i Løndom, jeg var der, så snart det skete. Og nu har den Herre Herren sendt mig med sin Ånd. ¹⁷ Så siger Herren, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er Herren, din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad Vejen, du skal gå. ¹⁸ Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som Floden, din Retfærd som Havets Bølger, ¹⁹ da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs som Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes ud og ej lægges øde for mit Åsyn.

²⁰ Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med jublende Røst, udspred det lige til Jordens Ende, sig: "Herren har genløst Jakob, sin Tjener, ²¹ lod dem gå gennem Ørk, de tørstede ikke, lod Vand vælde frem af Klippen til dem, kløvede Klippen, så Vand strømmed ud."

²² De gudløse har ingen Fred, siger Herren.

18 Derefter så jeg en anden Engel stige ned fra Himmelen; han havde stor Magt, og Jorden blev oplyst af hans Herlighed. ² Og han råbte med stærk Røst og sagde: Falden, falden er Babylon den støre, og den er bleven Dæmoners Bolig og et Fængsel for alle Hånde urene Ånder og et Fængsel for alle Hånde urene og afskyede Fugle! ³ Thi af hendes Utugts Harmes Vin have alle Folkeslagene drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Købmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde. ⁴ Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Går ud fra hende, mit Folk! for at I ikke skulle blive meddelagtige i hendes Synder og ikke rammes af hendes Plager. ⁵ Thi hendes Synder ere opdyngede indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu. ⁶ Betaler hende, som hun har betalt eder, og gengælder hende dobbelt efter hendes Gerninger; skænker hende dobbelt i det Bæger, som hun har iskænket. ⁷ Så meget, som hun har forherliget sig selv og levet i Yppighed, så meget skulle I give hende af Pine og Sørg! Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som en Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se, ⁸ derfor skulle hendes Plager komme på een Dag: Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som har dømt hende.

⁹ Og Jordens Konger, som have bolet og levet yppigt med hende, skulle græde og hyle over hende, når de se Røgen af hendes Brand, ¹⁰ medens de stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige: Ve! ve! du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi på een Time er din Dom kommen. ¹¹ Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres Ladning: ¹² Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor, ¹³ og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og Slaver, ja, Menneskesjæle. ¹⁴ Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde det mere. ¹⁵ De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og sige: ¹⁶ Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een Time er så stor en Rigdom lagt øde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde på Havet, stode langt borte ¹⁸ og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der Mage til den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den bleven lagt øde.

²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og Profeter! fordi Gud har skaffet eder Ret over den.

²¹ Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Således skal Babylon, den store Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere. ²² Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke høres i dig mere; ²³ og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit Trylleri. ²⁴ Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres, som ere myrdede på Jorden.