M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Når du drager i Krig mod din Fjende og får Øje på Heste, Vogne og Krigsfolk, der er talrigere end du selv skal du ikke blive bange for dem; thi Herren din Gud er med dig, han, som førte dig op fra Ægypten ² Når I rykker ud til Kamp, skal Præsten træde frem og tale til Folket, ³ og han skal sige til dem: "Hør, Israel! I rykker i Dag ud til Kamp mod eders Fjender, lad ikke eders Hjerte være forsagt, frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem! ⁴ Thi Herren eders Gud drager med eder for at stride for eder mod eders Fjender og give eder Sejr." ⁵ Og Tilsynsmændene skal tale således til Folket: "Er der nogen, som har bygget et nyt Hus og endnu ikke indviet det, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal indvie det, om han falder i Slaget. ⁶ Og er der nogen, som har plantet en Vingård og ikke taget den i Brug, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal tage den i Brug, om han falder i Slaget. ⁷ Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu ikke taget hende til Hustru, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal tage hende til Hustru, om han falder i Slaget." ⁸ Og Tilsynsmændene skal fremdeles tale til Folket og sige: "Er der nogen, som er bange og forsagt, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke hans Brødre skal blive forsagte, som han selv er det!" ⁹ Når så Tilsynsmandene er færdige med at tale til Folket, skal der sættes Høvedsmænd i Spidsen for Folket.

¹⁰ Når du rykker frem til Angreb på en By, skal du først tilbyde den Fred. ¹¹ Hvis den da tager mod Fredstilbudet og åbner sine Porte for dig, skal alle Folk, som findes i den, være dine livegne og trælle for dig ¹² Vil den derimod ikke slutte Fred, men kæmpe med dig, da skal du belejre den, ¹³ og når Herren din Gud giver den i din Hånd, skal du hugge alle af Mandkøn ned med Sværdet. ¹⁴ Men Kvinderne, Børnene, Kvæget og alt, hvad der er i Byen, alt, hvad der røves i den, må du tage som Bytte, og du må gøre dig til gode med det, som røves fra dine Fjender, hvad Herren din Gud giver dig. ¹⁵ Således skal du bære dig ad med alle de Byer, som ligger langt fra dig og ikke hører til disse Folkeslags Byer her; ¹⁶ men i disse Folks Byer, som Herren din Gud giver dig i Eje, må du ikke lade en eneste Sjæl i Live. ¹⁷ På dem skal du lægge Band, på Hetiterne, Amoriterne, Kanånæerne, Periiterne, Hiiterne og Jebusiteme, som Herren din Gud har pålagt dig, ¹⁸ for at de ikke skal lære eder at efterligne alle deres Vederstyggeligheder, som de øver til Ære for deres Guder, så I forsynder eder mod Herren eders Gud.

¹⁹ Når du ved Belejringen af en By må holde den indesluttet i lang Tid for at indtage den, må du ikke ødelægge de Træer, der hører til den, ved at svinge Øksen imod dem; fra dem får du Føde ; dem må du ikke hugge om; thi mon Markens Træer er Mennesker, at de også skulde rammes af Belejringen? ²⁰ Kun Træer, du ved, ikke bærer spiselig Frugt, må du ødelægge og fælde for at bygge Belejringsværker mod den By, som er i Krig med dig, til den falder.

107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! ² Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd ³ og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

⁴ I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, ⁵ de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; ⁶ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler ⁷ og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. ⁸ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. ⁹ Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

¹⁰ De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, ¹¹ fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. ¹² Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; ¹³ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ¹⁴ førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. ¹⁵ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. ¹⁶ Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

¹⁷ De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, ¹⁸ de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær ¹⁹ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ²⁰ sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. ²¹ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn ²² og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

²³ De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, ²⁴ blev Vidne til Herrens Gerninger, hans Underværker i Dybet; ²⁵ han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; ²⁶ mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; ²⁷ de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; ²⁸ men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, ²⁹ skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; ³⁰ og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. ³¹ Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, ³² ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

³³ Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, ³⁴ til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. ³⁵ Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; ³⁶ der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, ³⁷ tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. ³⁸ Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. ³⁹ De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, ⁴⁰ han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. ⁴¹ Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; ⁴² de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. ⁴³ Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens Nåde på Sinde!

47 Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den fine, forvænte! ² Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot dine Ben og vad over Strømmen! ³ Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden Skånsel, siger vor Genløser, ⁴ hvis Navn er Hærskarers Herre, Israels Hellige. ⁵ Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal du kaldes Rigernes Dronning! ⁶ Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på Oldingens Nakke. ⁷ Du sagde: "Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning." Du tog dig det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden. ⁸ Så hør nu, du yppige, du, som sidder i Tryghed, som siger i Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen! Aldrig skal jeg sidde Enke, ej kende til Barnløshed." ⁹ Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed og Enkestand ramme dig i fuldeste Mål, dine mange Trylleord, din megen Trolddom til Trods, ¹⁰ skønt du tryg i din Ondskab sagde: "ingen ser mig." Din Visdom og Viden var det, der ledte dig vild, så du sagde i Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen!" ¹¹ Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort, over dig falder et Vanheld, du ikke kan sone, Undergang rammer dig brat, når mindst du aner det. ¹² Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord, med hvilke du umaged dig fra din Ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det bort. ¹³ Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne, som Måned for Måned kundgør, hvad dig skal ske! ¹⁴ Se, de er blevet som Strå, de,fortæres af Ild, de frelser ikke deres Liv fra Luens Magt. "Ingen Glød til Varme, ej Bål at sidde ved!" ¹⁵ Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine Troldmænd fra Ungdommen af; de raver hver til sin Side, dig frelser ingen.

17 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over mange Vande, ² med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. ³ Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m. ⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder. ⁵ Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. ⁶ Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blød; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så hende.

⁷ Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn. ⁸ Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden, skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog fra Verdens Grundlæggelse, når de se,at Dyret var og er ikke og skal komme. ⁹ Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder, ¹⁰ og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en liden Tid. ¹¹ Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en af de syv og farer bort til Fortabelse. ¹² Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret. ¹³ Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret. ¹⁴ Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem - fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere med det, de kaldede og udvalgte og trofaste. ¹⁵ Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål. ¹⁶ Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild. ¹⁷ Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt,indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. ¹⁸ Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.