M’Cheyne Bible Reading Plan

19 Når Herren din Gud får udryddet de Folk, hvis Land Herren din Gud vil give dig, og du får dem drevet bort og har bosat dig i deres Byer og Huse, ² da skal du udtage dig tre Byer midt i dit Land, som Herren din Gud giver dig i Eje. ³ Du skal sætte Vejen til dem i Stand og dele dit Landområde, som Herren din Gud tildeler dig, i tre Dele, for at enhver Manddraber kan ty derhen. ⁴ Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham, ⁵ når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer, og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til en af disse Byer og redde Livet, ⁶ for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom. han ikke i Forvejen havde båret Nag til ham. ⁷ Derfor giver jeg dig dette Bud: Tre Byer skal du udtage dig! ⁸ Og dersom Herren din Gud udvider dine Landemærker, som han tilsvor dine Fædre, og giver dig hele det Land, han lovede at give dine Fædre, ⁹ fordi du omhyggeligt overholder alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig, idet du elsker Herren din Gud og vandrer på hans Veje alle Dage, så skal du føje endnu tre Byer til disse tre, ¹⁰ for at der ikke skal udgydes uskyldigt Blod i dit Land, som Herren din Gud giver dig i Eje, så du pådrager dig Blodskyld.

¹¹ Men når en Mand, som bærer Nag til sin Næste, lægger sig på Lur efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter til en af disse Byer, ¹² skal hans Bys Ældste sende Bud og lade ham hente hjem derfra og overgive ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal lade sit Liv. ¹³ Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges Blod, at det må gå dig vel.

¹⁴ Du må ikke flytte din Næstes Markskel, som tidligere Slægter har sat, ved den Arvelod, du får tildelt i det Land, Herren din Gud vil give dig i Eje.

¹⁵ En enkelt kan ikke optræde som Vidne mod en Mand, når det angår Misgerning eller Synd, hvad Synd det end er, han begår; kun på to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres. ¹⁶ Når et ondsindet Vidne optræder mod nogen og beskylder ham for Lovbrud, ¹⁷ skal begge de stridende fremstille sig for Herrens Åsyn, for de Præster og Dommere, der er til den Tid, ¹⁸ og Dommerne skal undersøge Sagen grundigt, og hvis det viser sig, at Vidnet er et falsk Vidne, der har aflagt falsk Vidnesbyrd mod sin Broder, ¹⁹ så skal I gøre med ham, som han havde til Hensigt at gøre med sin Broder; du skal udrydde det onde af din Midte. ²⁰ Når da de andre hører det, vil de gribes af Frygt og ikke mere øve en sådan Udåd i din Midte. ²¹ Du må ikke vise Skånsel: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod!

106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! ² Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? ³ Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! ⁴ Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, ⁵ at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁶ Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. ⁷ Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. ⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; ⁹ han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; ¹⁰ han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; ¹¹ Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; ¹² da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. ¹³ Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; ¹⁴ de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; ¹⁵ så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. ¹⁶ De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; ¹⁷ Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; ¹⁸ Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. ¹⁹ De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; ²⁰ de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; ²¹ de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, ²² Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. ²³ Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. ²⁴ De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, ²⁵ men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; ²⁶ da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, ²⁷ splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. ²⁸ De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; ²⁹ de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. ³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, ³¹ og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. ³² De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; ³³ thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. ³⁴ De udryddede ikke de Folk, som Herren havde sagt, de skulde, ³⁵ med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; ³⁶ deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; ³⁷ til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; ³⁸ de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; ³⁹ de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. ⁴⁰ Da blev Herren vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; ⁴¹ han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; ⁴² deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. ⁴³ Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; ⁴⁴ dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; ⁴⁵ han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; ⁴⁶ han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

⁴⁷ Frels os, Herre vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

⁴⁸ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

46 I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til Dyr og Fæ, de læsses som byrde på trætte Dyr ² De bøjes, i Knæ er de alle, de kan ikke frelse Byrden, og selv må de vandre i Fangenskab.

³ Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels Hus, løftet fra Moders Liv, båret fra Moders Skød. ⁴ Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til Hårene gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde.

⁵ Med hvem vil I jævnstille ligne mig, hvem vil I gøre til min Lige? ⁶ De øser Guld af Pung, Sølv får de vejet på Vægt, de lejer en Guldsmed, som gør det til en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned; ⁷ de løfter den på Skuldren og bærer den, sætter den på Plads, og den står, den rører sig ikke af Stedet råber de til den, svarer den ikke, den frelser dem ikke i Nød. ⁸ Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på Sinde! ⁹ Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, ¹⁰ der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: "Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje," ¹¹ som fra Øst kalder Ørnen hid, fra det fjerne mit Råds Fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.

¹² Hør på mig, I modløse, som tror, at Retten er fjern: ¹³ Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse tøver ikke; jeg giver Frelse på Zion, min Herlighed giver jeg Israel.

16 Og jeg hørte en høj Røst fra Tempelet sige til de syv Engle: Går hen og udgyder Guds Harmes syv Skåle over Jorden! ² Og den første gik hen og udgød sin Skål over Jorden, og der kom slemme og onde Bylder på de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede. ³ Og den anden Engel udgød sin Skål i Havet, og det blev til Blod som af en død; og hver levende Sjæl i Havet døde. ⁴ Og den tredje Engel udgød sin Skål i Floderne og Vandkilderne, og de bleve til Blod. ⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, som er, og som var, du hellige, fordi du har fældet denne Dom; ⁶ thi de have udøst helliges og Profeters Blod, og du har givet dem Blod at drikke; de ere det værd. ⁷ Og jeg hørte Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du almægtige! sande og retfærdige ere dine Domme. ⁸ Og den fjerde Engel udgød sin Skål over Solen; og det blev givet den at brænde Menneskene med Ild. ⁹ Og Menneskene brændtes i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager; og de omvendte sig ikke til at give ham Ære. ¹⁰ Og den femte Engel udgød sin Skål over Dyrets Trone; og dets Rige blev formørket, og de tyggede deres Tunger af Pine. ¹¹ Og de bespottede Himmelens Gud for deres Piner og for deres Bylder; og de omvendte sig ikke fra deres Gerninger. ¹² Og den sjette Engel udgød sin Skål over den store Flod Eufrat; og dens Vand borttørredes, for at Vejen kunde beredes for Kongerne fra Solens Opgang. ¹³ Og jeg så, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Profets Mund udgik tre urene Ånder, som lignede Padder. ¹⁴ Thi de ere DæmonersÅnder, som gøre Tegn; og de gå ud til hele Jorderiges Konger for at samle dem til Krigen på Guds, den almægtiges, store Dag. ¹⁵ - Se, jeg kommer som en Tyv Salig er den, som våger og bevarer sine Klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans Skam. - ¹⁶ Og de samlede dem til det Sted,som kaldes på Hebraisk Harmagedon. ¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skål i Luften; og fra Templet, fra Tronen udgik der en høj Røst, som sagde: Det er sket. ¹⁸ Og der kom Lyn og Røster og Tordener; og der blev et stort Jordskælv, hvis Mage ikke har været, siden der blev Mennesker til på Jorden, et sådant Jordskælv, så stort. ¹⁹ Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkeslagenes Stæder faldt; og Gud kom det store Babylon i Hu for at give det Bægeret med sin Vredes Harmes Vin. ²⁰ Og hver Ø flyede, og Bjerge bleve ikke fundne. ²¹ Og en stærk Hagl, centnertung, faldt ned fra Himmelen på Menneskene; og Menneskene bespottede Gud for Haglens Plage, thi dens Plage var meget stor.