M’Cheyne Bible Reading Plan

15 Hvert syvende År skal du holde Friår. ² Og Friåret skal holdes således: Enhver, der har en Fordring på sin Næste, skal give Afkald derpå; han må ikke kræve sin Næste og sin Broder, når et Friår er udråbt for Herren. ³ Udlændinge må du kræve; men det, du har til gode hos din Broder, skal du give Afkald på. ⁴ Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi Herren din Gud vil rigeligt velsigne dig i det Land, Herren din Gud vil give dig i Arv og Eje, ⁵ hvis du blot vil adlyde Herren din Guds Røst, så du omhyggeligt handler efter alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig. ⁶ Thi Herren din Gud vil velsigne dig, som han lovede dig, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne; og du skal få Magt over mange Folk, men de skal ikke få Magt over dig.

⁷ Når der findes en fattig hos dig, en af dine Brødre inden dine Porte et steds i dit Land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din Hånd for din fattige Broder; ⁸ men du skal lukke din Hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til. ⁹ Vogt dig for, at ikke sådan nedrig Tanke kommer op i dig: "Der er ikke længe til det syvende År, Friåret!" så du ser med onde Øjne på din fattige Broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til Herren over dig, og du vil pådrage dig Synd. ¹⁰ Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit Hjerte over at skulle give ham; thi for den Sags Skyld vil Herren din Gud velsigne dig i alt dit Virke, i alt, hvad du tager dig for. ¹¹ Thi der vil aldrig mangle fattige i Landet; derfor byder jeg dig Du skal villigt lukke din Hånd op for din nødlidende og fattige Broder i dit Land.

¹² Når en af dine Brødre, en hebraisk Mand eller Kvinde, sælger sig til dig, skal han trælle for dig i seks År, men i det syvende skal du give ham fri. ¹³ Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme Hænder; ¹⁴ men du skal give ham rigeligt med af dit Småkvæg og fra din Lo og din Perse; efter som Herren din Gud velsigner dig, skal du give ham. ¹⁵ Du skal komme i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at Herren din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette i dag. ¹⁶ Men hvis han siger til dig: "Jeg vil ikke forlade dig, thi jeg har fået Kærlighed til dig og dit Hus og har det godt hos dig", ¹⁷ så skal du tage en Syl og stikke den igennem hans Øre ind i Døren, og så skal han være din Træl for Livstid. Og på samme Måde skal du bære dig ad med din Trælkvinde. ¹⁸ Du må ikke være fortrydelig over at skulle give ham fri; thi han har ved sit Arbejde i de seks År ydet dig det dobbelte af en Daglejers Løn; og Herren vil velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.

¹⁹ Alle førstefødte Handyr, der fødes dig mellem dit Hornkvæg og Småkvæg, skal du hellige Herren din Gud; du må hverken bruge det førstefødte af dine Okser til Arbejde eller klippe Ulden af det førstefødte af dine Får. ²⁰ For Herren din Guds Åsyn skal du sammen med din Husstand fortære det År efter År på det Sted, Herren udvælger. ²¹ Men hvis de har en Lyde, hvis de er lamme eller blinde eller har en anden slem Lyde, må du ikke ofre dem til Herren din Gud. ²² Inden dine Port kan du, både de rene og urene iblandt eder, fortære dem som Gazeller eller Hjorte. ²³ Kun Blodet må du ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som Vand.

102 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for Herren.

² Herre, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, ³ skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! ⁴ Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; ⁵ mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. ⁶ Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; ⁷ jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; ⁸ om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; ⁹ mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. ¹⁰ Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer ¹¹ over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; ¹² mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

¹³ Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra Slægt til Slægt; ¹⁴ du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; ¹⁵ thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. ¹⁶ Og Herrens Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; ¹⁷ thi Herren opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; ¹⁸ han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. ¹⁹ For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise Herren; ²⁰ thi han ser ned fra sin hellige Højsal, Herren skuer ned fra Himmel til Jord ²¹ for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, ²² at Herrens Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, ²³ når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene Herren.

²⁴ Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. ²⁵ Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. ²⁶ Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; ²⁷ de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; ²⁸ som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! ²⁹ Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.

42 Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene. ² Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden, ³ bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder Ret med Troskab, ⁴ vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov. ⁵ Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde. ⁶ Jeg, Herren, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til Hedningelys ⁷ for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra Fangehullet Mørkets Gæster.

⁸ Jeg er Herren, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris. ⁹ Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting, kundgør dem, før de spirer frem.

¹⁰ Syng Herren en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem; ¹¹ Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor; Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder; ¹² Herren giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande. ¹³ Herren drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine Fjender til Strid. ¹⁴ En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper efter Luft. ¹⁵ Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre. ¹⁶ Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra. ¹⁷ Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"

¹⁸ I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se! ¹⁹ Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som Herrens Tjener? ²⁰ Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej. ²¹ For sin Retfærds Skyld vilde Herren løfte Loven til Højhed og Ære. ²² Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler, skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til Plyndring, ingen siger: "Slip dem!" ²³ Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det: ²⁴ Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd? Mon ikke Herren: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde vandre, hvis Lov de ikke hørte? ²⁵ Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til Hjerte.

12 Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit Hoved. ² Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer. ³ Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor, ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine Hoveder syv Kroner. ⁴ Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det. ⁵ Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans Trone. ⁶ Og Kvinden flyede ud i Ørkenen,hvor hun har et Sted beredt fra Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage.

⁷ Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle. ⁸ Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i Himmelen. ⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. ¹⁰ Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. ¹¹ Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til Døden. ¹² Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede, fordi han ved, at han kun har liden Tid.

¹³ Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet. ¹⁴ Og den støre Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen. ¹⁵ Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden for at bortskylle hende med Floden. ¹⁶ Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund. ¹⁷ Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu Vidnesbyrd. ¹⁸ Og jeg stod på Sandet ved Havet.