M’Cheyne Bible Reading Plan

9 Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv, over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker; ² over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere, som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan holde Stand mod Anakiterne!" ³ Så skal du nu vide, at det er Herren din Gud, der går foran dig som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast, således som Herren har sagt dig. ⁴ Når Herren din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For min Retfærdigheds Skyld lod Herren mig komme ind og tage dette Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds Skyld, at Herren driver dem bort foran dig! ⁵ Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld, du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på Grund af disse Folks Ondskab, at Herren driver dem bort foran dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine Fædre,.Abraham, Isak og Jakob. ⁶ Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at Herren din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk med hårde Halse!

⁷ Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede Herren din Gud i Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til Stedet her, har I været genstridige mod Herren. ⁸ Ved Horeb fortørnede I Herren, og Herren blev vred på eder, så han vilde ødelægge eder. ⁹ Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den Pagts Tavler, som Herren havde sluttet med eder, opholdt jeg mig på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke, ¹⁰ og Herren gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger; og på dem stod alle de Ord, Herren havde talt til eder på Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet. ¹¹ Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav Herren mig de to Stentavler, Pagtens Tavler. ¹² Og Herren sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et støbt Billede!" ¹³ Og Herren sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er et Folk med hårde Halse; ¹⁴ lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og større end det!" ¹⁵ Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue; ¹⁶ og jeg så, og se, I havde syndet mod Herren eders Gud, I havde lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej, Herren havde foreskrevet eder. ¹⁷ Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og knuste dem for eders Øjne. ¹⁸ Og derpå faldt jeg ned for Herrens Åsyn fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, så I fortørnede ham. ¹⁹ Thi jeg frygtede for, at Herren skulde tilintetgøre eder i den Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og Herren bønhørte mig også den Gang! ²⁰ Også på Aron blev Herren vred, så han vilde tilintetgøre ham; men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron. ²¹ Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i Bækken, som løber ned ad Bjerget.

²² Også i Tabera, Massa og Hibrot Hattåva fortørnede I Herren. ²³ Og da Herren lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder, trodsede I Herren eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham og adlød ham ikke. ²⁴ I har været genstridige mod Herren, så længe jeg har kendt eder.

²⁵ Så faldt jeg ned for Herrens Åsyn i de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, fordi Herren havde sagt, at han vilde tilintetgøre eder, ²⁶ og jeg bad til Herren og sagde: "Herre, Herre, ødelæg ikke dit Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte ud af Ægypten med stærk Hånd! ²⁷ Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd, ²⁸ for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi Herren ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at lade dem omkomme i Ørkenen! ²⁹ De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store Kraft og din udstrakte Arm!"

92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

² Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, ³ ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed ⁴ til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

⁵ Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. ⁶ Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! ⁷ Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. ⁸ Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, ⁹ men du er ophøjet for evigt, Herre. ¹⁰ Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! ¹¹ Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; ¹² det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

¹³ De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; ¹⁴ plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; ¹⁵ selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft ¹⁶ for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

93 Herren har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, Herren har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. ² Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! ³ Strømme lod runge, Herre, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. ⁴ Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er Herren herlig i det høje! ⁵ Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, Herre, så længe Dagene varer!

37 ¹ Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i Herrens Hus. ² Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, ³ for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! ⁴ Dog vil Herren din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" ⁵ Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, ⁶ sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger Herren: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! ⁷ Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!"

⁸ Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj.

⁹ Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias og sagde: ¹⁰ "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! ¹¹ Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne undslippe! ¹² De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? ¹³ Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?"

¹⁴ Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i Herrens Hus og bredte det ud for Herrens Åsyn. ¹⁵ Derpå bad Ezekias den Bøn for Herrens Åsyn: ¹⁶ "Hærskarers Herre, Israels Gud, du, som troner over Keruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! ¹⁷ Bøj nu dit Øre, Herre, og lyt, åbn dine Øjne, Herre, og se! Læg Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! ¹⁸ Det er sandt, Herre, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle de Folk og deres Lande ¹⁹ og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge dem. ²⁰ Men frels os nu, Herre vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, Herre, alene er Gud!"

²¹ Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger Herren, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" ²² Således lyder det Ord, Herren talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! ²³ Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! ²⁴ Ved dine Trælle håned du Herren og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. ²⁵ Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" ²⁶ Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe ²⁷ mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. ²⁸ Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. ²⁹ Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom!

³⁰ Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt. ³¹ Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; ³² thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. Hærskarers Herres Nidkærhed virker dette.

³³ Derfor, så siger Herren om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod den; ³⁴ ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra Herren. ³⁵ Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld!

³⁶ Så gik Herrens Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. ³⁷ Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. ³⁸ Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

7 Og derefter så jeg fire Engle stå på Jordens fire Hjørner; de holdt ordens fire Vinde; for at ingen Vind skulde blæse over Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ. ² Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle, hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde: ³ Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander. ⁴ Og jeg hørte Tallet på de beseglede, hundrede og fire og fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer: ⁵ af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde, ⁶ af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde, af Manasses Stamme tolv Tusinde, ⁷ af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af Issakars Stamme tolv Tusinde ⁸ af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede.

⁹ Derefter så jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemål, som stod for Tronen og for Lammet, iførte lange, hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder; ¹⁰ og de råbte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på Tronen, og Lammet! ¹¹ Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de fire Væsener og faldt ned for Tronen på deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: ¹² Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen. ¹³ Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de komne? ¹⁴ Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. ¹⁵ Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over dem. ¹⁶ De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde på dem. ¹⁷ Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres Øjne.