M’Cheyne Bible Reading Plan

8 Alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, skal I omhyggeligt handle efter, for at I må blive i Live og blive mangfoldige og komme ind og tage det Land i Besiddelse, som Herren tilsvor eders Fædre. ² Og du skal komme i Hu, hvorledes Herren din Gud i disse fyrretyve År har ført dig i Ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på Prøve og for at se, hvad der boede i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej. ³ Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise, en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved alt, hvad der udgår af Herrens Mund, lever Mennesket. ⁴ Dine klæder blev ikke slidt af Kroppen på dig, og dine Fødder hovnede ikke i disse fyrretyve År: ⁵ Så vid da og tag dig til Hjerte, at Herren optugter dig, som en Mand optugter sin Søn. ⁶ Og hold Herren din Guds Bud, så du vandrer på hans Veje og frygter ham. ⁷ Thi Herren din Gud vil føre dig ind i et herligt Land, et Land med Vandbække, Kilder og Strømme, der vælder frem på Bjerg og Dal, ⁸ et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figentræer og Granatæbletræer, et Land med Oliventræer og Honning, ⁹ et Land, hvor du ikke skal tære Fattigmands Brød, hvor du intet skal mangle, et Land, hvis Sten giver Jern, og i hvis Bjerge du kan hugge Kobber.

¹⁰ Men når du så spiser dig mæt, skal du love Herren din Gud for det herlige Land, han gav dig. ¹¹ Vogt dig for at glemme Herren din Gud, så du ikke holder hans Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig. ¹² Når du da spiser dig mæt og bygger gode Huse og bor i dem, ¹³ og dit Hornkvæg og Småkvæg øges, og dit Sølv og Guld øges, og alt, hvad du ejer, øges, ¹⁴ lad så ikke dit Hjerte blive hovmodigt, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset, ¹⁵ ham, som ledte dig i den store, grufulde Ørken med dens Giftslanger og Skorpioner og vandløse Ødemarker, ham, som lod Vand vælde frem til dig af den flinthårde Klippe, ¹⁶ ham, som i Ørkenen gav dig Manna at spise, som dine Fædre ikke kendte til, dig til Ydmygelse og Prøvelse, for i de kommende Dage at kunne gøre vel imod dig! ¹⁷ Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen Kraft og min egen Hånds Styrke, der har skaffet mig den Rigdom." ¹⁸ Men kom Herren din Gud i Hu; thi ham er det, der giver dig Kraft til at vinde dig Rigdom for at stadfæste den Pagt, han tilsvor dine Fædre, således som det nu er sket. ¹⁹ Men hvis du glemmer Herren din Gud og holder dig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i Dag, at I skal gå til Grunde. ²⁰ Som de Folk, Herren lader gå til Grunde for eder, skal I gå til Grunde, til Straf for at I ikke vilde adlyde Herren eders Gud!

91 Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, ² siger til Herren: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. ³ Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; ⁴ han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. ⁵ Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen ⁶ ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. ⁷ Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; ⁸ du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; ⁹ (thi du, Herre, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. ¹⁰ Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; ¹¹ thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; ¹² de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; ¹³ du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.

¹⁴ "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; ¹⁵ kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: ¹⁶ med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"

36 I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. ² Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. ³ Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham. ⁴ Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du hengiver dig til? ⁵ Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? ⁶ Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. ⁷ Men vil du sige til mig: Det er Herren vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter skal I tilbede! ⁸ Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! ⁹ Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? ¹⁰ Mon det desuden er uden Herrens Vilje, at jeg er draget op mod dette Land for at ødelægge det? Det var Herren selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"

¹¹ Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" ¹² Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand?" ¹³ Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! ¹⁴ Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder! ¹⁵ Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til Herren, når han siger: Herren skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! ¹⁶ Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, ¹⁷ indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde. ¹⁸ Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: Herren vil frelse os! Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? ¹⁹ Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? ²⁰ Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da Herren skulde kunne frelse Jerusalem?" ²¹ Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham. ²² Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.

6 Og jeg så, da Lammet åbnede et af de syv Segl, og jeg hørte et af de fire Væsener sige som en Tordens Røst: Kom! ² Og jeg så, og se en hvid Hest, og han, som sad på den, havde en Bue; og der blev givet ham en Krone, og han drog ud sejrende og til Sejer. ³ Og da det åbnede det andet Segl, hørte jeg det andet Væsen sige: Kom! ⁴ Og der udgik en anden Hest, som var rød; og ham, som sad på den, blev det givet at tage Freden bort fra Jorden, og at de skulde myrde hverandre; og der blev givet ham et stort Sværd. ⁵ Og da det åbnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Væsen sige: Kom! Og jeg så, og se en sort Hest, og han, der sad på den, havde en Vægt i sin Hånd. ⁶ Og jeg hørte ligesom en Røst midt iblandt de fire Væsener, som sagde: Et Mål Hvede for en Denar og tre Mål Byg for en Denar; og Olien og Vinen skal du ikke gøre Skade. ⁷ Og da det åbnede det fjerde Segl, hørte jeg en Røst af det fjerde Væsen sige: Kom! ⁸ Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham; og der blev givet dem Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslå med Sværd og med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.

⁹ Og da det åbnede det femte Segl, så jeg under Alteret deres Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de havde. ¹⁰ Og de råbte med høj Røst og sagde: Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! undlader du at dømme og hævne vort Blod på dem, som bo på Jorden? ¹¹ Og der blev givet dem hver især en lang, hvid Klædning, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil også Tallet på deres Medtjenere og deres Brødre blev fuldt, hvilke skulde ihjelslås ligesom de.

¹² Og jeg så, da det åbnede det sjette Segl, da skete der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som en Hårsæk, og Månen blev helt som Blod. ¹³ Og Himmelens Stjerner faldt ned på Jorden, ligesom et Figentræ nedkaster sine umodne Figen, når det rystes af et stærkt Vejr. ¹⁴ Og Himmelen veg bort, lig en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder. ¹⁵ Og Kongerne på Jorden og Stormændene og Krigsøverstene og de rige og de vældige og hver Træl og fri skjulte sig i Hulerne og i Bjergenes Kløfter, ¹⁶ og de sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler os for Hans Åsyn, som sidder på Tronen, og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi deres Vredes støre Dag er kommen; og hvem kan bestå?