M’Cheyne Bible Reading Plan

6 Dette er Budet, Anordningerne og Lovbudene, som Herren eders Gud har påbudt at lære eder at handle efter i det Land, I skal over og tage i Besiddelse, ² for at du alle dine Levedage må frygte Herren din Gud og holde alle hans Anordninger og Bud, som jeg giver dig, du selv, din Søn og din Sønnesøn, og få et langt Liv. ³ Hør derfor, Israel, og gør omhyggeligt efter dem, for at det kan gå dig vel, og for at I må blive overvættes talrige, således som Herren, dine Fædres Gud, har forjættet dig, i et Land, der flyder med Mælk og Honning.

⁴ Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een. ⁵ Og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke. ⁶ Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til Hjerte; ⁷ og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op; ⁸ du skal binde dem som et Tegn om din Hånd, de skal være som et Erindringsmærke på din Pande, ⁹ og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine Porte.

¹⁰ Og når Herren din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke Byer, som du ikke har bygget, ¹¹ Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt, ¹² vogt dig da for at glemme Herren, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset; ¹³ Herren din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans Navn skal du svælge! ¹⁴ I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende Folks Guder, ¹⁵ thi Herren din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil Herren din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af Jorden.

¹⁶ I må ikke friste Herren eders Gud, som I gjorde ved Massa. ¹⁷ I skal omhyggeligt holde Herren eders Guds Bud, Vidnesbyrd og Anordninger, som han har pålagt dig; ¹⁸ og du skal gøre, hvad der er ret og godt i Herrens Øjne, for at det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i Eje. som Herren tilsvor dine Fædre, ¹⁹ idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som Herren har sagt!

²⁰ Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som Herren vor Gud gav eder?" ²¹ så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i Ægypten; men Herren førte os ud af Ægypten med stærk Hånd. ²² Og Herren udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten, på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne; ²³ men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det Land, han havde tilsvoret vore Fædre. ²⁴ Dengang pålagde Herren os at handle efter alle disse Anordninger, idet vi frygter Herren vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil er sket. ²⁵ Og vi skal stå som retfærdige for Herren vor Guds Ansigt, når vi handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt os!"

89 En Maskil af Ezraiten Etan.

² Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. ³ Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. ⁴ Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: ⁵ "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. ⁶ Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. ⁷ Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? ⁸ En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. ⁹ Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. ¹⁰ Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. ¹¹ Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. ¹² Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. ¹³ Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. ¹⁴ Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. ¹⁵ Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. ¹⁶ Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! ¹⁷ De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. ¹⁸ Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; ¹⁹ thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!

²⁰ Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; ²¹ jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; ²² thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. ²³ Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; ²⁴ jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; ²⁵ med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; ²⁶ jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; ²⁷ mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; ²⁹ jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; ³⁰ jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. ³¹ Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, ³² hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, ³³ da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; ³⁴ men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; ³⁵ jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. ³⁶ Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: ³⁷ Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, ³⁸ stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.

³⁹ Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; ⁴⁰ Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; ⁴¹ du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; ⁴² alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. ⁴³ Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; ⁴⁴ hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; ⁴⁵ du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, ⁴⁶ afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. ⁴⁷ Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? ⁴⁸ Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! ⁴⁹ Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. ⁵⁰ Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? ⁵¹ Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, ⁵² hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.

⁵³ Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!

34 Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde! ² Thi Herren er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær; han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes; ³ henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene flyder af Blodet; ⁴ al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt. ⁵ Thi på Himlen kredser Herrens Sværd, og se, det slår ned på Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom. ⁶ Herrens Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi Herren slagter Offer i Bozra har vældig Slagtning i Edom; ⁷ Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger i Blod, Jorden drypper af Fedt. ⁸ Thi en Hævndag har Herren til Rede, Zions Værge et Gengældsår. ⁹ Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag, ¹⁰ det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt til Slægt, ingen skal færdes der. ¹¹ Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. Herren spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover. ¹² Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster. ¹³ Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse. ¹⁴ Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro; ¹⁵ der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger. Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden. ¹⁶ Se efter i Herrens Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi Herrens Mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; ¹⁷ han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt.

4 Derefter så jeg, og se, der var en Dør åbnet i Himmelen, og den første Røst, hvilken jeg havde hørt som af en Basun, der talte med mig, sagde: Stig herop, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter. ² Straks henryktes jeg i Ånden; og se, en Trone stod i Himmelen, og en sad på Tronen, ³ og den siddende var at se til ligesom Jaspissten og Sarder, og der var en Regnbue omkring Tronen, at se til ligesom Smaragd. ⁴ Og omkring Tronen var der fire og tyve Troner, og på Tronerne sad der fire og tyve Ældste, iførte hvide Klæder og med Guldkranse på deres Hoveder. ⁵ Og fra Tronen udgår der Lyn og Røster og Tordener, og syv Ildfakler brænde foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Ånder. ⁶ Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af Øjne fortil og bagtil.

⁷ Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn. ⁸ Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer! ⁹ Og når Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder på Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, ¹⁰ da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder på Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægge deres Kranse ned for Tronen og sige: ¹¹ Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte.