M’Cheyne Bible Reading Plan

3 Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei. ² Da sagde Herren til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon." ³ Så gav Herren vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap. ⁴ Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs Kongerige i Basan, ⁵ lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer, foruden de mange åbne Byer; ⁶ og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn; ⁷ men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som Bytte. ⁸ Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget ⁹ Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir ¹⁰ alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan. ¹¹ Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål.

¹² Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne; ¹³ men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette Basan, man kalder Refaiterland.) ¹⁴ Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag. ¹⁵ Og Makir gav jeg Gilead; ¹⁶ og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden, Ammoniternes Grænse, ¹⁷ og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.

¹⁸ Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "Herren eders Gud har givet eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne ¹⁹ kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg) skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder ²⁰ indtil Herren bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de også får taget det Land i Besiddelse, som Herren eders Gud vil give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage til den Ejendom, jeg har givet eder!"

²¹ Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne set alt, hvad Herren eders Gud har gjort ved disse to Konger; således vil Herren også gøre ved alle de Riger, du drager over til. ²² Du skal ikke frygte for dem; thi Herren eders Gud vil selv kæmpe for eder!"

²³ Og dengang bad jeg således til Herren: ²⁴ "Herre, Herre! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden, der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du? ²⁵ Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!" ²⁶ Men Herren var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke, men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den Sag; ²⁷ men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede; ²⁸ men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje." ²⁹ Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor.

85 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Du var nådig, Herre, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, ³ tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela. ⁴ Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. ⁵ Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! ⁶ Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? ⁷ Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! ⁸ Lad os skue din Miskundhed, Herre, din Frelse give du os!

⁹ Jeg vil høre, hvad Gud Herren taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; ¹⁰ ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; ¹¹ Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; ¹² af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. ¹³ Derhos giver Herren Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; ¹⁴ Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.

31 Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste, som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger Herren. ² Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord. Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp. ³ Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd. Når Herren udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til Hobe.

⁴ Thi så sagde Herren til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den, skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers Herre ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj. ⁵ Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers Herre Jerusalem, skærmer og frier, skåner og redder. ⁶ Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt! ⁷ Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af Guld, eders Hænders syndige Værk. ⁸ Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd; ⁹ hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra Fanen. Så lyder det fra Herren, hvis Ild er i Zion, som har sin Ovn i Jerusalem.

1 Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine Tjenere, hvad der skal ske snart, og han sendte Bud ved sin Engel og fremstillede det i Billeder for sin Tjener Johannes, ² som har vidnet om Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd: Alt, hvad han har set. ³ Salig er den, som oplæser, og de, som høre Profetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.

⁴ Johannes til de syv Menigheder i Asien: Nåde være med eder og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Ånder, som ere foran hans Trone, ⁵ og fra Jesus Kristus, det troværdige Vidne, den førstefødte af de døde og Jordens Kongers Fyrste. Ham, som elsker os og har udløst os af vore Synder med sit Blod ⁶ og har gjort os til et Kongerige, til Præster for sin Gud og Fader: Ham være Æren og Magten i Evighedernes Evigheder! Amen.

⁷ Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de, som have gennemstunget ham, og alle Jordens Stammer skulle jamre ved hans Komme. Ja, Amen! ⁸ Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.

⁹ Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld. ¹⁰ Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høj Røst som af en Basun, der sagde: ¹¹ Hvad du ser, skriv det i en Bog, og send det til de syv Menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Filidelfia og til Laodikea. ¹² Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv Guldlysestager ¹³ og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte. ¹⁴ Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; ¹⁵ og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; ¹⁶ og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, når den skinner i sin Kraft. ¹⁷ Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han lagde sin højre Hånd på mig og sagde: ¹⁸ Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler. ¹⁹ Skriv derfor, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske herefter. ²⁰ Dette er de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min højre Hånd, og de syv Guldlysestager: de syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager ere syv Menigheder.