M’Cheyne Bible Reading Plan

1 Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab, ² elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til Kadesj Barnea. ³ I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad Herren havde pålagt ham angående dem, ⁴ efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei. ⁵ Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte følgende Lovudlægning:

⁶ Herren vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe nok opholdt eder ved Bjerget her; ⁷ bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den store Flod, Eufratfloden. ⁸ Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres Afkom efter dem."

⁹ Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære eder. ¹⁰ Herren eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange som Stjernerne på Himmelen; ¹¹ måtte kun Herren, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder; ¹² men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet med eder og eders Stridigheder? ¹³ Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!" ¹⁴ Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er godt!" ¹⁵ Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over eders Stammer. ¹⁶ Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt, når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham; ¹⁷ vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så skal jeg holde Forhør i dem!" ¹⁸ Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.

¹⁹ Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store, grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes Bjerge, således som Herren vor Gud havde pålagt os. Og vi kom til Kadesj Barnea. ²⁰ Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge, som Herren vor Gud vil give os. ²¹ Se, Herren din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op og tag det i Besiddelse, således som Herren, dine Fædres Gud, har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!" ²² Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!" ²³ Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver Stamme. ²⁴ De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen og udspejdede den; ²⁵ og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os, og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, Herren vor Gud vil give os!"

²⁶ Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod Herren eders Guds Befaling. ²⁷ I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte Herren os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå til Grunde! ²⁸ Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog Efterkommere af Anakiterne der!" ²⁹ Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for dem! ³⁰ Herren eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten ³¹ og i Ørkenen, hvor du så, at Herren din Gud bar dig, som en Mand bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede hertil!" ³² Men alligevel troede I ikke på Herren eders Gud, ³³ skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde gå, og om dagen i Skyen.

³⁴ Men da Herren hørte eders Ord, blev han vred og svor: ³⁵ "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre, ³⁶ undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist Herren fuld Lydighed!" ³⁷ Også på mig blev Herren vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind! ³⁸ Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje." ³⁹ Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse. ⁴⁰ I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i Retning af det røde Hav!"

⁴¹ Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod Herren! Vi vil drage op og kæmpe, som Herren vor Gud har befalet os!" Og alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op i Bjergene. ⁴² Men Herren sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender!" ⁴³ Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige mod Herrens Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene. ⁴⁴ Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma. ⁴⁵ Da I så kom tilbage, græd I for Herrens Åsyn; men Herren vilde ikke høre eder og låne eder Øre. ⁴⁶ Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.

81 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.

² Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, ³ istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; ⁴ stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! ⁵ Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; ⁶ han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

⁷ "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. ⁸ I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. ⁹ Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! ¹⁰ En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! ¹¹ Jeg, Herren, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! ¹² Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. ¹³ Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. ¹⁴ Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! ¹⁵ Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! ¹⁶ Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; ¹⁷ jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"

82 Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom ² "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela. ³ Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; ⁴ red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! ⁵ Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. ⁶ Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; ⁷ dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" ⁸ Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!

29 Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive føjet til år, lad Højtid følge på Højtid, ² da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da bliver du mig et Ariel, ³ jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og Bolværker rejser jeg mod dig. ⁴ Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra Støvet. ⁵ Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske: ⁶ hjemsøges skal du af Hærskarers Herre under Torden og Brag og vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue. ⁷ Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og trænger det; ⁸ som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de Folk, der angriber Zions Bjerg.

⁹ Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav uden Drik! ¹⁰ Thi Herren har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne). ¹¹ Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;" ¹² og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke læse."

¹³ Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud, ¹⁴ se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk; dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.

¹⁵ Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for Herren, hvis Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger Mærke til os?"

¹⁶ I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han fattes Forstand!" ¹⁷ Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. ¹⁸ På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se. ¹⁹ De ydmyge glædes end mere i Herren, de fattige jubler i Israels Hellige. ²⁰ Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt, ²¹ som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind. ²² Derfor, så siger Herren, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke; ²³ thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; ²⁴ de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære.

¹ Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed. ² Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel.

³ Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden. ⁴ Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden. ⁵ Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for femmede, ⁶ hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud værdigt. ⁷ Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at Hedningerne. ⁸ Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne blive Medarbejdere for Sandheden.

⁹ Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke. ¹⁰ Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør, idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed, tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden. ¹¹ Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud.

¹² Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv; også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.

¹³ Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen. ¹⁴ Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale sammen. ¹⁵ Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!