M’Cheyne Bible Reading Plan

30 ¹ Og Moses talte til Israeliterne, ganske som Herren havde pålagt Moses.

² Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes Stammer og sagde: Dette er, hvad Herren har påbudt: ³ Når en Mand aflægger et Løfte til Herren eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund.

⁴ Men når en Kvinde aflægger et Løfte til Herren og forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i sine unge År opholder sig i sin Faders Hus. ⁵ og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt. ⁶ Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved Magt, og Herren skal tilgive hende, fordi hendes Fader har forment hende det.

⁷ Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord, ⁸ og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt. ⁹ Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord, ugyldig, og Herren skal tilgive hende. ¹⁰ En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende. ¹¹ Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, ¹² og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt. ¹³ Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt, hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og Herren skal tilgive hende. ¹⁴ Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig. ¹⁵ Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag, stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre; ¹⁶ og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.

¹⁷ Det er de Anordninger, Herren gav Moses om Forholdet mellem Mand og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine unge År opholder sig i hans Hus.

74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? ² Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. ³ Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. ⁴ Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. ⁵ Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. ⁶ Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. ⁷ På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. ⁸ De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. ⁹ Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. ¹⁰ Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? ¹¹ Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

¹² Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. ¹³ Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; ¹⁴ du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; ¹⁵ Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; ¹⁶ din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, ¹⁷ du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

¹⁸ Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! ¹⁹ Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; ²⁰ se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. ²¹ Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! ²² Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, ²³ lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

22 Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger op på Tagene, ² du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig! ³ Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte, væbnet med Buer, blev fanget. ⁴ Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde! ⁵ Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren, Hærskarers Herre, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod Bjerget hørtes Skrig; ⁶ Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog Skjoldene ud; ⁷ og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige til Porten stod de. ⁸ Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets Rustkammer, ⁹ og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede Nedredammens Vand, ¹⁰ gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren stærk. ¹¹ I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til ham, som beredte det for længst. ¹² På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers Herre, til Gråd og Sorg, til Hovedragning og Sæk. ¹³ Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får, æder Kød og får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i Morgen dør vi!" ¹⁴ Men Hærskarers Herre åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger Herren, Hærskarers Herre, "får I ikke sonet, førend I dør!"

¹⁵ Så siger Herren, Hærskarers Herre: Gå hen og sig til denne Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna: ¹⁶ Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i Klippen! ¹⁷ Se, Herren slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte, ¹⁸ han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du Skændsel for din Herres Hus! ¹⁹ Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din Post. ²⁰ Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn, ²¹ og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus. ²² Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op, ²³ Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus. ²⁴ Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig på ham, Skud og Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne, ²⁵ så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, at Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås sønder. Thi Herren har talet!

3 Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind ² til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, ³ idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer ⁴ og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse." ⁵ Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, ⁶ hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. ⁷ Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. ⁸ Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. ¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.

¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, ¹² idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte. ¹³ Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor. ¹⁴ Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred, ¹⁵ og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder, ¹⁶ som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige Skrifter, til deres egen Undergang. ¹⁷ Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde fra eders egen Fasthed; ¹⁸ men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og Kundskab! Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens Dag!