M’Cheyne Bible Reading Plan

25 Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at bedrive Hor med de moabitiske Kvinder; ² og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket deraf og tilbad deres Guder. ³ Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede Herrens Vrede op mod Israel, ⁴ og Herren sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen og hæng dem op for Herren under åben Himmel, for at Herrens Vrede må vige fra Israel!" ⁵ Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"

⁶ Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. ⁷ Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd, ⁸ fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne. ⁹ Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.

¹⁰ Da talede Herren således til Moses: ¹¹ Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed. ¹² Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt! ¹³ Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede Israeliterne Soning."

¹⁴ Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus blandt Simeoniterne; ¹⁵ og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt Midjaniterne,

¹⁶ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁷ "Fald over Midjaniterne og slå dem; ¹⁸ thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter, deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for Peors Skyld."

68 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.

² Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, ³ som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. ⁴ Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. ⁵ Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! Herren er hans Navn, jubler for hans Åsyn, ⁶ faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, ⁷ Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.

⁸ Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, ⁹ ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. ¹⁰ Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; ¹¹ din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, ¹² Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: ¹³ "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. ¹⁴ Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. ¹⁵ Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." ¹⁶ Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; ¹⁷ Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor Herren også vil bo for evigt? ¹⁸ Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til Helligdommen. ¹⁹ Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Herre, o Gud.

²⁰ Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela. ²¹ En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er Udgange fra Døden. ²² Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. ²³ Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

²⁴ at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." ²⁵ Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! ²⁶ Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: ²⁷ "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" ²⁸ Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.

²⁹ Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! ³⁰ For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. ³¹ Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! ³² De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. ³³ I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng Herren; ³⁴ hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. ³⁵ Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, ³⁶ frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!

15 Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab. ² Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af, ³ på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de alle, opløst i Gråd. ⁴ Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde. ⁵ Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig; ⁶ Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet svinder, Grønt er der ikke. ⁷ Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over Vidjebækken. ⁸ Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim og Be'er-Elim; ⁹ thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.

3 Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel, ² når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. ³ Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og påhængte Guldsmykker eller Klædedragt, ⁴ men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. ⁵ Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd, ⁶ som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel. ⁷ Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres.

⁸ Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; ⁹ betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. ¹⁰ Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; ¹¹ han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den! ¹² Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."

¹³ Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode? ¹⁴ Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; ¹⁵ men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt, ¹⁶ idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som Ugerningsmænd. ¹⁷ Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør godt, end når man gør ondt. ¹⁸ Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden, ¹⁹ i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i Forvaring, ²⁰ som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte, Sjæle bleve frelste igennem Vand, ²¹ hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse, ²² han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.