M’Cheyne Bible Reading Plan

24 Men da Bileam så, at HerrenS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen ² og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Ånd over ham, ³ og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, ⁴ så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: ⁵ Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel! ⁶ Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, Herren har plantet, som Cedre ved Vandets Bred. ⁷ Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde. Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme. ⁸ Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder ⁹ Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!

¹⁰ Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange! ¹¹ Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har Herren unddraget dig den!" ¹² Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig: ¹³ Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod Herren og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad Herren siger, vil jeg sige! ¹⁴ Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage." ¹⁵ Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, ¹⁶ så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: ¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse. ¹⁸ Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde, Israel udfolder sin Magt, ¹⁹ og Jakob kuer sine Fjender.

²⁰ Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang! ²¹ Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget på Klippen. ²² Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort! ²³ Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud lader det ske! ²⁴ Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber men også han er viet til Undergang! ²⁵ Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også bort.

66 Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, ² lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, ³ sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, ⁴ al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela. ⁵ Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. ⁶ Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. ⁷ Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela. ⁸ I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, ⁹ han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! ¹⁰ Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; ¹¹ i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, ¹² lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

¹³ Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, ¹⁴ dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. ¹⁵ Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. ¹⁶ Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! ¹⁷ Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. ¹⁸ Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; ¹⁹ visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. ²⁰ Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

67 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.

² Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela - ³ for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. ⁴ Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; ⁵ Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela. ⁶ Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! ⁷ Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, ⁸ Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!

14 Thi Herren forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel. Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus. ² Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus skal i Herrens Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og herske over deres Bødler. ³ På den Dag Herren giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den hårde Trældom, der lagdes på dig,

⁴ skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog Bødlen stille, Tvangshuset tyst! ⁵ Herren har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp, ⁶ som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk med skånselsløs Tvang. ⁷ Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel; ⁸ selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit Fald kommer ingen op for at fælde os!" ⁹ Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op fra Tronen; ¹⁰ de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs som vi, du blev vor Lige!" ¹¹ Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme. ¹² Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet og kastet til Jorden, du Folkebetvinger! ¹³ Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i yderste Nord, ¹⁴ stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" - ¹⁵ ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen! ¹⁶ Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve, ¹⁷ ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?" ¹⁸ Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus, ¹⁹ men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et nedtrådt Ådsel. ²⁰ I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes. ²¹ Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder. ²² Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers Herre, og udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra Herren; ²³ jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers Herre.

²⁴ Hærskarers Herre har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: ²⁵ Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge, hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets Skuldre. ²⁶ Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd, som er udrakt mod alle Folk. ²⁷ Thi Hærskarers Herres Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte Hånd, hvo tvinger vel den tilbage? ²⁸ I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn: ²⁹ Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en flyvende Drage. ³⁰ På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel. ³¹ Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen. ³² Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At Herren har grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der.

2 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse, ² og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse, ³ om I da have smagt, at Herren er god. ⁴ Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, ⁵ og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. ⁶ Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme." ⁷ Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; ⁸ og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de også vare bestemte. ⁹ Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, ¹⁰ I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

¹¹ I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, ¹² så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.

¹³ Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste, ¹⁴ eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. ¹⁵ Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; ¹⁶ som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere. ¹⁷ Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!

¹⁸ I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. ¹⁹ Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt. ²⁰ Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud. ²¹ Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor, ²² han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund, ²³ han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, ²⁴ han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Sår I ere blevne lægte. ²⁵ Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.