M’Cheyne Bible Reading Plan

23 Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!" ² Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter. ³ Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om Herren mulig kommer mig i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så gik han op på en nøgen Klippetop. ⁴ Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert." ⁵ Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således til ham!" ⁶ Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger. ⁷ Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Isrrael!" ⁸ Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når Herren ej vreds! ⁹ Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til Hedningefolkene. ¹⁰ Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!

¹¹ Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem!" ¹² Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad Herren Iægger mig i Munden?" ¹³ Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det hele, og forband mig det så fra det Sted!" ¹⁴ Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert. ¹⁵ Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!" ¹⁶ Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således!" ¹⁷ Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har Herren sagt?" ¹⁸ Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors Søn! ¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det? ²⁰ Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! ²¹ Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; Herren dets Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det. ²² Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn. ²³ Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?" ²⁴ Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve! Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes Blod.

²⁵ Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt Fald ikke!" ²⁶ Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig, at alt, hvad Herren siger, det gør jeg!" ²⁷ Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det fra det Sted." ²⁸ Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over Ørkenen. ²⁹ Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!" ³⁰ Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter.

64 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; ³ skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. ⁴ der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen ⁵ for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. ⁶ Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" ⁷ De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.

⁸ Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; ⁹ han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;

¹⁰ alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; ¹¹ de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!

65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.

² Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; ³ alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. ⁴ Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. ⁵ Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.

⁶ Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, ⁷ du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, ⁸ du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, ⁹ så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

¹⁰ Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, ¹¹ du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. ¹² Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; ¹³ de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; ¹⁴ Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!

13 Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede: ² Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte! ³ Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte. ⁴ Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers Herre er ved at mønstre sin Krigshær. ⁵ De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, Herren og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden. ⁶ Jamrer, thi Herrens Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige. ⁷ Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter, ⁸ de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder. ⁹ Se, Herrens Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort. ¹⁰ Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke. ¹¹ Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod. ¹² En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld. ¹³ Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers Herres Harme på hans brændende Vredes Dag. ¹⁴ Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land. ¹⁵ Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet; ¹⁶ deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes. ¹⁷ Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget. ¹⁸ Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk. ¹⁹ Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. ²⁰ Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej; ²¹ men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer; ²² Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.

1 Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien, ² udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, ⁴ til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder, ⁵ I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er rede til at åbenbares i den sidste Tid, ⁶ i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser, ⁷ for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse, ⁸ ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og forherliget Glæde, ⁹ når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse. ¹⁰ Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del, ¹¹ idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd, som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi Lidelser og den derpå følgende Herlighed. ¹² Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder, de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i.

¹³ Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Åbenbarelse. ¹⁴ Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige Lyster i eders Vankundighed; ¹⁵ men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde hellige i al eders Vandel; ¹⁶ thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig." ¹⁷ Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders Udlændigheds Tid, ¹⁸ vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var overleveret eder fra Fædrene, ¹⁹ men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams, ²⁰ han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld, ²¹ der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.

²² Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet, ²³ genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, ved Guds levende og blivende Ord. ²⁴ Thi "alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af; ²⁵ men Herrens Ord bliver evindelig." Og dette er det Ord, som er forkyndt eder ved Evangeliet.