M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet, hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel og tog nogle af dem til Fange. ² Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!" ³ Og Herren hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd, hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man Stedet Navnet Horma.

⁴ Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt ⁵ og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller Vand, og vi er lede ved denne usle Føde." ⁶ Da sendte Herren Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så en Mængde af Israel døde. ⁷ Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale imod Herren og dig; gå i Forbøn hos Herren, at han tager Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket. ⁸ Da sagde Herren til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!" ⁹ Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt ham, beholdt Livet.

¹⁰ Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot; ¹¹ og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen østen for Moab. ¹² Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen. ¹³ Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod Amoriterne. ¹⁴ Derfor hedder det i Bogen om Herrens Krige: Vaheb i Sufa og Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt, ¹⁵ som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse. ¹⁶ Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, Herren havde for Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg give dem Vand!" ¹⁷ Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til dens Pris! ¹⁸ Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana; ¹⁹ fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot; ²⁰ fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som rager op over Ørkenen.

²¹ Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige: ²² "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene, vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land! ²³ Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel. ²⁴ Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved Ammoniternes Grænse; ²⁵ og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer. ²⁶ Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon. ²⁷ Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive bygget og grundfæstet, Sihons By! ²⁸ Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder. ²⁹ Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon, Amoriternes Konge. ³⁰ Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem øde til Nofa, som ligger ved Medeba. ³¹ Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land. ³² Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende Amoriter bort.

³³ Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved Edrei. ³⁴ Men Herren sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon." ³⁵ Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.

60 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, ² dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.

³ Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; ⁴ du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! ⁵ Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. ⁶ Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. ⁷ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

⁸ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; ⁹ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, ¹⁰ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." ¹¹ Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

¹² Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. ¹³ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. ¹⁴ Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

61 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.

² Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! ³ Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, ⁴ led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. ⁵ Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela. ⁶ Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

⁷ Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. ⁸ Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! ⁹ Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.

⁵ Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd. ⁶ Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden. ⁷ Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få. ⁸ Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe? ⁹ Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? ¹⁰ Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria ¹¹ mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?" ¹² Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral, ¹³ fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt; ¹⁴ min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb." ¹⁵ Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ! ¹⁶ Derfor sender Herren Hærskarers Herre, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild; ¹⁷ Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag; ¹⁸ hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres. ¹⁹ De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.

²⁰ På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til Herren, Israels Hellige, i Sandhed. ²¹ En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud. ²² Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem; ²³ thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers Herre, over al Jorden.

²⁴ Derfor, så siger Herren, Hærskarers Herre: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten! ²⁵ Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv. ²⁶ Så svinger Hærskarers Herre Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. ²⁷ På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme.

²⁸ Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive; ²⁹ de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr. ³⁰ Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! ³¹ Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods. ³² Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj - ³³ Se, Herren, Hærskarers Herre, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne. ³⁴ Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.

4 Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer? ² I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede; ³ I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster. ⁴ I, utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende. ⁵ Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde. ⁶ Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde." ⁷ Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder; ⁸ holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede! ⁹ Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse! ¹⁰ Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

¹¹ Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer. ¹² Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste?

¹³ Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde, ¹⁴ I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder; ¹⁵ i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint. ¹⁶ Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond. ¹⁷ Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd.