M’Cheyne Bible Reading Plan

20 Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet. ² Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron, ³ og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for Herrens Åsyn! ⁴ Hvorfor førte I Herrens Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg? ⁵ Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?" ⁶ Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste Herrens Herlighed sig for dem, ⁷ og Herren talede til Moses og sagde: ⁸ "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!" ⁹ Da tog Moses Staven fra dens Plads foran Herrens Åsyn, som han havde pålagt ham; ¹⁰ og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?" ¹¹ Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke. ¹² Men Herren sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!" ¹³ Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med Herren, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.

¹⁴ Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud: "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os, ¹⁵ hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre; ¹⁶ da råbte vi til Herren, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker. ¹⁷ Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit Land!" ¹⁸ Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!" ¹⁹ Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!" ²⁰ Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet. ²¹ Da Edom således formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.

²² Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor. ²³ Og Herren talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde: ²⁴ "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand. ²⁵ Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor; ²⁶ affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!" ²⁷ Da gjorde Moses som Herren bød, og de gik op på Bjerget Hor i hele Menighedens Påsyn; ²⁸ og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget, ²⁹ og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

58 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.

² Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? ³ Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. ⁴ Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. ⁵ Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre ⁶ og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. ⁷ Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, Herre; ⁸ lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. ⁹ Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. ¹⁰ Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

¹¹ Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; ¹² Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"

59 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.

² Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; ³ fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! ⁴ Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. ⁵ Uden at jeg har forbrudt mig, Herre, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! ⁶ Du er jo Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. ⁷ Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! ⁸ Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

⁹ Men du, o Herre, du ler ad dem, du spotter alle Folk, ¹⁰ dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; ¹¹ med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! ¹² Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, ¹³ giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; ¹⁴ udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. ¹⁵ Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, ¹⁶ vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

¹⁷ Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. ¹⁸ Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.

⁸ Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned; ⁹ alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed: ¹⁰ "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi får Cedre i Stedet!" ¹¹ Da rejser Herren dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op, ¹² Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ¹³ Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers Herre. ¹⁴ Da hugger Herren Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en eneste Dag. ¹⁵ Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale. ¹⁶ De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges. ¹⁷ Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ¹⁸ Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg. ¹⁹ Ved Hærskarers Herres Vrede står Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre. ²⁰ Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød, ²¹ Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

10 Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs ² for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres. ³ Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom? ⁴ Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

3 Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom. ² Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme. ³ Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme. ⁴ Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står. ⁵ Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand! ⁶ Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. ⁷ Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur; ⁸ men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift. ⁹ Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed. ¹⁰ Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så. ¹¹ Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld? ¹² Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.

¹³ Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! ¹⁴ Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden! ¹⁵ Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk; ¹⁶ thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel. ¹⁷ Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt. ¹⁸ Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.