M’Cheyne Bible Reading Plan

19 Herren talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: ² Dette er det Lovbud, Herren har kundgjort: Sig til Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der er uden Fejl og ikke har båret Åg. ³ Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn. ⁴ Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside. ⁵ Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod tillige med Skarnet skal opbrændes. ⁶ Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder. ⁷ Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren til Aften. ⁸ Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften. ⁹ Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er et Syndoffer. ¹⁰ Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning: ¹¹ Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være uren i syv Dage. ¹² Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren. ¹³ Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense for Synd, besmitter Herrens Bolig, og det Menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.

¹⁴ Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver, der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv Dage; ¹⁵ og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver urent. ¹⁶ Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage. ¹⁷ For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål. ¹⁸ Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker, der har været deri, og på den, der har rørt ved Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven. ¹⁹ Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren, når det bliver aften. ²⁰ Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet Herrens Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er uren. ²¹ Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved Renselsesvandet, skal være uren til Aften. ²² Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til Aften.

56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

² Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; ³ mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! ⁴ Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, ⁵ og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? ⁶ De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. ⁷ De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. ⁸ Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! ⁹ Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. ¹⁰ Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. ¹¹ Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. ¹² Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? ¹³ Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. ¹⁴ Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. ² Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. ³ Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; ⁴ han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. ⁵ Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! ⁷ Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

⁸ Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, ⁹ vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ¹⁰ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; ¹¹ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ¹² Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

8 Og Herren sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle og skriv derpå med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!, ² Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus Søn!" ³ Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn. Så sagde Herren til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov! ⁴ Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!"

⁵ Fremdeles sagde Herren til mig: ⁶ Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Bezin og Remaljas Søn, ⁷ se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder skal den gå, trænge ud over alle sine Diger, ⁸ styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når Immanuel! ⁹ I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes. ¹⁰ Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl, thi - Immanuel! ¹¹ Thi så sagde Herren til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej: ¹² Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! ¹³ Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig, han skal være eders Frygt, han skal være eders Rædsel. ¹⁴ Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere, ¹⁵ og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og bindes. ¹⁶ Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples Sind! ¹⁷ Jeg bier på Herren, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til ham står mit Håb: ¹⁸ Se, jeg og de Børn, Herren gav mig, er Varsler og Tegn i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions Bjerg. ¹⁹ Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? ²⁰ Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden Morgenrøde. ²¹ Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud. Vender han sig til det høje, ²² eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.

9 Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds. ² Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land. ³ Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles. ⁴ Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som på Midjans Dag; ⁵ ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov. ⁶ Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. ⁷ Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers Herres Nidkærhed gør det.

2 Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! ² Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, ³ og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: ⁴ ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? ⁵ Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? ⁶ Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? ⁷ Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?

⁸ Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; ⁹ men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. ¹⁰ Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. ¹¹ Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. ¹² Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. ¹³ Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.

¹⁴ Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? ¹⁵ Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, ¹⁶ og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? ¹⁷ Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. ¹⁸ Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. ¹⁹ Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve. ²⁰ Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? ²¹ Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret? ²² Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, ²³ og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven. ²⁴ I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. ²⁵ Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? ²⁶ Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger.