M’Cheyne Bible Reading Plan
17 Og Herren talede til Moses og sagde: 2 "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og skriv så hver enkelts Navn på hans Stav 3 og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for Fædrenehusene skal have een Stav. 4 Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor jeg åbenbarer mig for dig. 5 Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg kan blive fri for den." 6 Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem Stavene. 7 Derpå lagde Moses Stavene hen foran Herrens Åsyn i Vidnesbyrdets Telt.
8 Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud, var kommet i Blomst og bar modne Mandler. 9 Da tog Moses Stavene bort fra Herrens Åsyn og bar dem ud til Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav. 10 Men Herren sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!" 11 Og Moses gjorde som Herren havde pålagt ham; således gjorde han.
12 Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude med os, det er ude med os alle sammen! 13 Enhver, der kommer Herrens Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig omkomme alle sammen?"
18 Herren sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste. 2 Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste foran Vidnesbyrdets Telt; 3 og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt, hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø.. 4 De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen Lægmand må der komme eder nær. 5 Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede over Israelitterne. 6 Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet Herren til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 7 Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind deri, skal lide Døden.
8 Herren talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig gyldig Rettighed. 9 Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine Sønner. 10 På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må spise deraf; det skal være dig helligt. 11 Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf. 12 Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf, som de giver Herren, giver jeg dig. 13 De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de bringer Herren, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf. 14 Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig. 15 Af alt Kød, som de bringer til Herren, såvel af Mennesker som af Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du lade de førstefødte urene Dyr udløse. 16 Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel. 17 Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren; 18 men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre Kølle tilfalder det dig. 19 Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder Herren, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for Herrens Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.
20 Herren sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem; jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.
21 Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet. 22 Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for at de ikke skal pådrage sig Synd og dø; 23 kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke have blandt Israelitterne; 24 thi Tienden, Israelitterne yder Herren som Offerydelse, giver jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal have nogen Arvelod blandt Israelitterne.
25 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 26 Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, så skal I yde Herren en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden; 27 og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen. 28 Således skal også I yde Herren en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israelitterne, og denne Herrens Offerydelse skal I give Præsten Aron. 29 Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde Herrens Offerydelse, af alt det bedste deraf, som hans Helliggave. 30 Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra Tærskepladsen og Vinpersen. 31 I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet. 32 Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver og udsætte eder for at dø.
55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 17 Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. 18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23 Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!
7 Og det skete i de Dage da Akaz, Jotams Søn, Uzzijas Sønnesøn, var Konge i Juda, at Kong Rezin af Syrien og Remaljas Søn, kong Peka af Israel, drog op for at angribe Jerusalem, hvad de dog ikke var stærke nok til. 2 Da det meldtes Davids Hus, at Syrerne havde lejret sig i Efraim, skjalv hans og hans Folks Hjerte, som Skovens Træer skælver for Vinden. 3 Så sagde Herren til Esajas: "Med din Søn Sjearjasjub" skal du gå Akaz i Møde ved Enden af Øvredammens Vandledning ved Vejen til Blegepladsen 4 og sige til ham: Tag dig i Vare og hold dig i Ro! Frygt ikke og lad ikke dit Hjerte ængste sig for disse to rygende Brandstumper, for Rezins og Syriens og Remaljas Søns fnysende Vrede! 5 Fordi Syrien, Efraim og Remaljas Søn har lagt onde Råd op imod dig og siger: 6 Lad os drage op mod Juda og indjage det Skræk, lad os tilrive os det og gøre Tabeals Søn til Konge der! 7 derfor, så siger den Herre Herren: Det skal ikke lykkes; det skal ikke ske! 8 Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et Folk. 9 Og Efraims Hoved er Samaria, og Samarias Hoved er Remaljas Søn. Er I ikke troende, bliver I ikke boende." 10 Fremdeles sagde Herren til Akaz: 11 "Kræv dig et Tegn af Herren din Gud nede i Dødsriget eller oppe i Himmelen!" 12 Men Akaz svarede: "Jeg kræver intet, jeg frister ikke Herren." 13 Da sagde Esajas: "Hør nu, Davids Hus! Er det eder ikke nok at trætte Mennesker, siden I også trætter min Gud? 14 Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel". 15 Surmælk og Vildhonning skal være hans Føde, ved den Tid han ved at vrage det onde og vælge det gode; 16 thi før Drengen ved at vrage det onde og vælge det gode, skal Landet, for hvis to Konger du gruer, være folketomt. 17 Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren bringe Dage, hvis Lige ikke har været, siden Efraim rev sig løs fra Juda: Assyrerkongen!"
18 På hin Dag skal Herren fløjte ad Fluerne ved Udløbet af Ægyptens Strømme og ad Bierne i Assyrien; 19 og de skal komme og alle til Hobe kaste sig over Dalkløfter og Klipperevner, over hvert Tjørnekrat og hvert Vandingssted. 20 På hin Dag afrager Herren med en hinsides Floden lejet Ragekniv, Assyrerkongen, både Hovedhåret og Kroppens Hår; ja, selv Skægget skraber den af. 21 På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Får; 22 og på Grund af den megen Mælk, de giver, skal han spise Sur mælk; thi Surmælk og Vildhonning skal enhver, der er tilbage i Landet, spise. 23 På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted, hvor der nu er tusind Vinstokke, tusind Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og Tidsel; 24 med Pil og Bue kommer man der, thi hele Landet skal blive til Torn og Tidsel; 25 og alle de Bjerge, der nu dyrkes med Hakke, skal man holde sig fra af Frygt for Torn og Tidsel. Det bliver Overdrev for Okser og trædes ned af Får.
1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.
2 Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, 3 vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; 4 men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. 5 Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. 6 Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. 7 Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her ren, 8 en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
9 Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, 10 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst. 11 Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.
12 Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham. 13 Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; 14 men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring; 15 derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død. 16 Farer ikke vild, mine elskede Brødre! 17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. 18 Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
19 I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; 20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. 21 Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle. 22 Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. 23 Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; 24 thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var. 25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
26 Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. 27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.