M’Cheyne Bible Reading Plan

16 Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde Oprør. ² De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd, Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete Mænd. ³ Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver og en, og Herren er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder over Herrens Forsamling?" ⁴ Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt. ⁵ Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent til i Morgen, så vil Herren give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig. ⁶ Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine Tilhængere, ⁷ og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for Herrens Åsyn, så skal den, Herren udvælger, være den, som er hellig; lad det nu være nok, I Levisønner!" ⁸ Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner! ⁹ Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved Herrens Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden? ¹⁰ Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner, Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden! ¹¹ Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen mod Herren, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"

¹² Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de sagde: "Vi kommer ikke! ¹³ Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os! ¹⁴ Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!" ¹⁵ Da harmedes Moses højlig og sagde til Herren: "Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"

¹⁶ Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for Herrens Åsyn sammen med Aron; ¹⁷ og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme Røgelse på og frembære sin Pande for Herrens Åsyn, 25O Pander, du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!" ¹⁸ Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron; ¹⁹ og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom Herrens Herlighed til Syne for hele Menigheden, ²⁰ og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ²¹ "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!" ²² Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?" ²³ Da talede Herren til Moses og sagde: ²⁴ "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!"

²⁵ Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste, ²⁶ og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!" ²⁷ Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små. ²⁸ Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at Herren har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed: ²⁹ Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har Herren ikke sendt mig; ³⁰ men hvis Herren lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet Herren!" ³¹ Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem, ³² og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede; ³³ og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen. ³⁴ Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!" ³⁵ Og Ild for ud fra Herren og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.

³⁶ Da talede Herren til Moses og sagde: ³⁷ "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige ³⁸ er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk på Alteret, thi de frembar dem for Herrens Åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn." ³⁹ Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret ⁴⁰ som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen, som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre Røgelse for Herrens Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora og hans Tilhængere, således som Herren havde sagt ham ved Moses.

⁴¹ Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron og sagde: "Det er eder, der har, dræbt Herrens Folk!" ⁴² Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og Herrens Herlighed kom til Syne. ⁴³ Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet, ⁴⁴ og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ⁴⁵ "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre dem!" Da faldt de på deres Ansigt, ⁴⁶ og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf den Soning, thi Vreden er brudt frem fra Herren, Plagen har allerede taget fat!" ⁴⁷ Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning. ⁴⁸ Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen op. ⁴⁹ Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras Skyld. ⁵⁰ Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.

52 Til Sangmesteren. En Maskil af David, ² da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.

³ Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? ⁴ Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, ⁵ du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. ⁶ Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

⁷ Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. ⁸ De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: ⁹ "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

¹⁰ Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. ¹¹ Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

53 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.

² Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. ³ Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. ⁴ Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.

⁵ Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? ⁶ Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

⁷ Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, ² da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."

³ Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, ⁴ hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! ⁵ Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

⁶ Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! ⁷ Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! ⁸ Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; ⁹ thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

6 I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. ² Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; ³ og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed!" ⁴ Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.

⁵ Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers Herre!" ⁶ Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret; ⁷ det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!" ⁸ Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!" ⁹ Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! ¹⁰ Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

¹¹ Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!" ¹² Og Herren vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet; ¹³ og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.

13 Broderkærligheden blive ved! ² Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster. ³ Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide ilde, som de, der også selv ere i et Legeme. ⁴ Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme. ⁵ Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have; thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig," ⁶ så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"

⁷ Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres Tro! ⁸ Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid. ⁹ Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser; thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft. ¹⁰ Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke have Ret til at spise. ¹¹ Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren. ¹² Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige Folket ved sit eget Blod. ¹³ Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans Forsmædelse; ¹⁴ thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende. ¹⁵ Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. ¹⁶ Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag.

¹⁷ Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke gavnligt. ¹⁸ Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting. ¹⁹ Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg desto snarere kan gives eder igen.

²⁰ Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod, ²¹ han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder: Amen. ²² Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord; thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed. ²³ Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg se eder, dersom han snart kommer. ²⁴ Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien hilse eder. ²⁵ Nåden være med eder alle!