M’Cheyne Bible Reading Plan

15 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i, ³ og I vil ofre Herren et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede Herren en liflig Duft, ⁴ så skal den, der bringer Herren sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie ⁵ desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer. ⁶ Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie; ⁷ desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for Herren. ⁸ Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til Herren, ⁹ skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie; ¹⁰ desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. ¹¹ Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged; ¹² således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer. ¹³ Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. ¹⁴ Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren, skal han gøre på samme Måde som I selv. ¹⁵ Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens Åsyn; ¹⁶ samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.

¹⁷ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁸ Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til, ¹⁹ og spiser af Landets Brød, skal I yde Herren en Offerydelse. ²⁰ Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den. ²¹ Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Herren en Offerydelse, Slægt efter Slægt.

²² Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, Herren har kundgjort Moses, ²³ noget af alt det, Herren har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag Herren udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt, ²⁴ så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for Herren med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer. ²⁵ Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til Herren og desuden deres Syndoffer for Herrens Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare. ²⁶ Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare.

²⁷ Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer. ²⁸ Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for Herrens Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse. ²⁹ For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare.

³⁰ Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk. ³¹ Thi han har ringeagtet Herrens Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

³² Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat. ³³ De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden, ³⁴ og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham. ³⁵ Da sagde Herren til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren! ³⁶ Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som Herren havde pålagt Moses.

³⁷ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ³⁸ Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor. ³⁹ Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle Herrens Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen ⁴⁰ for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud. ⁴¹ Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren eders Gud!

51 Til Sangmesteren. En Salme af David, ² dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.

³ Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, ⁴ tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! ⁵ Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. ⁶ Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. ⁷ Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. ⁸ Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. ⁹ Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; ¹⁰ mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; ¹¹ skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; ¹² skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; ¹³ kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; ¹⁴ glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! ¹⁵ Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. ¹⁶ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; ¹⁷ Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.

¹⁸ Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. ¹⁹ Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

²⁰ Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! ²¹ Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

5 Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj. ² Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle. ³ Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og min Vingård! ⁴ Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle? ⁵ Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård: Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den trampes ned! ⁶ Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke at sende den Regn. ⁷ Thi Hærskarers Herres Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!

⁸ Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje. ⁹ Det lyder i mine Ører fra Hærskarers Herre: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo; ¹⁰ thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa. ¹¹ Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin! ¹² Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke Herrens Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk. ¹³ Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst. ¹⁴ Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng. ¹⁵ Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned; ¹⁶ men Hærskarers Herre ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd. ¹⁷ Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter. ¹⁸ Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb, ¹⁹ som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!" ²⁰ Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! ²¹ Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker! ²² Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke, ²³ som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har. ²⁴ Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen, så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv; thi om Hærskarers HerreRs Lov lod de hånt og ringeagted Israels Helliges Ord.

²⁵ Så blusser da Herrens Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ²⁶ For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let. ²⁷ Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke op; ²⁸ hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind. ²⁹ Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.

³⁰ Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.

12 Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, ² idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone. ³ Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,

⁴ Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, ⁵ og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham; ⁶ thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af." ⁷ Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? ⁸ Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. ⁹ Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? ¹⁰ thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. ¹¹ Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

¹² Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, ¹³ og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. ¹⁴ Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren; ¹⁵ og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; ¹⁶ at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. ¹⁷ Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.

¹⁸ I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr, ¹⁹ og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. ²⁰ Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes". ²¹ Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver." ²² Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare ²³ og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder ²⁴ og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel. ²⁵ Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene, ²⁶ han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen." ²⁷ Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive. ²⁸ Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt. ²⁹ Thi vor Gud er en fortærende Ild.