M’Cheyne Bible Reading Plan

14 Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem. ² Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen! ³ Hvorfor fører Herren os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?" ⁴ Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!" ⁵ Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling. ⁶ Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder ⁷ og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land. ⁸ Hvis Herren har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning. ⁹ Gør kun ikke Oprør imod Herren og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!" ¹⁰ Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom Herrens Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet.

¹¹ Og Herren sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det? ¹² Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!" ¹³ Men Moses sagde til Herren: "Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem; ¹⁴ og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, thi du, Herre, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte. ¹⁵ Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige: ¹⁶ Fordi Herren ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen. ¹⁷ Derfor, Herre, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde: ¹⁸ Herren er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led. ¹⁹ Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!"

²⁰ Da sagde Herren: "Jeg tilgiver dem på din Bøn. ²¹ Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af Herrens Herlighed: ²² Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst, ²³ ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; ²⁴ kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed. ²⁵ Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"

²⁶ Fremdeles talede Herren til Moses og Aron og sagde: ²⁷ "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig. ²⁸ Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra Herren, som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder! ²⁹ I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig. ³⁰ Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn. ³¹ Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget, ³² men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her, ³³ og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen. ³⁴ Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle. ³⁵ Jeg Herren har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"

³⁶ Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet, ³⁷ de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for Herrens Åsyn: ³⁸ kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

³⁹ Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg; ⁴⁰ og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det Sted, Herren har talet om, thi vi, har syndet." ⁴¹ Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde Herrens Bud? Det vil ikke gå godt! ⁴² Drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender! ⁴³ Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra Herren, og Herren er ikke med eder!" ⁴⁴ Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men Herrens Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren. ⁴⁵ Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.

50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; ² fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans ³ vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; ⁴ han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: ⁵ "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" ⁶ Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

⁷ Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! ⁸ Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; ⁹ jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; ¹⁰ thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; ¹¹ jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. ¹² Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! ¹³ Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? ¹⁴ Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. ¹⁵ Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

¹⁶ Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, ¹⁷ når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? ¹⁸ Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, ¹⁹ slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. ²⁰ Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; ²¹ det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. ²² Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. ²³ Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

3 Thi se, Herren, Hærskarers Herre, fratager Jerusalem og Juda støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand: ² Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste, ³ Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og den, der er kyndig i Trolddom. ⁴ Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over dem. ⁵ I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand. ⁶ Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger: "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette faldefærdige Rige stå!" ⁷ så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets Overhoved!" ⁸ Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og Gerning er mod Herren i Trods mod hans Herligheds Øjne. ⁹ Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde. ¹⁰ Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt skal de nyde; ¹¹ ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har gjort. ¹² Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom.

¹³ Til Rettergang er Herren trådt frem, han tår og vil dømme sit Folk. ¹⁴ Herren møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til Huse. ¹⁵ Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre.

¹⁶ Herren siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med raslende Ankelkæder - ¹⁷ gør Herren issen skaldet på Zions Døtre og blotter deres Tindingers Lokker. ¹⁸ På hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebånd, Halvmåner, ¹⁹ Perler, Armbånd, Flor, ²⁰ Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser, Trylleringe, ²¹ Fingerringe,Næseringe, ²² Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker, ²³ Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør. ²⁴ For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for Skønhedsmærke Brændemærke.

²⁵ Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid. ²⁶ Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på Jorden. 4 ¹ Syv Kvinder skal på hin Dag gribe fat i een Mand og sige: "Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi må bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!"

² På hin Dag Bliver Herrens spire til Fryd og Ære og Landets Frugt til Stolthed og Smykke for de undslupne i Israel. ³ Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til Livet i Jerusalem, ⁴ når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd. ⁵ Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække ⁶ og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og Skjul mod Skybrud og Regn.

11 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses. ² Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd. ³ Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til. ⁴ Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død. ⁵ Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud. ⁶ Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham. ⁷ Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden ifølge Tro. ⁸ Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. ⁹ Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; ¹⁰ thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud. ¹¹ Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. ¹² Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. ¹³ I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden. ¹⁴ De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland. ¹⁵ Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage; ¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad. ¹⁷ Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne, ¹⁸ til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; " ¹⁹ thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage. ²⁰ Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting. ²¹ Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav. ²² Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben. ²³ Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling. ²⁴ Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter ²⁵ og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd, ²⁶ idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen. ²⁷ Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud. ²⁸ Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem. ²⁹ Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå. ³⁰ Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage. ³¹ Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred. ³² Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne, ³³ som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund, ³⁴ slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at vige. ³⁵ Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en bedre Opstandelse. ³⁶ Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel; ³⁷ de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede ³⁸ (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter. ³⁹ Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede ikke Forjættelsen, ⁴⁰ efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os.