M’Cheyne Bible Reading Plan

12 Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde - ² og sagde: "Har Herren kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?" Og Herren hørte det. ³ Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske på Jorden.

⁴ Da sagde Herren i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud. ⁵ Men Herren steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud. ⁶ Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme. ⁷ Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus; ⁸ med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder, han skuer Herrens Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?" ⁹ Og Herrens Vrede blussede op imod dem, og han gik bort. ¹⁰ Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk. ¹¹ Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik! ¹² Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!" ¹³ Moses råbte da til Herren og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!" ¹⁴ Og Herren svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun atter optages." ¹⁵ Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget. ¹⁶ Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.

13 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!" ³ Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på Herrens Bud, Mænd, der allevar Overhovederfor Israeliterne. ⁴ Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn, ⁵ af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn, ⁶ af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn, ⁷ af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn, ⁸ af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn, ⁹ af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn, ¹⁰ af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn, ¹¹ af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn, ¹² af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn, ¹³ af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn, ¹⁴ af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn, ¹⁵ af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn. ¹⁶ Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.

¹⁷ Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land. Og han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i Bjergene ¹⁸ og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt eller svagt, fåtalligt eller talrigt, ¹⁹ om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor i, er Teltlejre eller Fæstninger, ²⁰ og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.

²¹ Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til Rehob, Egnen hen imod Hamat. ²² Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var grundlagt syv År før Zoan i Ægypten. ²³ Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase, som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede nogle Granatæbler og Figener. ²⁴ Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den Drueklase, Israeliterne der skar af.

²⁵ Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have undersøgt Landet; ²⁶ og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele Menigheden og viste dem Landets Frugt. ²⁷ De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er Flugt derfra; ²⁸ men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der. ²⁹ Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan." ³⁰ Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan sikkert tage det!" ³¹ Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!" ³² Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de Folk, vi så der, var kæmpestore. ³³ Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som Græshopper!"

49 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, ³ både høj og lav, både rig og fattig! ⁴ Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; ⁵ jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

⁶ Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, ⁷ de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? ⁸ Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum ⁹ - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live ¹⁰ og aldrig få Graven at se; ¹¹ nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, ¹² deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. ¹³ Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. ¹⁴ Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. ¹⁵ I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. ¹⁶ Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. ¹⁷ Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; ¹⁸ thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. ¹⁹ Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" ²⁰ han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. ²¹ Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

2 Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:

² Det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme ³ og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, Herrens Ord:" ⁴ Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. ⁵ Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i Herrens Lys!

⁶ Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. ⁷ Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; ⁸ deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.

⁹ Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed! ¹¹ Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj på hin Dag. ¹² Thi en Dag har Hærskarers Herre mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, ¹³ med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, ¹⁴ mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, ¹⁵ mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, ¹⁶ mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. ¹⁷ Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og Herren alene være høj på hin Dag. ¹⁸ Afguderne skal helt forsvinde. ¹⁹ Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. ²⁰ På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus ²¹ for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. ²² Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?

10 Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. ² Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een Gang vare rensede? ³ Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder. ⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; ⁶ Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. ⁷ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie." ⁸ Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse frembæres dog efter Loven), ⁹ så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet. ¹⁰ Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle. ¹¹ Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. ¹² Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Hånd, ¹³ idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. ¹⁴ Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. ¹⁵ Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: ¹⁶ "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, ¹⁷ og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme." ¹⁸ Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

¹⁹ Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, ²⁰ som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, ²¹ og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: ²² så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; ²³ lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; ²⁴ og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger ²⁵ og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

²⁶ Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, ²⁷ men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. ²⁸ Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to eller tre Vidners Udsagn; ²⁹ hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd? ³⁰ Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit Folk." ³¹ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

³² Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, ³³ idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår. ³⁴ Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. ³⁵ Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; ³⁶ thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen. ³⁷ Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. ³⁸ Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham." ³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse,