M’Cheyne Bible Reading Plan

11 Men Folket knurrede højlydt for Herren over deres usle Kår; og da Herren hørte det, blussede hans Vrede op, og Herrens Ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren. ² Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos Herren. Så dæmpedes Ilden. ³ Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi Herrens Ild brød løs iblandt dem.

⁴ Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde vi dog få Kød at spise! ⁵ Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne, ⁶ og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna." ⁷ Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium. ⁸ Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie. ⁹ Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den.

¹⁰ Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede Herrens Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's Mishag. ¹¹ Da sagde Moses til Herren: "Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig? ¹² Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn? ¹³ Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise? ¹⁴ Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt. ¹⁵ Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!"

¹⁶ Herren svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der. ¹⁷ Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den. ¹⁸ Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for Herren og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil Herren give eder kød at spise; ¹⁹ og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det, ²⁰ men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet Herren, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!" ²¹ Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned! ²² Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?" ²³ Herren svarede Moses: "Er Herrens Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

²⁴ Da gik Moses ud og kundgjorde Folket Herrens Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet. ²⁵ Så steg Herren ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem. ²⁶ Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren. ²⁷ Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren." ²⁸ Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!" ²⁹ Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt Herrens Folk var Profeter, gid Herren vilde lade sin Ånd komme over dem!" ³⁰ Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

³¹ Da rejste der sig på Herrens Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden. ³² Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren. ³³ Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede Herrens Vrede op imod Folket, og Herren lod en meget hård Straf ramme Folket. ³⁴ Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk jordet. ³⁵ Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.

48 En Sang. En Salme af Koras Sønner.

² Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. ³ Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. ⁴ Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. ⁵ Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; ⁶ de så og tav på Stedet, flyed i Angst, ⁷ af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. ⁸ Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

⁹ Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers Herres By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. ¹⁰ I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; ¹¹ som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, ¹² Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. ¹³ Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, ¹⁴ læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der ¹⁵ kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.

1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.

² Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi Herren taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. ³ En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

⁴ Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede Herren, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. ⁵ Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; ⁶ fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. ⁷ Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. ⁸ Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. ⁹ Havde ikke Hærskarers Herre levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

¹⁰ Lån Øre til Herrens Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! ¹¹ Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger Herren;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? ¹³ Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. ¹⁴ Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. ¹⁵ Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; ¹⁶ tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, ¹⁷ lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

¹⁸ Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. ¹⁹ Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; ²⁰ står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi Herrens Mund har talt.

²¹ At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. ²² Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. ²³ Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. ²⁴ Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! ²⁵ Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. ²⁶ Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. ²⁷ Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. ²⁸ Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo Herren svigter, forgår.

²⁹ Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; ³⁰ thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

9 Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom. ² Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige. ³ Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste, ⁴ som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, ⁵ men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. ⁶ Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten; ⁷ men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, ⁸ hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står, ⁹ hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, ¹⁰ men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid.

¹¹ Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, ¹² og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. ¹³ Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed: ¹⁴ hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

¹⁵ Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse. ¹⁶ Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres. ¹⁷ Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever. ¹⁸ Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod ¹⁹ Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han sagde: ²⁰ "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder." ²¹ Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet. ²² Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse.

²³ Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse. ²⁴ Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os; ²⁵ ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed Blod; ²⁶ ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer. ²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom, ²⁸ således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som foruente ham til Frelse.