M’Cheyne Bible Reading Plan

9 Herren talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten: ² Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid, ³ på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den! ⁴ Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken; ⁵ og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som Herren havde pålagt Moses, således gjorde Israeliterne.

⁶ Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den Dag frem for Moses og Aron ⁷ og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal det da være os forment at frembære Herrens Offergave til den fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?" ⁸ Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad Herren påbyder angående eder!"

⁹ Da talede Herren til Moses og sagde: ¹⁰ Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang Rejse, skal han alligevel holde Påske for Herren; ¹¹ den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet. ¹² De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den. ¹³ Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han ikke har frembåret Herrens Offergave til den fastsatte Tid. Den Mand skal undgælde for sin Synd. ¹⁴ Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for Herren, skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den fremmede og for den indfødte.

¹⁵ Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det holdt sig til om Morgenen. ¹⁶ Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om Natten Ildskæret. ¹⁷ Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr. ¹⁸ På Herrens Bud brød Israeliterne op, og på Herrens Bud gik de i Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i Lejr; ¹⁹ når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne sig efter, hvad Herren havde foreskrevet dem, og brød ikke op. ²⁰ Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik de i Lejr på Herrens Bud og brød op på Herrens Bud. ²¹ Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op. ²² Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den løftede sig, brød de op. ²³ På Herrens Bud gik de i Lejr, og på Herrens Bud brød de op; de rettede sig efter, hvad Herren havde foreskrevet dem, efter Herrens Bud ved Moses.

45 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af Koras Sønner. En Maskil. En Sang om Kærlighed.

² Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.

³ Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt. ⁴ Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt, ⁵ Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din høj re lære dig frygtelige Ting! ⁶ Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet. ⁷ Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav. ⁸ Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller, ⁹ af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller, ¹⁰ Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofrguldets Skrud ved din højre.

¹¹ Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus, ¹² at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre. ¹³ Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest. ¹⁴ Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld; ¹⁵ fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen. ¹⁶ De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

¹⁷ Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! ¹⁸ Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.

7 Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk, ² dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer; ³ dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger, ⁴ din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod Damaskus, ⁵ Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet. ⁶ Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde! ⁷ Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser. ⁸ Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft, ⁹ din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.

¹⁰ Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå. ¹¹ Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over; ¹² Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min Kærlighed. ¹³ Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.

7 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham, ² hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems Konge, det er: Freds Konge, ³ uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han forbliver Præst for bestandig.

⁴ Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet. ⁵ Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd; ⁶ men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne. ⁷ Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere. ⁸ Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever. ⁹ Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende; ¹⁰ thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde.

¹¹ Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis? ¹² Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed også en Omskiftelse af Loven. ¹³ Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare på Alteret. ¹⁴ thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster. ¹⁵ Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med Melkisedek opstår en anden Slags Præst, ¹⁶ som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft. ¹⁷ Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis." ¹⁸ Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var svagt og unyttigt ¹⁹ (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud. ²⁰ Og så vist som det ikke er sket uden Ed, ²¹ (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid"): ²² så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt. ²³ Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; ²⁴ men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, ²⁵ hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

²⁶ Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene; ²⁷ en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv. ²⁸ Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid: