M’Cheyne Bible Reading Plan

8 Og Herren talede til Moses og sagde: ² Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen foran Lysestagen! ³ Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte ud mod Pladsen foran Lysestagen, som Herren havde pålagt Moses. ⁴ Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, Herren havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.

⁵ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ⁶ Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem! ⁷ Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte deres klæder og rense sig. ⁸ Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til Syndoffer. ⁹ Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele Israelitternes Menighed sammen. ¹⁰ Når du så har ladet Leviterne træde frem for Herrens Åsyn, skal Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne. ¹¹ Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for Herrens Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre Herrens Arbejde. ¹² Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer til Herren for at skaffe Leviterne Soning. ¹³ Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og udføre Svingningen med dem for Herren. ¹⁴ Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at Leviterne kommer til at tilhøre mig. ¹⁵ Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre Svingningen med dem, ¹⁶ thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom. ¹⁷ Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom. ¹⁸ Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos Israeliterne ¹⁹ og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig Helligdommen.

²⁰ Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således med Leviterne; ganske som Herren havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem. ²¹ Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og Aron udførte Svingningen med dem for Herrens Åsyn, og Aron skaffede dem Soning, så de blev rene. ²² Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som Herren havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de med dem.

²³ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ²⁴ Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. ²⁵ Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre Tjeneste og ikke arbejde mere; ²⁶ de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at varetage.

44 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.

² Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd; ³ Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig; ⁴ thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær. ⁵ Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr. ⁶ Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn; ⁷ thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr; ⁸ men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme. ⁹ Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.

¹⁰ Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære; ¹¹ du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte; ¹² du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene, ¹³ dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget. ¹⁴ Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander, ¹⁵ du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os. ¹⁶ Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn ¹⁷ for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

¹⁸ Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt! ¹⁹ Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej. ²⁰ Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke. ²¹ Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud, ²² vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom ²³ nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg! ²⁴ Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse! ²⁵ Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel? ²⁶ Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. ²⁷ Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!

6 Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

² Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. ³ Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

⁴ Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. ⁵ Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead. ⁶ dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; ⁷ din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

⁸ Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. ⁹ Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

¹⁰ Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

¹¹ Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. ¹² Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne. ¹³ Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"

6 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, ² med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. ³ Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. ⁴ Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse ⁶ da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud; ⁸ men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

⁹ Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, ¹² for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: ¹⁴ "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." ¹⁵ Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. ¹⁷ Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, ¹⁸ for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, ¹⁹ hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, ²⁰ hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.