M’Cheyne Bible Reading Plan

6 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til Herren, ³ skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer; ⁴ så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud. ⁵ Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til Herren, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit. ⁶ Hele den Tid han har indviet sig til Herren, må han ikke komme Lig nær; ⁷ selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør, må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds indvielse på sit Hoved. ⁸ Så længe hans Indvielse varer, er han helliget Herren. ⁹ Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal han rage det; ¹⁰ og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang. ¹¹ Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved ¹² og atter indvie sig til Herren for lige så lang Tid, som han før havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer; den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over sit indviede Hoved.

¹³ Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang ¹⁴ og som Offergave bringe Herren et årgammelt, lydefrit Væderlam til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og en lydefri Væder til Takoffer, ¹⁵ en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre. ¹⁶ Så skal Præsten bringe det for Herrens Åsyn og ofre hans Syndoffer og Brændoffer, ¹⁷ og Væderen skal han ofre som Takoffer til Herren tillige med de usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer og Drikofer. ¹⁸ Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i Ilden under Takofferet. ¹⁹ Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår. ²⁰ Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for Herrens Åsyn; det tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin. ²¹ Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans Offergave til Herren i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger, skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov. ²² Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ²³ Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner Israeliterne, skal I sige til dem: ²⁴ Herren velsigne dig og bevare dig, ²⁵ Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig, ²⁶ Herren løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred! ²⁷ Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil velsigne dem.

40 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

² Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. ³ Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, ⁴ en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. ⁵ Salig den Mand, der sætter sin Lid til Herren, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. ⁶ Mange Undere gjorde du, Herre min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

⁷ Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. ⁸ Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; ⁹ at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." ¹⁰ I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; Herre, du ved det. ¹¹ Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. ¹² Du, Herre, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

¹³ Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. ¹⁴ Du værdiges, Herre, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp. ¹⁵ Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; ¹⁶ Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! ¹⁷ Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Herren er stor!" ¹⁸ Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

41 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på Ulykkens Dag; ³ Herren vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. ⁴ På Sottesengen står Herren ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

⁵ Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! ⁶ Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" ⁷ Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. ⁸ Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: ⁹ "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" ¹⁰ Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. ¹¹ Men du, o Herre, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. ¹² Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. ¹³ Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

¹⁴ Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

4 Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead, ² dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; ³ som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør; ⁴ din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde; ⁵ dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser blandt Liljer. ⁶ Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til Myrrabjerget og Vellugtshøjen. ⁷ Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.

⁸ Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler, fra Panteres Bjerge!

⁹ Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder. ¹⁰ Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt! ¹¹ Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.

¹² Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl. ¹³ Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer, ¹⁴ Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam. ¹⁵ Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra Libanon. ¹⁶ Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt!

4 Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. ² Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. ³ Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. ⁴ Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger." ⁵ Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile." ⁶ Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: ⁷ så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!" ⁸ Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. ⁹ Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. ¹⁰ Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

¹¹ Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på. ¹² Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd, Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd. ¹³ Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

¹⁴ Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! ¹⁵ Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. ¹⁶ Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.