M’Cheyne Bible Reading Plan
3 Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid Herren talede på Sinaj Bjerg. 2 Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte, Abihu, Eleazar og Itamar; 3 det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som indsattes til Præstetjeneste. 4 Men Nadab og Abihu døde for Herrens Åsyn, da de frembar fremmed Ild for Herrens Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest: for deres Fader Arons Åsyn.
5 Herren talede til Moses og sagde: 6 Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron, for at de kan gå ham til Hånde. 7 De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved Boligen, 8 og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på, hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet ved Boligen. 9 Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham overgivet som Gave fra Israeliterne. 10 Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal lide Døden.
11 Herren talede til Moses og sagde: 12 Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom; 13 thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, både af Mennesker og Dyr; mig Herren skal de tilhøre.
14 Herren talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde: 15 Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du mønstre. 16 Da mønstrede Moses dem på Herrens Bud, som der var ham pålagt.
17 Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og Merari. 18 Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter: Libni og Sjimi; 19 Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel; 20 Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.
21 Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det var Gersoniternes Slægter. 22 De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500. 23 Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod Vest. 24 Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn. 25 Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for Åbenbaringsteltets Indgang, 26 Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.
27 Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter. 28 De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der var at varetage ved Helligdommen. 29 Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside. 30 Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan, Uzziels Søn. 31 De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene, Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget med dertil hørende Arbejde. 32 Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn, som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at varetage ved Helligdommen.
33 Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det var Meraris Slægter. 34 De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og opefter blev optalt, udgjorde 6200. 35 Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside. 36 Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt det dertil hørende Arbejde, 37 Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb.
38 Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden. 39 De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på Herrens Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og opefter, udgjorde i alt 22 000.
40 Herren sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage Tallet på deres Navne. 41 Så skal du udtage Leviterne til mig Herren i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg. 42 Og Moses mønstrede, som Herren havde pålagt ham, alle Israelitternes førstefødte; 43 og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt 22 273. 44 Derpå talede Herren til Moses og sagde: 45 Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at Leviterne kommer til at tilhøre mig Herren. 46 Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes førstefødte overstiger Leviternes Antal, 47 skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal du tage dem, tyve Gera på en Sekel; 48 og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de overskydende. 49 Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var udløst ved Leviterne; 50 af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter hellig Vægt. 51 Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter Herrens Bud, som Herren havde pålagt Moses.
37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! 2 Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. 3 Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, 4 da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. 5 Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind 6 og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. 7 Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. 8 Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. 9 Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. 10 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. 11 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. 12 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; 13 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. 14 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; 15 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. 16 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; 17 thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige; 18 Herren kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; 19 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. 20 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er Herrens Fjender, de svinder, de svinder som Røg. 21 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; 22 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. 23 Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; 24 om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. 25 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; 26 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. 27 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; 28 thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; 29 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. 30 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; 31 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. 32 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, 33 men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. 34 Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. 35 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder 36 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. 37 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; 38 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. 39 De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; 40 Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
1 Salomos Højsang 2 Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin. 3 Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær. 4 Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.
5 Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng. 6 Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.
7 Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?
8 Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.
9 Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde. 10 Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne. 11 Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.
12 Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords; 13 min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst, 14 min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
15 Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!
16 Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt, 17 vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!
1 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, 2 hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden; 3 han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje, 4 idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn"? 6 Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham". 7 Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue"; 8 men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. 9 Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre". 10 Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. 11 De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, 12 ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende". 13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"? 14 Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?