M’Cheyne Bible Reading Plan
27 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 2 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et Løfte til Herren med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder Mennesker, 3 så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter hellig Vægt; 4 men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel. 5 Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti. 6 Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre. 7 Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en Kvinde. 8 Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har aflagt Løftet evner.
9 Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe Herren Offergave, så skal alt, hvad man giver Herren, være helligt; 10 man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt. 11 Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe Herren som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten, 12 og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde. 13 Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen yderligere udrede en Femtedel.
14 Når nogen helliger Herren sit Hus som Helliggave, skal Præsten vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter. 15 Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det være hans.
16 Hvis nogen helliger Herren noget af sin Arvejord, skal Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel. 17 Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den fulde Vurderingssum; 18 helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen. 19 Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den over i hans Eje. 20 Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en anden, kan den ikke mereindløses; 21 da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være Herren helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og tilfalde Præsten som Ejendom. 22 Hvis nogen helliger Herren Jord, han har købt, og som ikke hører til hans Arvejord, 23 skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til Herren; 24 i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den af, hvis Arvejord den var. 25 Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel.
26 Ingen må hellige Herren noget af det førstefødte af Kvæget, da det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det Herren. 27 Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke, skal det sælges for Vurderingssummen.
28 Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom helliger Herren ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker, Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er lagt Band på, er højhelligt, det tilhører Herren. 29 Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide Døden.
30 Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt, tilhører Herren, det er helliget Herren. 31 Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere udrede en Femtedel. 32 Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget Herren. 33 Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det må ikke indløses.
34 Det er de Bud, Herren gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.
34 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.
2 Jeg vil love Herren til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund 3 min Sjæl skal rose sig af Herren, de ydmyge skal høre det og glæde sig. 4 Hylder Herren i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! 5 Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. 6 Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. 7 Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. 8 Herrens Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
9 Smag og se, at Herren er god, salig den Mand, der lider på ham! 10 Frygter Herren, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. 11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger Herren, dem fattes intet godt. 12 Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens Frygt. 13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, 14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; 15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.
17 Mod dem, der gør ondt, er Herrens Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;[a] 16 på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; 18 når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres Trængsel. 19 Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. 20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men Herren frier ham af dem alle; 21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. 22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. 23 Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.
10 Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. 2 Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, 3 Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. 4 Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. 5 Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: 6 Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. 7 Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. 8 Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; 9 den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. 10 Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. 11 Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. 12 Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; 13 hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. 14 Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? 15 Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. 16 Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. 17 Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. 18 Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. 19 Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. 20 End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.
2 Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære: 2 at gamle Mænd skulle være ædruelige, ærbare, sindige, sunde i Troen, i Kærligheden, i Udholdenheden; 3 at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det sømmer sig hellige, ikke bagtale, ikke være forfaldne til megen Vin, men være Lærere i, hvad godt er, 4 for at de må få de unge Kvinder til at besinde sig på at elske deres Mænd og at elske deres Børn, 5 at være sindige, kyske, huslige, gode, deres egne Mænd undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes. 6 Forman ligeledes de unge Mænd til at være sindige, 7 idet du i alle Måder viser dig selv som et Forbillede på gode Gerninger og i Læren viser Ufordærvethed, Ærbarhed, 8 sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen må blive til Skamme, når han intet ondt har at sige om os. 9 Forman Trælle til at underordne sig under deres egne Herrer, at være dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod, 10 ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle Måder kunne være en Pryd for Guds, vor Frelsers Lære.
11 Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker 12 og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden; 13 forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse, 14 han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al Lovløshed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode Gerninger. 15 Tal dette, og forman og irettesæt med al Myndighed; lad ingen ringeagte dig!