M’Cheyne Bible Reading Plan

9 Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels Ældste til sig ² og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for Herrens Åsyn. ³ Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til Brændoffer ⁴ og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for Herrens Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil Herren vise sig for eder!" ⁵ Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede sig for Herrens Åsyn. ⁶ Og Moses sagde: "Det er dette, Herren har pålagt eder at gøre, for at Herrens Herlighed kan vise sig for eder."

⁷ Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således som Herren har påbudt!" ⁸ Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv; ⁹ og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet hældte han ud ved Alterets Fod. ¹⁰ Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som Røgoffer på Alteret, således som Herren havde pålagt Moses; ¹¹ men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren. ¹² Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret. ¹³ Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret. ¹⁴ Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.

¹⁵ Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme Måde som den før nævnte; ¹⁶ så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne Måde; ¹⁷ derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige Morgenbrændoffer; ¹⁸ så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret. ¹⁹ Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen, ²⁰ disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne bragte han som Røgoffer på Alteret, ²¹ men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen for Herrens Åsyn, som Moses havde påbudt.

²² Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og Takofferet. ²³ Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de Folket. Da viste Herrens Herlighed sig for alt Folket; ²⁴ og Ild for ud fra Herrens Åsyn og fortærede Brændofferet og Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og faldt ned på deres Ansigt.

10 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? ² Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; ³ thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter Herren. ⁴ Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. ⁵ Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. ⁶ Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." ⁷ Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; ⁸ han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; ⁹ han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; ¹⁰ han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. ¹¹ Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

¹² Rejs dig, Herre! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! ¹³ Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? ¹⁴ Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. ¹⁵ Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

¹⁶ Herren er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; ¹⁷ du har hørt de ydmyges Ønske, Herre, du styrker deres Hjerte, vender Øret til ¹⁸ for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

24 Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem; ² thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men. ³ Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe, ⁴ ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods. ⁵ Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl. ⁶ Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd. ⁷ Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten. ⁸ Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand. ⁹ Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru. ¹⁰ Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe. ¹¹ Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. ¹² Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort. ¹³ Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane; ¹⁴ vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet. ¹⁵ Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem; ¹⁶ thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv. ¹⁷ Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke, ¹⁸ at ikke Herren skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham. ¹⁹ Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse; ²⁰ thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud. ²¹ Frygt Herren og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør; ²² thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

²³ Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde. ²⁴ Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede; ²⁵ men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over. ²⁶ Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar. ²⁷ Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus! ²⁸ Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber; ²⁹ sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning." ³⁰ Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård; ³¹ se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt. ³² Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf: ³³ Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: ³⁴ Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

3 Derfor, da vi ikke længer kunde udholde det, besluttede vi at lades alene tilbage i Athen, ² og vi sendte Timotheus, vor Broder og Guds Tjener i Kristi Evangelium, for at styrke eder og formane eder angående eders Tro, ³ for at ingen skulde blive vakelmodig i disse Trængsler; I vide jo selv, at dertil ere vi bestemte. ⁴ Thi også da vi vare hos eder, sagde vi eder det forud, at vi skulde komme til at lide Trængsler, som det også er sket, og som I vide. ⁵ Derfor sendte også jeg Bud, da jeg ikke længer kunde udholde det, for at få Besked om eders Tro, om måske Fristeren skulde have fristet eder, og vor Møje skulde blive forgæves.

⁶ Men nu, da Timotheus er kommen til os fra eder og har bragt os godt Budskab om eders Tro og Kærlighed og om, at I altid have os i god Ihukommelse, idet I længes efter at se os, ligesom vi efter eder: ⁷ så ere vi af den Grund, Brødre! blevne trøstede med Hensyn til eder under al vor Nød og Trængsel, ved eders Tro. ⁸ Thi nu leve vi, når I stå fast i Herren. ⁹ Thi hvilken Tak kunne vi bringe Gud for eder til Gengæld for al den Glæde; hvormed vi glæde os over eder for vor Guds Åsyn, ¹⁰ idet vi Nat og Dag inderligt bede om at måtte få eder selv at se og råde Bod på eders Tros Mangler?

¹¹ Men han selv, vor Gud og Fader, og vor Herre Jesus Kristus styre vor Vej til eder! ¹² Men eder lade Herren vokse og blive overvættes rige i Kærligheden til hverandre og til alle, ligesom vi have den til eder, ¹³ så at han styrker eders Hjerter og gør dem udadlelige i Hellighed for Gud og vor Fader i vor Herres Jesu Tilkommelse med alle hans hellige!