M’Cheyne Bible Reading Plan

8 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien, Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød ³ og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til Åbenbaringsteltet!" ⁴ Moses gjorde som Herren bød ham, og Menigheden forsamlede sig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. ⁵ Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har Herren påbudt at gøre." ⁶ Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med Vand. ⁷ Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte og bandt dermed Efoden fast på ham; ⁸ så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i Brystskjoldet, ⁹ lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som Herren havde pålagt Moses. ¹⁰ Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene deri og helligede dem; ¹¹ så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at hellige dem; ¹² derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham. ¹³ Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler, omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som Herren havde pålagt Moses.

¹⁴ Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved. ¹⁵ Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således helligede han det ved at skaffe Soning for det. ¹⁶ Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret. ¹⁷ Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren, som Herren havde pålagt Moses.

¹⁸ Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved. ¹⁹ Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret; ²⁰ og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og Fedtet som Røgoffer, ²¹ men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for Herren, som Herren havde pålagt Moses.

²² Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved. ²³ Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå. ²⁴ Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret. ²⁵ Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre Kølle: ²⁶ Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for Herrens Åsyn, tog han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle, ²⁷ lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod dem udføre Svingningen dermed for Herrens Åsyn. ²⁸ Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for Herren. ²⁹ Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for Herrens Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen, som Herren havde pålagt Moses. ³⁰ Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres Klæder.

³¹ Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og hans Sønner skal spise det! ³² Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde. ³³ I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet, indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders Indsættelse. ³⁴ Ligesom i Dag har Herren påbudt eder at gøre også de følgende Dage for at skaffe eder Soning. ³⁵ Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og Nat i syv Dage og holde eder Herrens Forskrift efterrettelig, for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!" ³⁶ Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad Herren havde påbudt ved Moses.

9 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.

² Jeg vil takke Herren af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere, ³ glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste, ⁴ fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn. ⁵ Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer. ⁶ Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt. ⁷ Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

⁸ Men Herren troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom, ⁹ skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret. ¹⁰ Herren blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider; ¹¹ og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, Herre. ¹² Lovsyng Herren, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort! ¹³ Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb: ¹⁴ "Herre, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte, ¹⁵ at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!" ¹⁶ Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte. ¹⁷ Herren blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela. ¹⁸ Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. ¹⁹ Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

²⁰ Rejs dig, Herre, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn; ²¹ Herre, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.

23 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, ² og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. ³ Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. ⁴ Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! ⁵ Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. ⁶ Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; ⁷ thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig. ⁸ Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. ⁹ Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. ¹⁰ Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; ¹¹ thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. ¹² Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. ¹³ Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; ¹⁴ du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. ¹⁵ Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, ¹⁶ og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! ¹⁷ Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i Herrens Frygt; ¹⁸ en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. ¹⁹ Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. ²⁰ Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; ²¹ thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. ²² Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! ²³ Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. ²⁴ Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; ²⁵ din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! ²⁶ Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! ²⁷ Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd; ²⁸ ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. ²⁹ Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? ³⁰ De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. ³¹ Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, ³² men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; ³³ dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; ³⁴ du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. ³⁵ "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"

2 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves; ² men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp. ³ Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig; ⁴ men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter. ⁵ Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne; ⁶ ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. ⁷ Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn, ⁸ således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige. ⁹ I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder. ¹⁰ I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro; ¹¹ ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn ¹² og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.

¹³ Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro. ¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne, ¹⁵ der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod, ¹⁶ idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.

¹⁷ Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel, ¹⁸ efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri. ¹⁹ Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? ²⁰ I ere jo vor Ære og Glæde.