M’Cheyne Bible Reading Plan

39 Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de tilvirkede Arons hellige Klæder, således som Herren havde pålagt Moses.

² De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, ³ idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning. ⁴ Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den blev hæftet sammen ved begge Hjørner. ⁵ Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som Herren havde pålagt Moses. ⁶ Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og graverede som Signeter med Israels Sønners Navne; ⁷ og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene kunde bringe Israels Børn i Minde, således som Herren havde pålagt Moses.

⁸ Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; ⁹ det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt. ¹⁰ De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række, ¹¹ Rubin, Safir og Jaspis i den anden, ¹² Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje, ¹³ Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk i deres Indfatninger. ¹⁴ Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer. ¹⁵ Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som når man snor Reb. ¹⁶ Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner, ¹⁷ og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets Hjørner; ¹⁸ Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker. ¹⁹ Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden. ²⁰ Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte; ²¹ og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som Herren havde pålagt Moses.

²² Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet Arbejde, helt og holdent af violet Purpur. ²³ Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde rives itu, ²⁴ og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, ²⁵ og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt, mellem Granatæblerne, ²⁶ så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som Herren havde pålagt Moses.

²⁷ Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus i vævet Arbejde, ²⁸ Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne af tvundet Byssus, ²⁹ og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som Herren havde pålagt Moses. ³⁰ Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved Signeter: "Helliget Herren." ³¹ Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast med oven på Hovedklædet, som Herren havde pålagt Moses.

³² Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og Israeliterne gjorde ganske som Herren havde pålagt Moses; således gjorde de.

³³ Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og Fodstykkerne, ³⁴ Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det indre Forhæng, ³⁵ Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket, ³⁶ Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene, ³⁷ Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den, og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen, ³⁸ Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til Teltets Indgang, ³⁹ Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket, ⁴⁰ Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig, ⁴¹ Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten. ⁴² Nøjagtigt som Herren havde pålagt Moses, udførte Israeliterne hele Arbejdet. ⁴³ Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som Herren havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses velsignede dem.

18 Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. ² Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple. ³ Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben. ⁴ Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: "Hvem lede I efter?" ⁵ De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det er mig." Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem. ⁶ Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt til Jorden. ⁷ Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde: "Jesus af Nazareth." ⁸ Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, så lader disse gå!" ⁹ for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig." ¹⁰ Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus. ¹¹ Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?"

¹² Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham. ¹³ Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det År. ¹⁴ Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. ¹⁵ Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gård. ¹⁶ Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind. ¹⁷ Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: "Er også du af dette Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke." ¹⁸ Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og varmede sig. ¹⁹ Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære. ²⁰ Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. ²¹ Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt." ²² Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepræsten således?" ²³ Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt: men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?" ²⁴ Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. ²⁵ Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: "Er også du af hans Disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, jeg er ikke." ²⁶ En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: "Så jeg dig ikke i Haven med ham?" ²⁷ Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen.

²⁸ De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var årle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Påske, ²⁹ Pilatus gik da ud til dem, og han siger: "Hvad Klagemål føre I mod dette Menneske?" ³⁰ De svarede og sagde til ham: "Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig." ³¹ Da sagde Pilatus til dem: "Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!" Da sagde Jøderne til ham: "Det er os ikke tilladt at aflive nogen; " ³² for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. ³³ Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte på Jesus og sagde til ham: "Er du Jødernes Konge?" ³⁴ Jesus svarede: "Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?" ³⁵ Pilatus svarede: "Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?" ³⁶ Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf." ³⁷ Da sagde Pilatus til ham: "Du er altså dog en Konge?" Jesus svarede: "Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst." ³⁸ Pilatus siger til ham: "Hvad er Sandhed?" Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: "Jeg finder ingen Skyld hos ham. ³⁹ Men I have den Skik, at jeg løslade eder en om Påsken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" ⁴⁰ Da råbte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas;" og Barabbas var en Røver.

15 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. ² Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund. ³ Alle Vegne er Herrens Øjne, de udspejder onde og gode. ⁴ Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår. ⁵ Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse. ⁶ Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. ⁷ Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret. ⁸ Gudløses Offer er Herren en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. ⁹ Den gudløses Færd er Herren en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. ¹⁰ Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. ¹¹ Dødsrige og Afgrund ligger åbne for Herren, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. ¹² Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke. ¹³ Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. ¹⁴ Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab. ¹⁵ Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. ¹⁶ Bedre lidet med Herrens Frygt end store Skatte med Uro. ¹⁷ Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. ¹⁸ Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. ¹⁹ Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. ²⁰ Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder. ²¹ Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem. ²² Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår. ²³ Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. ²⁴ Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. ²⁵ Hovmodiges Hus river Herren bort, han fastsætter Enkens Skel. ²⁶ Onde Tanker er Herren en Gru, men hulde Ord er rene. ²⁷ Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. ²⁸ Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. ²⁹ Herren er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. ³⁰ Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. ³¹ Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. ³² Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. ³³ Herrens Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

2 Er der da nogen Formaning i Kristus, er der nogen Kærlighedens Opmuntring, er der noget Åndens Samfund, er der nogen inderlig Kærlighed og Barmhjertighed: ² da fuldkommer min Glæde, at I må være enige indbyrdes, så I have den samme Kærlighed, samme Sjæl, een Higen, ³ intet gøre af Egennytte eller Lyst til tom Ære, men i Ydmyghed agte hverandre højere end eder selv ⁴ og ikke se hver på sit, men enhver også på andres. ⁵ Det samme Sindelag være i eder, som også var i Kristus Jesus, ⁶ han, som, da han var i Guds Skikkelse ikke holdt det for et Rov at være Gud lig, ⁷ men forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse på og blev Mennesker lig; ⁸ og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. ⁹ Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, ¹⁰ for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen og på Jorden og under Jorden, ¹¹ og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.

¹² Derfor, mine elskede! ligesom I altid have været lydige, så arbejder ikke alene som i min Nærværelse, men nu meget mere i min Fraværelse på eders egen Frelse med Frygt og Bæven; ¹³ thi Gud er den, som virker i eder både at ville og at virke, efter sit Velbehag. ¹⁴ Gører alle Ting uden Knurren og Betænkeligheder, ¹⁵ for at I må blive udadlelige og rene, Guds ulastelige Børn, midt i en vanartet og forvendt Slægt, iblandt hvilke I vise eder som Himmellys i Verden, ¹⁶ idet I fremholde Livets Ord, mig til Ros på Kristi Dag, at jeg ikke har løbet forgæves, ej heller arbejdet forgæves. ¹⁷ Ja, selv om jeg bliver ofret under Ofringen og Betjeningen af eders Tro, så glæder jeg mig og glæder mig med eder alle. ¹⁸ Men ligeledes skulle også I glæde eder, og glæde eder med mig!

¹⁹ Men jeg håber i den Herre Jesus snart at kunne sende Timotheus til eder, for at også jeg kan blive ved godt Mod ved at erfare, hvorledes det går eder. ²⁰ Thi jeg har ingen ligesindet, der så oprigtig vil have Omsorg for, hvorledes det går eder; ²¹ thi de søge alle deres eget, ikke hvad der hører Kristus Jesus til. ²² Men hans prøvede Troskab kende I, at, ligesom et Barn tjener sin Fader, således har han tjent med mig for Evangeliet. ²³ Ham håber jeg altså at sende straks, når jeg ser Udgangen på min Sag. ²⁴ Men jeg har den Tillid til Herren, at jeg også selv snart skal komme.

²⁵ Men jeg har agtet det nødvendigt at sende Epafroditus til eder, min Broder og Medarbejder og Medstrider, og eders Udsending og Tjener for min Trang, ²⁶ efterdi han længtes efter eder alle og var såre ængstelig, fordi I havde hørt, at han var bleven syg. ²⁷ Ja, han var også syg og Døden nær; men Gud forbarmede sig over ham, ja, ikke alene over ham, men også over mig, for at jeg ikke skulde have Sorg på Sorg. ²⁸ Derfor skynder jeg mig desto mere med at sende ham, for at I og jeg være mere sorgfri. ²⁹ Modtager ham altså i Herren med al Glæde og holder sådanne i Ære; ³⁰ thi for Kristi Gernings Skyld kom han Døden nær, idet han satte sit Liv i Vove for at udfylde Savnet af eder i eders Tjeneste imod mig.