M’Cheyne Bible Reading Plan

35 Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til dem: Dette er, hvad Herren har pålagt eder at gøre: ² I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde Helligdag, en fuldkommen Hviledag for Herren. Enhver, der den Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden. ³ På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.

⁴ Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er, hvad Herren har påbudt: ⁵ I skal tage en Offerydelse til Herren af, hvad I ejer. Enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, Herrens Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber, ⁶ violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, ⁷ rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ, ⁸ Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og Røgelsen, ⁹ Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og Brystskjoldet. ¹⁰ Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave alt, hvad Herren har påbudt: ¹¹ Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker, ¹² Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng, ¹³ Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene, ¹⁴ Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til Lysestagen, ¹⁵ Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen. Forhænget til Boligens Indgang, ¹⁶ Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke, ¹⁷ Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til Forgårdens Indgang, ¹⁸ Boligens og Forgårdens Pæle med Reb, ¹⁹ Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved Præstetjenesten.

²⁰ Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses. ²¹ Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd tilskyndede ham, kom med Herrens Offerydelse til Opførelsen af Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige Klæder. ²² De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe, Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver, der vilde vie Herren en Gave af Guld, kom dermed. ²³ Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller Tahasjskind, kom dermed. ²⁴ Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber, kom med Herrens Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til alt Byggearbejdet, kom dermed. ²⁵ Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus. ²⁶ Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene. ²⁷ Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet ²⁸ og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til Salveolien og Røgelsen. ²⁹ Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen af alt det Arbejde, Herren gennem Moses havde påbudt, bragte det som en frivillig Gave til Herren.

³⁰ Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, Herren har kaldet Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme ³¹ og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde ³² til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber ³³ og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde. ³⁴ Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme Gaver til at lære fra sig. ³⁵ Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke Kunstværker.

14 "Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig! ² I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder Sted. ³ Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I være. ⁴ Og hvor jeg går hen, derhen vide I Vejen." ⁵ Thomas siger til ham: "Herre! vi vide ikke, hvor du går hen; og hvorledes kunne vi vide Vejen?" ⁶ Jesus siger til ham: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. ⁷ Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af kende I ham og have set ham." ⁸ Filip siger til ham: "Herre! vis os Faderen, og det er os nok." ⁹ Jesus siger til ham: "Så lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? ¹⁰ Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger. ¹¹ Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, så tror mig dog for selve Gerningernes Skyld!

¹² Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, de Gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større Gerninger end disse; thi jeg går til Faderen, ¹³ og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må herliggøres ved Sønnen. ¹⁴ Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det. ¹⁵ Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! ¹⁶ Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig, ¹⁷ den Sandhedens Ånd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder. ¹⁸ Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder. ¹⁹ Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulle leve. ²⁰ På den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder. ²¹ Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham." ²² Judas (ikke Iskariot) siger til ham: "Herre! hvor kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?" ²³ Jesus svarede og sagde til ham: "Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. ²⁴ Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.

²⁵ Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder. ²⁶ Men Talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. ²⁷ Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! ²⁸ I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg går bort og kommer til eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg. ²⁹ Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro, når det er sket. ³⁰ Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig; ³¹ men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har befalet mig: så står nu op, lader os gå herfra!"

11 Falske Vægtskåle er Herren en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind. ² Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom. ³ Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde. ⁴ Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden. ⁵ Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse. ⁶ Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå. ⁷ Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister. ⁸ Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted. ⁹ Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab. ¹⁰ Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang. 11Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund. ¹² Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier. ¹³ Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen. ¹⁴ Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd. ¹⁵ Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag. ¹⁶ Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom. ¹⁷ Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød. ¹⁸ Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn. ¹⁹ At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død. ²⁰ De svigefulde er Herren en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer. ²¹ Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri. ²² Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne. ²³ Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente. ²⁴ En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. ²⁵ Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv. ²⁶ Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger. ²⁷ Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over. ²⁸ Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv. ²⁹ Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl. ³⁰ Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle. ³¹ En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

4 Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede, ² med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed ³ og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd; ⁴ eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse; ⁵ een Herre, een Tro, een Dåb, ⁶ een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!

⁷ Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål. ⁸ Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver." ⁹ Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne. ¹⁰ Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting. ¹¹ Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere, ¹² til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse, ¹³ indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst, ¹⁴ for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind; ¹⁵ men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus, ¹⁶ ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, ¹⁸ formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. ²⁰ Men I have ikke således lært Kristus, ²¹ om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus, ²² at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, ²³ men fornyes i eders Sinds Ånd ²⁴ og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

²⁵ Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. ²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum! ²⁸ Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. ²⁹ Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; ³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. ³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! ³² Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.