M’Cheyne Bible Reading Plan

21 De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende: ² Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År, men i det syvende skal han frigives uden Vederlag. ³ Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene; er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham. ⁴ Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes Herre, og Trællen frigives alene. ⁵ Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!" ⁶ da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid. ⁷ Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke frigives som Trællene. ⁸ Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort Uret imod hende; ⁹ hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru, skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre. ¹⁰ Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der tilkommer hende. ¹¹ Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives uden Vederlag og Betaling.

¹² Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden. ¹³ Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen. ¹⁴ Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han kan lide Døden. ¹⁵ Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden. ¹⁶ Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han har solgt det, eller det endnu findes hos ham. ¹⁷ Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

¹⁸ Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog må holde Sengen, ¹⁹ så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse. ²⁰ Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de dør på Stedet, skal han straffes derfor; ²¹ men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke straffes; det er jo hans egne Penge. ²² Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn. ²³ Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv, ²⁴ Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod, ²⁵ Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme. ²⁶ Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet; ²⁷ og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal han give dem fri til Erstatning for Tanden.

²⁸ Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs; ²⁹ men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer skal også lide Døden; ³⁰ men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham. ³¹ Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles efter samme Lovbud. ³² Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

³³ Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri, ³⁴ da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham, ³⁵ Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det døde dyr. ³⁶ Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.

24 Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. ² Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. ³ Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. ⁴ Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. ⁵ Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? ⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, ⁷ at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." ⁸ Og de kom hans Ord i Hu. ⁹ Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. ¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. ¹¹ Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. ¹² Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

¹³ Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. ¹⁴ Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. ¹⁵ Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. ¹⁶ Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. ¹⁷ Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. ¹⁸ Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" ¹⁹ Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; ²⁰ og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. ²¹ Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. ²² Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, ²³ og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. ²⁴ Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." ²⁵ Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! ²⁶ Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. ²⁸ Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. ³⁰ Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. ³¹ Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" ³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: ³⁴ "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." ³⁵ Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

³⁶ Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!" ³⁷ Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd. ³⁸ Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? ³⁹ Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har." ⁴⁰ Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. ⁴¹ Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?" ⁴² Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. ⁴³ Og han tog det og spiste det for deres Øjne. ⁴⁴ Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne." ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, ⁴⁷ og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. ⁴⁸ I ere Vidner om disse Ting. ⁴⁹ Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."

⁵⁰ Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. ⁵¹ Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. ⁵² Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. ⁵³ Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

39 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger, ² når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat? ³ Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? ⁴ Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer, ⁵ tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder? ⁶ De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet, ⁷ Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. ⁸ Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb, ⁹ som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig? ¹⁰ Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden; ¹¹ det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op. ¹² Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten? ¹³ Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig? ¹⁴ Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst? ¹⁵ Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen? ¹⁶ Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun, ¹⁷ siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet, ¹⁸ tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder? ¹⁹ Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke. ²⁰ Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt. ²¹ Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter. ²² Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke ²³ og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel. ²⁴ Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde; ²⁵ den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet; ²⁶ Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker; ²⁷ den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder; ²⁸ et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb. ²⁹ Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden? ³⁰ Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede? ³¹ Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg; ³² den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne. ³³ Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

³⁴ Og Herren svarede Job og sagde: ³⁵ Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

³⁶ Da svarede Job Herren og sagde: ³⁷ Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund! ³⁸ Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

9 Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til eder; ² jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt; og eders Nidkærhed æggede de fleste. ³ Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være beredte. ⁴ for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til Skamme med denne Tillidsfuldhed. ⁵ Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og ikke som Karrighed. ⁶ Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med Velsignelser. ⁷ Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. ⁸ Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning, ⁹ som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid." ¹⁰ Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst, ¹¹ så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud. ¹² Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til Gud, ¹³ når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle, ¹⁴ også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund af Guds overvættes Nåde imod eder. ¹⁵ Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!