M’Cheyne Bible Reading Plan

18 Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes Herren havde ført Israel ud af Ægypten, ² tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han havde sendt hjem, ³ tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi", havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";

⁴ og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!" ⁵ Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg, ⁶ og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig med din Hustru og hendes to Sønner!" ⁷ Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i Teltet. ⁸ Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad Herren havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes Herren havde frelst dem. ⁹ Da glædede Jetro sig over alt det gode, Herren havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd. ¹⁰ Og Jetro sagde: "Lovet være Herren, som har frelst eder af Ægypternes og Faraos. Hånd!" ¹¹ Nu ved jeg, at Herren er større end alle Guder, thi netop ved det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket af Ægypternes Hånd. ¹² Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.

¹³ Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften. ¹⁴ Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står omkring dig fra Morgen til Aften?" ¹⁵ Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at rådspørge Gud; ¹⁶ når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love." ¹⁷ Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det. ¹⁸ På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene. ¹⁹ Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager; ²⁰ og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. ²¹ Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; ²² lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig. ²³ Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt Folket der kan gå tilfreds hjem."

²⁴ Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han foreslog. ²⁵ Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. ²⁶ De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv. ²⁷ Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land.

21 Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. ² Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri. ³ Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. ⁴ Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."

⁵ Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Sten og Tempelgaver. sagde han: ⁶ "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." ⁷ Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og hvad er Tegnet på, når dette skal ske?" ⁸ Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Går ikke efter dem! ⁹ Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette må først ske, men Enden er der ikke straks." ¹⁰ Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. ¹¹ Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. ¹² Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. ¹³ Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. ¹⁴ Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulde forsvare eder. ¹⁵ Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige. ¹⁶ Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel. ¹⁷ Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. ¹⁸ Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt. ¹⁹ Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. ²⁰ Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at dens Ødelæggelse er kommen nær. ²¹ Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på Landet, skulle ikke gå ind i den. ²² Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. ²³ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk. ²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. ²⁵ Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, ²⁶ medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. ²⁷ Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. ²⁸ Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til." ²⁹ Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne; ³⁰ når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. ³¹ Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. ³² Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen. ³³ Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde forgå. ³⁴ Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en Snare. ³⁵ Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade. ³⁶ Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for Menneskesønnen." ³⁷ Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. ³⁸ Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.

36 Og videre sagde Elihu: ² Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. ³ Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; ⁴ thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

⁵ Se, Gud forkaster det stive Sind, ⁶ den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, ⁷ fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. ⁸ Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, ⁹ så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, ¹⁰ åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. ¹¹ Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. ¹² Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. ¹³ Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; ¹⁴ i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. ¹⁵ Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

¹⁶ Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. ¹⁷ Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. ¹⁸ Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! ¹⁹ Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? ²⁰ Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; ²¹ var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

²² Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? ²³ Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" ²⁴ Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! ²⁵ Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. ²⁶ Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. ²⁷ Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, ²⁸ og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. ²⁹ Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? ³⁰ Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; ³¹ Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; ³² han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; ³³ hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

6 Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde; ² (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;) ³ og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet; ⁴ men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster, ⁵ under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste, ⁶ ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed, ⁷ ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar; ⁸ ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru; ⁹ som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde; ¹⁰ som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. ¹¹ Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet. ¹² I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter. ¹³ Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter!

¹⁴ Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke? ¹⁵ Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro? ¹⁶ Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk." ¹⁷ "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder," ¹⁸ "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige."