M’Cheyne Bible Reading Plan

16 Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten. ² Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen, ³ og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for Herrens Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult."

⁴ Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej. ⁵ Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage." ⁶ Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er Herren, som har ført eder ud af Ægypten, ⁷ og i Morgen skal I skue Herrens Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod Herren; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!" ⁸ Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når Herren i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi Herren har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men Herren."

⁹ Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for Herrens Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!" ¹⁰ Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, Herrens Herlighed viste sig i Skyen. ¹¹ Da talede Herren til Moses og sagde: ¹² "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud." ¹³ Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, ¹⁴ og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

¹⁵ Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, Herren har givet eder til Føde! ¹⁶ Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!" ¹⁷ Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; ¹⁸ og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. ¹⁹ Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!" ²⁰ Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. ²¹ Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

²² På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; ²³ men han sagde til dem: "Det er netop, som Herren har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!" ²⁴ De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri. ²⁵ Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for Herren; i Dag finder I intet ude på Marken. ²⁶ I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde." ²⁷ Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet. ²⁸ Da sagde Herren til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love? ²⁹ Betænk dog, at Herren har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!" ³⁰ Da hvilede Folket på den syvende Dag.

³¹ Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager. ³² Moses sagde fremdeles: "Således har Herren påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!" ³³ Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran Herrens Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!" ³⁴ Og Aron gjorde, som Herren havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes. ³⁵ Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land. ³⁶ En Omer er Tiendedelen af en Efa.

19 Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. ² Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. ³ Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. ⁴ Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. ⁵ Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus." ⁶ Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. ⁷ Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand." ⁸ Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen." ⁹ Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; ¹⁰ thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte."

¹¹ Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. ¹² Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. ¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. ¹⁴ Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. ¹⁵ Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet. ¹⁶ Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. ¹⁷ Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. ¹⁸ Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. ¹⁹ Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. ²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. ²¹ Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. ²² Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; ²³ hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? ²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. ²⁵ Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. ²⁶ Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. ²⁷ Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"

²⁸ Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. ²⁹ Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: ³⁰ "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! ³¹ Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." ³² Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. ³³ Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" ³⁴ Og de sagde: "Herren har Brug for det." ³⁵ Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. ³⁶ Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. ³⁷ Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: ³⁸ "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" ³⁹ Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" ⁴⁰ Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe."

⁴¹ Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: ⁴² "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. ⁴³ Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; ⁴⁴ og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid."

⁴⁵ Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, ⁴⁶ og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." ⁴⁷ Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. ⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.

34 Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! ³ Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; ⁴ lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

⁵ Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; ⁶ min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

⁷ Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, ⁸ søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! ⁹ Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

¹⁰ Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; ¹¹ nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; ¹² Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! ¹³ Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? ¹⁴ Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, ¹⁵ da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

¹⁶ Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! ¹⁷ Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? ¹⁸ Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, ¹⁹ som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. ²⁰ Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. ²¹ Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; ²² der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. ²³ Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; ²⁴ han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. ²⁵ Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; ²⁶ for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, ²⁷ fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, ²⁸ så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

²⁹ Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, ³⁰ for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. ³¹ Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, ³² jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" ³³ skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

³⁴ Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! ³⁶ Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! ³⁷ Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"

4 Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet; ² men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Åsyn. ³ Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes, ⁴ dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.

⁷ Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må være Guds, og ikke fra os, ⁸ vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere tvivlrådige, men ikke fortvivlede, ⁹ forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne, ¹⁰ altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort Legeme. ¹¹ Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød. ¹² Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!

¹³ Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet: "Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale vi også, ¹⁴ idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder. ¹⁵ Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen. ¹⁶ Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag. ¹⁷ Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed, ¹⁸ idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.