M’Cheyne Bible Reading Plan

43 ¹ og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!" ² Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med! ³ Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde; ⁴ men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!" ⁵ Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?" ⁶ De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!" ⁷ Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig, så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi og du og vore Børn! ⁸ Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig; ⁹ havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!" ¹⁰ Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler; ¹¹ og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en Fejltagelse; ¹² og tag så eders Broder og drag atter til Manden! ¹³ Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!"

¹⁴ Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef. ¹⁵ Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig." ¹⁶ Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs Hus. ¹⁷ Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler." ¹⁸ Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset ¹⁹ og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde, ²⁰ og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage ²¹ og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!" ²² Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem. ²³ Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne. ²⁴ Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der.

²⁵ Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham. ²⁶ Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?" ²⁷ De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!" Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden. ²⁸ Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?" Og han sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!" ²⁹ Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der. ³⁰ Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: "Sæt Maden frem!" ³¹ Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed. ³² De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre; ³³ og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham.

13 og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!" ² Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." ³ Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: ⁴ "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette skal til at fuldbyrdes?" ⁵ Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører eder!" ⁶ Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. ⁷ Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda. ⁸ Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. ⁹ Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. ¹⁰ Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. ¹¹ Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligånd. ¹² Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel. ¹³ Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. ¹⁴ Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; ¹⁵ men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at hente noget fra sit Hus; ¹⁶ og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! ¹⁷ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! ¹⁸ Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren; ¹⁹ thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme. ²⁰ Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage ²¹ Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke. ²² Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte. ²³ Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud. ²⁴ Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Månen ikke give sit Skin, ²⁵ og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes. ²⁶ Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. ²⁷ Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. ²⁸ Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. ²⁹ Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er nær for Døren. ³⁰ Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse ting ere skete ³¹ Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå: ³² Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen.

³³ Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der. ³⁴ Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde våge, ³⁵ våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; ³⁶ for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! ³⁷ Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"

9 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? ³ Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! ⁴ Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? ⁵ Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, ⁶ ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; ⁷ han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, ⁸ han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, ⁹ han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, ¹⁰ han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! ¹¹ Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; ¹² røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

¹³ Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; ¹⁴ hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! ¹⁵ Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! ¹⁶ Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, ¹⁷ han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, ¹⁸ ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. ¹⁹ Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! ²⁰ Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

²¹ Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! ²² Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! ²³ Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; ²⁴ Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? ²⁵ Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, ²⁶ gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. ²⁷ Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," ²⁸ må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

²⁹ Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? ³⁰ Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, ³¹ du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. ³² Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; ³³ vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! ³⁴ Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, ³⁵ da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!

13 Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, ² så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. ³ Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den. ⁴ Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. ⁵ Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens. ⁶ Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare på dette. ⁷ Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære.

⁸ Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. ⁹ Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig selv," ¹⁰ Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.

¹¹ Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende. ¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben; ¹³ lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; ¹⁴ men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, så Begæringer vækkes!